Fra bums til kristen

41-årige Knud Axel Madsen kommer fra et alkoholiseret hjem med „masser af stedfædre“, han kom på børnehjem, og derefter gled han nedad ved hjælp af alkohol, hash og heroin mod en status som bums på forsorgshjem – i dag er hans liv totalt forandretEfter „26 år på spanden“ har Knud Axel Madsen fået styr på sit liv. Uden afrusning, afvænning eller anden behandling. Jeg tror ham, for jeg har fulgt ham rundt i Århus, på gaden, i Frelsens Hær og i Det Blå Sted. Og ved hvert møde har jeg glædet mig over, hvordan det er gået ham.

Han, som if. ham selv „har lavet så meget lort“, går nu rundt til hjælp og velsignelse for sine omgivelser!
Forklaringen er, at han „mødte Jesus“ i sit liv! Og her fik et gammelt nummer af Krigsråbet fra 1952 betydning.

Knud fortæller:
Til trods for mit liv med tyveri, øl, hash og piller, søgte jeg et forløsende ord, som kunne bringe mig tilbage til Gud. Men jeg havde svært ved at tro, at han ville tilgive mig for alt det skidt, jeg havde lavet.
I oktober 98, da jeg havde fået min bistandshjælp, besluttede jeg mig til at købe en bibel. Helst ikke over 50 kr., for der skulle også være noget til bajere. Jeg besøgte Kirkens Korshær i Nørregade, hvor en kammerat arbejdede, men der var kun gamle bibler med krøllet skrift. „Jeg har ikke råd til at købe en ny!“, sagde jeg så til kammeraten. Det blev hørt af en korshærspræst, som stod bag mig. Han tilbød og gav mig en bibel. Det var jeg da glad for, og så gik vi ud og drak! Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme i gang med den bibel.
Et par uger senere var jeg igen i Korshæren for at få fat i min kammerat og drikke og ryge hash. Mens jeg ventede på ham, faldt mine øjne på et blad, der lå i en reol. Det var Krigsråbet fra 21. juni 1952.
Som barn kom jeg en del i Frelsens Hær, så bladet mindede mig om noget. Så jeg kiggede lidt i bladet og blev specielt interesseret, da jeg læste en artikel med bibelhenvisninger om bøn.

Alligevel gik jeg ud og drak og røg sammen med kammeraten! Jeg vidste godt, at jeg var et dumt svin. Jeg var uvenner med hele familien. Jeg følte ikke, de forstod min sorg og mine bekymringer. „Du skal bare ta’ dig sammen, Knud!“ sagde de, men det ku’ jeg ikke bruge til noget.
I mange år gik jeg med et tyndt reb i lommen i håb om, at jeg en dag ville blive så fuld, at jeg kunne hænge mig selv. Når jeg havde det skidt og ikke syntes, at jeg kunne klare mere, så råbte og skreg jeg til Gud. Var der håb for mig? Mennesker forstod mig ikke! Ja, jeg forstod ikke mig selv! Gjorde Gud?

Jeg havde hørt om Den kristne Kanal, så jeg begyndte at sætte mig til mit TV om morgenen kl. 5 i min jagt efter det forløsende ord. Jeg var på vej. Jeg lukkede mig inde i min lejlighed i ugevis. Gud vækkede mig hver morgen kl. 5.
Der var især en af prædikanterne, som var god til at skære de kristne grundsandheder ud i pap. Og en dag fik jeg så ordet „Jesu blod renser for al synd!“ Nej, tænkte jeg først. Det gælder ikke dig, Knud! Du har lavet for meget skidt!
Men prædikanten så direkte på mig og sagde: „Bare jeg kunne fa dig til at tage imod, at Jesu blod renser for al din synd! Han gentog en 3-4 gange, og da forstod jeg, at det også måtte gælde for mig! Jeg lå der på mine knæ og græd: Tilgiv mig alt det skidt og møg, jeg har lavet! – Nej, jeg har lavet for meget skidt! Mit hjerte var i stykker, men så mærkede jeg det, som om hjertet igen blev samlet i mit bryst. Jeg blev forløst! Lettet for min skyld! Glæden gennemstrømmede mig, så jeg gik og sang lovsange på gaden i dagene derefter!

I Krigsråbet havde jeg læst, at det kristne fællesskab var vigtigt, så jeg opsøgte min gamle Maran ata menighed. Men det var en svær gang. Jeg turde næsten ikke gå ind. „Jeg har mødt Jesus. Må jeg komme ind?“ „Ja, Gud velsigne dig!“ svarede de.
Jeg måtte overvinde mig selv til at bede dem, jeg havde gjort ondt, om tilgivelse. Først og fremmest min Mor. Jeg traf hende ikke hjemme, men havde hørt, at hun kom på Det Blå Sted, så der tog jeg ud og ventede på hende. Da hun endelig stod i døren, gik jeg hen og gav hende et kys, bad hende om tilgivelse og sagde: „Jeg har mødt Jesus!“
Vi havde mange ting at snakke om, min Mor og jeg, og jeg vil aldrig give slip på hende igen!
Også min søster måtte jeg opsøge, og selv om hun havde gæster, måtte det ud: „Kan du tilgi’ mig, at jeg har været et dumt svin og stjålet fra dig?“ – Gæsterne kiggede godt nok lidt, men sikken fred jeg fik, da hun tilgav mig!
Min drukkammerat fra Korshæren er også blevet kristen.

På grund af mit tidligere vilde liv og Guds tilgivelse har jeg nogle gange følt, at nu måtte jeg gøre det hele godt igen. Leve op til Guds kærlighed. Og Djævelen skubbede på, som om jeg skulle fortjene frelsen, men det ved jeg jo egentlig godt, at jeg ikke kan – og heller ikke skal prøve på!
Jeg er stadig usikker. Jeg mangler stadig selvtillid, så jeg må hele tiden sige til Gud, at han må lede mig og hjælpe mig. Mit liv fortæller mig, at selv ku’ jeg ikke! Men jeg takker Gud for mit nye liv og vil gerne fortælle alle om det!