Biskoppen talte usandt i retten

Og biskop Lodberg Hvas burde give sognepræst Døssing Hansen en undskyldning efter ombudsmandens næse i en udløber af Feldbæk-sagenEfter en artikel, som jeg havde i Kristeligt Dagblad (22.02), opfordrer biskop Søren Lodberg Hvas folk til at gisne om, hvorfor jeg afdækker sandheden vedrørende den næse biskoppen fik af Ombudsmanden. Det er dog for vilkårligt.Det er kendt, at jeg altid har kæmpet for retfærdighed og sandhed. 30 år af mit liv blev brugt på dette, hvor sande kristne blev forfulgt af systemets top bag Jerntæppet, og nu er det desværre nødvendigt, at kæmpe samme sag for vækkelsespræster i Ålborg Stift.

Overvågning

For mig er en biskop tilsynsmand og hyrde for præsterne i stiftet, og det er da også normal praksis i de øvrige stifter i Danmark. Men mange ved, at præster i Ålborg stift bliver overvåget af biskoppen, og at de må stå skoleret, hvis de f.eks i kirkebladet skriver noget, der ikke huer biskoppen.
Mit ærinde er altså ligeså legitimt, som det altid har været, nemlig at værne om retfærdigheden for de „små“, som bliver tromlet ned af de „store“.

Første bispe-næse

Tilsyneladende er det slet ikke gået op for Lodberg Hvas, at han er den første biskop i Danmarks historie, der har fået en næse af Ombudsmanden. Alligevel hævder biskoppen, at „det hele blev sat i gang på sognepræstens foranledning“ (Døssing Hansen). Det passer ikke! Endvidere mener biskoppen, at det hele er absurd, fordi det handler om et møde, som aldrig blev afholdt. Her skriver biskoppen: „fordi jeg valgte at aflyse mødet“.
Det lyder heroisk, men det er det ikke. Hvis mødet var blevet afholdt på biskoppens præmisser, havde det været brud på ytringsfriheden. I alle tilfælde var biskoppen på det tidspunkt klar over, at han befandt sig på meget tynd is, og det er blevet stad-fæstet af Ombudsmandens næse, som ikke bør kaldes for „absurd“.
Efter denne næse ville det være kristeligt, hvis biskoppen over-vandt sig selv og gav en undskyldning til sognepræst Bent Døssing Hansen. Det kunne også rette op på biskoppens image.
Lodberg Hvas hævder, at jeg har undladt at medtage fyldige redegørelser i bogen „Tro og Dåb i Landsretten“. Det er imidlertid ikke rigtigt. Bogen indeholder det mest objektive, man kan få af retssagen, fordi den udførligt redegør for begge parters processuelle standpunkter, og har medtaget det væsentlige fra alt tilgængeligt materiale fra begge parters side. Da anklagerens procedure ikke er udarbejdet skriftligt, og derfor ikke blev omdelt i Landsretten, kan den selvfølgelig ikke bringes i bogen.

Magtmisbrug

Den alvorlige næse til biskoppen skyldes, at biskoppen – på klar ulovlig vis som et udslag af magtmisbrug – søgte at forhindre sognepræst Bent Døssing Hansen i at anvende en bisidder, som han har tillid til. Sagen drejer sig altså om biskoppens retsstridige adfærd – og hverken om Bent Døssing Hansen eller Bent Feldbæk Nielsen. Det var i øvrigt med nød og næppe, at biskoppen vandt præstesagen i Landsretten. Dommerpanelet var ikke enige, og sagens udfald var så tvivlsomt, at Landsretten lod det offentlige betale alle Feldbæks sagsomkostninger.

Biskoppen måtte
gå til bekendelse

Ved en henvendelse til advokat Aksel Holst Nielsen har jeg i øvrigt fået bekræftet, at biskoppen talte usandt i retten, idet biskoppen fastholdt, at Bent Feldbæk Nielsen adskillige gange havde fået det votum, som biskoppen ved håndskrevet brev af 16.02.94 havde lovet BFN til brug ved videre samtale i Bispegården.
Under forsvarets kontraafhøring i Landsretten måtte biskoppen imidlertid erkende, at han aldrig havde skrevet et sådant votum. Om det skyldes biskoppens manglende evne eller vilje er ikke afklaret. Men biskoppens løftebrud kan måske være en væsentlig årsag til, at retssagen blev effektueret.
Forsvarets utroligt stærke procedure på dette punkt gjorde, at Kammeradvokaten – klogeligt nok – aldrig forsøgte at tilbagevise denne kendsgerning, selvom biskoppen hævder dette i sit indlæg i KD. Endvidere giver biskoppen udtryk for, at det taler til hans fordel, at hans usandheder ikke fik følger i retten, men det er normal retsprocedure, at selv om vidner taler under sandheds-pligt, reageres der normalt ikke med anmeldelse, hvis det lykkes under de fortsatte afhøringer i retten at afsløre usandhederne.