Syriske kristne hjælper irakiske flygtninge

Mellemøstens kirker er et velfungerende netværk for fordeling af nødhjælp
Et team af jordanske og syriske kristne har besøgt den nordligste del af Syrien med grænse til Irak og Tyrkiet for hjælpeorganisationen Christian Aid. Der fandt de hundredevis af irakiske familier som er flygtet fra deres hjem i Irak. De fleste har kristen baggrund. Næsten alle kommer fra Bagdad, hvor de har efterladt venner og familiemedlemmer.
40 pct. af dem er ifølge nyhedstjenesten Mission Insider under 15 år. Og deres følelsesmæssige tilstand er kritisk.
– Deres øjne er fulde af undren, siger en præst for den lille syriske kirke, hvor Christian Aid afleverede mad og medicin til de trængende.
Familierne bor hos andre kristne familier i området, to eller tre familier i hvert hus. I nogle tilfælde deler fem familier det samme hus, mens værtsfamilien er flyttet ud og bor et andet sted.
Christian Aid forventer flere hundrede flygtningefamilier i næste uge.
– Vi har fået en stor byrde, siger den syriske præst. Problemet er større end vore muligheder, men vi tror Gud har givet os en enestående måde at tjene Ham på.
De kristne får heldigvis også hjælp udefra. USAs kirkeråd har netop landet over 11 tons sæbe og vaskepulver i Bagdad som vil blive fordelt til 68 hospitaler. Nødhjælpeprogrammet World Vision har forberedt sig på et stigende antal flygtninge langs den jordansk-irakiske grænse med 10.000 tæpper, 5000 vand-tanke og presenninger til midlertidige telte.