Kristne udsendelser på muslimsk radio

Norea Radio støtter kristne radioudsendelser til 20 lokalradioer i Indonesien. Nu har regeringen bedt den lokale samarbejdspartner
om at opbygge en FM station på øen JavaIndonesien er et ø-rige, hvor 80-90% af befolkningen er muslimer. Øen Java er et af de områder, som er stærkest domineret af islam, men ikke desto mindre er det netop dér samt på Sumatra og Bali lykkedes for Norea Radios partnere, Studio Sentosa, at få kontakt med over 30 lokale FM- og mellembølge­stationer. Over 20 af disse sender kristne programmer som støttes af Norea Radio. De fleste af disse kommercielle radioer, er ifølge Norea Nyt, drevet af muslimske ledere.

20 mio. mulige lyttere

Lederen af Studio Sentosa, Roland Octavianus, og hans medarbejdere er faktisk blevet opfordret af de indonesiske myndigheder til at starte en lokal FM-radio op i Batu. Med denne bys strategiske beliggenhed på et højdedrag på østlige Java, vil en sådan radio kunne høres af mange mennesker. Befolkningstætheden på Java er nemlig omkring ni gange større end i Danmark. Studio Sentosa vil således blive den eneste lokalradio i byen og dermed få mulighed for at nå ud til 20 millioner lyttere.

Kortbølgeradio kan ingen stoppe

Fra og med sidste år har Norea Radio Danmark støttet Studio Sentosa gennem Trans World Radio. Fra studiet sendes nemlig også kortbølgeradio til 240 mio. mulige lyttere over hele Indonesien og Malaysia. Samtidig med, at Roland Octavianus og hans medarbejdere leverer radioprogrammer til de mange lokalradioer, opretholder de kortbølgeudsendelser, som det hele oprindeligt startede med. Medarbejderstaben på Studio Sentosa lægger også stor vægt på opfølgningsarbejdet. Der kommer omkring 1000 henvendelser om måneden som følge af radioprogrammerne. De bliver fulgt op med blandt andet brevkurser, besøg og etablering af lyttergrupper.