Hans Berntsen:
– Jeg hviler i, at Gud har svaret

Den landskendte helbredelsesprædikant har de senere år bedt for masser af syge, som er blevet helbredt. Samtidig har han selv haft store smerter og fik sidste år sat to nye hofter i…Hans Berntsen holder konstant skruen i vandet. Når han endelig har fri fra jobbet som leder i erhvervslivet, gennemtrawler han landet på kryds og tværs for at holde møder, hvor han beder for syge og fortæller om troen på JesusI nogle år har det at bede for syge indeholdt et paradoks: Mens Hans Berntsen så hundredvis af mennesker blive raske efter forbøn, begyndte hans egen krop at knage i fugerne.
– Jeg har haft bøvl med mine hofter i fem-seks år. Det var på en ferie, at jeg opdagede det. Efter en tid begyndte det at gøre mere ondt, og jeg gik til læge. Han henviste mig til en specialist, som konstaterede, at det var slidgigt, som der dengang ikke kunne gøres noget ved, fortæller Hans Berntsen, som selvfølgelig bad Gud om at helbrede sine hofter.
– Der er flere, der har bedt for mig. Både med og uden håndspålæggelse. Min kone Inge har også bedt for mig flere gange, og ellers har jeg naturligvis selv bedt Gud om at helbrede mig.

Gud har ikke svaret på bønnerne. Alligevel er Hans Berntsen fortsat med at rejse rundt og bede for syge, selv om den konstante smerte fra slidgigten har mindet ham om, at Gud ikke altid helbreder syge på helbredelsesprædikantens forbøn.
– Det betyder ikke en centimeter for min frimodighed til at bede for syge, at Gud ikke har svaret på mine bønner om at helbrede mine hofter. Jeg har aldrig sagt, at Gud helbreder alle. Du kan til hver en tid få mig til at sige, at Gud kan helbrede alle slags sygdomme. Men vi ser jo, at han ikke altid gør det. Det er vores erfaring. Derfor lover jeg ikke helbredelse til alle.
– Om du er rask, er jo heller ikke det vigtigste. Du kan sagtens have det godt, selv om du er syg. At have fred i hjertet er vigtigere end at være rask, erklærer Hans Berntsen, som understreger, at helbredelse altid er en gave fra Gud.
– At han ikke har helbredt mig, betyder da ikke, at jeg er holdt op med at tro på, at Gud helbreder syge. Helbredelse kan kun modtages som en gave fra Gud. Den har vi ikke krav på. Alt fra Gud er en gave. Også troen, som altså ikke er en præstation. Den er, ligesom frelsen og freden i hjertet er det, en gave.

Alt imens triptælleren i Berntsens Volvo har ædt tusindvis af kilometre på missionsfærden rundt i kongeriget, har også slidgigten ædt sig ind på helbredelsesprædikantens hofter. Og sidste sommer sejrede sygdommen.
– Jeg har afventet Guds indgreb og givet ham god tid til at helbrede mig. Men i juli 2002 begyndte det at gøre så ondt, at noget måtte ske. Derfor valgte jeg at gå ned i vægt. Både for at skåne mine hofter og for at komme i bedre form til en eventuel operation, siger Hans Berntsen.
– Da jeg havde tabt ti kilo, gik jeg til læge, og han indstillede mig til en operation. Det var i august måned, og jeg kunne selv vælge, hvornår jeg ville opereres. Så jeg kiggede i min kalender, og da den 9. december var sidste dag, hvor jeg havde en aftale, bestilte jeg tid til den følgende dag.
– I tiden frem til december tabte jeg yderligere ni kilo, så jeg i alt havde smidt 19 kilo inden operationen. Det var for at lette presset på hofterne, for i den sidste periode gjorde det for alvor ondt. Men jeg spiste kun én gigtpille om dagen. Ikke på grund af min tro, men for at skåne min mave, fortæller han.

Afslappethed og hvile er to ting, som kendetegner Hans Berntsens forkyndelse. Og han hidser sig da heller ikke op over den manglende helbredelse.
– Mit forhold til Gud er overhovedet ikke påvirket af, at han ikke har helbredt mig, selv om han helbreder mange andre, når jeg beder for dem. Jeg har aldrig talt imod at bruge lægerne. Gud kan også bruge dem til at gøre os raske. Og jeg har hele tiden vidst, at Gud ikke helbreder alle.
– Inge blev for eksempel opereret for kræft lige efter, at jeg var begyndt at holde møder og bede for syge. Og da tænkte vi: Hvorfor skal det ske? Men det har lært Inge en meget vigtig ting: Hun har stor medfølelse med syge og en særlig evne til at tale med om deres situation, fordi hun selv har prøvet det. Det er ikke teori for hende, siger Berntsen, som med stor tillid til Gud lagde sig under kniven.
– Operationen var jeg ikke bange for. Jeg havde tillid til, at Gud ville være med. Og den gik da også forrygende. Jeg skulle opereres om morgenen, og aftenen før slog jeg op i Bibelen for at få et ord at sove på. Min tanke var at læse salme 23, men så langt nåede jeg slet ikke, for Gud gav mig et ord fra salme fire vers ni: ”I fred lægger jeg mig til hvile og falder straks i søvn. For selv om jeg er alene, Herre, er du hos mig og giver mig tryghed”. (Bibelen på hverdagsdansk).

Hans Berntsen ville have foretrukket fuld narkose under operationen, men han måtte nøjes med at blive bedøvet i halvdelen af kroppen.
– Om morgenen fik jeg en epiduralbedøvelse. Det betød, at jeg kun var bedøvet fra livet og ned. Så jeg kunne ligge og følge med i, hvad der skete. Operationen skulle vare fire timer i alt. To timer på den ene side og derefter to timer på den anden. Og jeg kunne selv vælge, hvilken musik jeg ville høre, så jeg valgte Richard Clayderman til det ene ben og noget klassisk til det andet, fortæller Berntsen, som på trods af en hårdhændet behandling hurtigt var på benene igen.
– De savede benene helt igennem og slog et stykke jern i hvert af dem. Her satte de så de nye hofter fast, og dermed havde jeg fået mine nye kuglelejer, smiler han.