Krav om kristen region i Irak

Siden Bagdads fald stiller mange grupper krav om at få del i magten i Irak. Nu blander også de kristne sig. Gruppen ”Det Mesopotamiske Frihedsparti” (GHB) vil have eget territorium.- Det er vigtigt, at vi ikke udgør en religiøs minoritet. Vi er en nation, den ældste i Mesopotamien, siger Circis Calan, en af gruppens ledere til avisen Nya Dagen.
GHB er en ”kristen” guerillabevægelse, der også har en politisk gren. Her dirigeres arbejdet af eksilirakere fra Schweiz. Da byerne Mosul og Kirkuk faldt, gik guerillabevægelsen ind i byerne med uniform og automatvåben. Ifølge Calan har de et udmærket samarbejde med andre oppositionsgrupper i Irak. De vil blot ikke finde sig i, at Irak bliver kaldt ”et muslimsk land”. Selv om kristne kun udgør 3 pct. af befolkningen, har de en århundredlang historie, og Calan hævder, at mange eksilirakere er kristne. Mange af dem vil vende hjem nu, og derfor er en såkaldt ”kanton” på tale.
Ikke alle kristne bakker op om GHB, som de betragter som fanatiske. En talsmand for Den assyriske Kirke mener, det er at gå for langt at kræve en kristen region.
– Det vigtige er, at vi får demokratiske rettigheder som alle andre, siger han.