Graham Powell:
Sådan befrier og bevarer du dig fra onde ånder

Den åndelige verden er en realitet, som vi ikke længere kan lukke øjnene for.
Men kristne har pga. Jesu påske-sejr autoritet over de onde ånder, siger Powell.Så længe vi er i denne verden, lever vi midt i konflikten mellem Guds Rige og mørkets rige. Vi kan prise Gud for, at vi som kristne er på vindersiden. Jesus Kristus har allerede erklæret sejr på vore vegne. Satan og hans krigere er allerede slået. Vor kamp er ikke at vinde slaget, men at tvinge sejren igennem.
Bibelen siger: ”Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger.” (2.Kor.: 10,3-4).
Jesus Kristus har givet sin menighed rustning til beskyttelse og våben til forsvar og angreb. Dette udstyr er “guddommeligt”. Det er det bedste vi kan have, og fuldkomment tilpasset ethvert angreb fra fjenden. Det behøver aldrig modernisering sådan som udstyr for naturlig krigsføring gør. Kirken i dag har tilgang til akkurat det samme udstyr som den første kirken havde.
Lad os først se på vores åndelige rustning og derefter vores åndelige våben:

Læs Efeserbrevet 6, 10-18.
Guds ord formaner os til at “tage Guds fulde rustning på” ikke bare enkelte dele, men det hele.
Det er Jesus selv som er min rustning:
”Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus, og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær.
– Rom. 13, 12-14
(Andre bibelvers bringer tankerne hen på det samme: Galaterne 3,27; Kolosserne 3,10.)
Ved at “iklæde os Jesus”, tager jeg rustningen på. Jesus er for mig alle delene af rustningen:
Sandheden (bæltet): Jesus sagde til ham: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”. (Joh. 14,6).
Retfærdighen (brystpladen): ”Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning”, (1. Kor. 1,30).
FRED (skoene): ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Joh. 14,27).
TRO (skjoldet): ”idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.” (Hebr. 12,2).
FRELSE (hjelmen): “For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser”. (Hebr. 2,10).
Gud Ord (sværdet): ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys.  Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke…“ etc.
„Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;  de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (Joh. 1, 1-14).

“Men vi, der tilhører dagen, skal være ædru og iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm. (1. Thes. 5,8).
Vi tager rustningen på ved en enkel troserklæring:
Du er min retfærdighed. Du er min fred. Du er min sandhed. Du er kilden til min tro. Dit Ord bevarer mig. Du er selve livet for mig. Jeg står i dag fuldstændig beskyttet mod alle angreb fra fjenden. I Dig er jeg stærk. I Dig er jeg mere end en overvinder.”
Når vi har taget rustningen på, må vi beholde den på ved daglig at bekende vor tro idet vi anerkender Kristus selv som alle dele af vores rustning.
Så, med hele rustningen på, skal vi stå imod fjenden. Hvad enten vi tilhører de svageste eller stærkeste troende, så bliver vi bevaret på grund af Guds rustning – ikke på grund af vores menneskelige dygtighed. Det er rustningen!

Gud har udrustet os med “guddommelige” våben til at bruge mod fjenden. Det er nøgler som åbner fængselsdørene og sætter os fri fra fjendens fængsel.
For at være effektive må hvert våben bruges i tro. Troen udløser dem i vort kristenliv ”for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” (2. Kor. 5, 7).
Vi kan foretage våben-handlinger, men uden tro vil vi være ineffektive.
Apostlenes Gerninger 19, 13-16 fortæller os om nogle Jødiske djævleuddrivere som forsøgte at uddrive onde ånder i Herren Jesu navn, som Paulus forkyndte. De havde den rette formel, men ingen personlig kendskab til frelsen og ingen tro. Deres anstrengelser endte i katastrofe. Manden med de onde ånder angreb dem og overmannede dem, og de flygtede sårede bort.

Her er det imidlertid vigtig, at du ikke er bange for, at du ikke har tilstrækkelig tro til at bruge våbnene. Tro er ikke for nogen få udvalgte. Enhver kristen har et mål af tro, og kan lære hvordan dette mål skal udløses og hvordan det kan øges. Romerne 10,17 fortæller os, at vi får tro ved at høre. Netop nu idet du hører om de våben Gud har givet dig, så kan der komme tro i dit hjerte.
Vi skal nu og i de kommende numre gennemgå betydningen af: 1. Jesu navn, 2. Guds Ord, 3. Jesu blod, 4. Helligånden, 5. Lovprisning, 6. Tungetale, 7. At løse og binde, 8. Bekendelse af identitet, 9. Faste, 10. Håndspålæggelse, 11. Salvet musik og 12. At bedømme ånder.

Jeg lærte kraften i Jesu navnet at kende ved det første møde jeg havde med dæmoner. Da jeg var meget kristen som ung, kom der en ung mand med dæmoner, op til en ven og mig og bad os om at bede for ham. I vores ungdommelige iver befalede vi åndene ud, idet vi erklærede, at de ikke havde nogen ret til at være der. Åndene manifæsterede sig og råbte, “Du har ingen magt over os! Du har ingen magt over os!”
Vi standsede og tænkte et øjeblik. “Det er rigtigt” sagde vi. “Vi har ingen magt over dem. Det er Jesus som har magten.” Så ændrede vi vores kommando og sagde, “I Jesu navn, kom ud!” Da vendte det.
Da Peter og Johannes helbredte den lamme mand ved tempelporten, blev folket overvældet og troede, at Peter og Johannes selv havde helbredt manden. Men Peter sagde: … »Israelitter! Hvorfor undrer I jer over dette og stirrer på os, som om vi ved egen kraft eller fromhed havde bevirket, at den mand kan gå?… Ved troen på Jesu navn har hans navn bragt denne mand, som I ser og kender (Apg. 3:12, 3:16)

I Filipperbrevet 2:7b-11 læser vi: „og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors“.
Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.
Efeserbrevet 1:20-21 siger: „Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende.“
Jesu Kristi navn er det højeste og herligste navn i alle riger til alle tider og al evighed.
Det er et privilegium for os kristne at have fået retten til at bruge Hans navn. Vi repræsenterer nu Kristus på jorden. Vi bærer hans navn. Vi er hans ambassadører (2. Kor. 5,20).
„Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger,“ Markus 16,17
Jesus Kristus har givet os, sit folk, retten til at bruge hans navn. Vi er hans repræsentanter på jorden og skal uddrive dæmoner sådan som han gjorde, helbrede de syge som han gjorde, og forkynde og lære. Men alt skal gøres i Herren Jesu Kristi navn.
At bære hans navn er ikke bare et stort privilegium, men også et stort ansvar. Vi handler i stedet for Jesus. Vi taler på hans vegne. Når vi taler i hans navn, ledet af Helligånden, er det som om Jesus selv taler.
I Jesu Kristi navn skal vi modigt konfrontere fjenden. Sådan som Jesus frygtes i underverdenen, på samme måde frygtes dem som kommer i hans navn.
I Apostelenes Gerninger 16 læser vi om Paulus i Filippi og hvordan han i mange dage blev plaget af en slavepige med en spådomsånd. Hun fulgte ham og hans følge og råbte ud, at de var tjenere for Den Højeste Gud. Til sidst brugte Paulus sin autoritet i Jesu navn »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« Og ånden forlod hende øjeblikkelig. (vers 18)
Resultatet af at bruge denne åndelige autoritet var, at Paulus og Silas blev kastet i fængsel. Slavepigens herrer kunne ikke længere bruge hende til at tjene penge på spåkoneri. I Jesu navn var spådomsånden flygtet.

Søg under Powell og find de øvrige artikler i serien.