Energisk eks-muslim inviterer muslimer på lejr

80 har allerede sagt ”ja” til at komme på initiativ af iransk pinsepræst i OdenseMassoud Fouroozandeh forventer i alt 100 muslimske deltagere på specielt designet sommerlejr på Efterskolen Kildevæld i Kolding d. 12. -18. juli 2003. – Vi har ”booket” tre busser til at samle lejrdeltagerne fra Jylland, Sjælland og Fyn, siger Massoud, der glæder sig til at komme på lejr med så mange muslimer.
Men det er ikke en gratis fornøjelse. Udgifterne løber op i 125.000 kr., men det har Massoud og den iranske kirke, han har startet op i Odense, taget ansvaret for at få samlet ind. Massoud vil gerne besøge kirker i løbet af foråret og lancere ideen om, at man for 1000 kr. kan sikre, at én muslim kommer på en kristen sommerlejr.
– Det tror jeg, mange danske kristne gerne vil hjælpe til med. Økonomien skal ikke være en hindring for, at muslimerne kan komme på lejr, siger den energiske iraner. – 80 har allerede meldt sig til, og de sidste 20 skal nok snart komme.

21 døbt sidste år

Ideen til at holde en kristen lejr for muslimer kommer fra Holland, hvor Massoud deltog sidste år. Der blev 21 muslimer døbt på lejrens sidste dag, oplyser han.
Massoud Fouroozandeh kom til Danmark som ganske ung, da han over hals og hoved måtte flygte over de kurdiske bjerge fra Iran/Irak krigen i 1985. I Danmark mødte han Guds kærlighed og har startet en kirke for nydanskere i Pinsekirken i Odense. ”Church of Love”, hedder den, for det var den indbyrdes kærlighed blandt de kristne, der overbeviste den unge iraner. I dag har han over 50 eks-muslimer i sin kirke – noget TV2 har kaldt ”vækkelse”. Men den 32årige iraner er realistisk nok til at vide, at der må åbenbaring til, hvis en muslim skal blive kristen, men han tror, den kristne kærlighed kan hjælpe på vej. – Vi er overbevist om, at det er Guds vilje at give vand til de ”søgende muslimer“, som han udtrykker det.
Efterskolen Kildevæld på Tøndervej i Kolding er en af Apostolsk Kirkes Efterskoler.