Hoffmann – forfatter i 50 år
I år er det 50 år siden, Poul Hoffmanns første bog udkom, i morgen udkommer en helt ny bibelhistorisk roman af ham, og på mandag bliver han 75 år. I dette interview ses der tilbage – og lidt frem – på et stort kristent forfatterskab- Det var et skrapt spørgsmål, var Poul Hoffmanns umiddelbare reaktion, da jeg startede interviewet med at spørge om, hvad han gerne vil huskes for som forfatter.
Men, siger han så: Også han var med Jesus af Nazaret.
Det er et citat fra beretningen om Peters fornægtelse, som Hoffmann har set på en gravsten:
– Det er i og for sig det bedste eftermæle, man kunne ønske sig. Også han var med Jesus af Nazaret. Det gælder eksistensen som helhed, men i høj grad også det, jeg skriver, og jeg kan nok ikke komme det nærmere …
Så det var svaret: Han er med Jesus af Nazaret. Og for så vidt er der ikke så meget at tilføje, men jeg gør alligevel et nyt forsøg:
I den lille bog Fortælling og realitet kommer du ind på dit kald i livet …
– Ja, det er at være kristen forfatter – af Guds nåde blev jeg forfatter …
Poul Hoffmann uddyber, da jeg nævner, at det, der fylder mest i hans forfatterskab, er de bibelhistoriske romaner:
– Det er stoffet, der vælger mig, og ikke mig, der vælger stoffet. Og jeg er blevet mere og mere koncentreret om at skrive om skæbner i Bibelen.
Forfatteren er kendt for bl.a. sin store indlevelse i de bibelske personer og interiører, han skriver om. I et tv-interview, som Jørgen Thorgaard fik lavet med ham i 1987, udtrykker han det sådan:
…en mulighed for indlevelse i en historisk periode, som går langt ud over det, man rationelt kan tænke sig … Jeg tror, jeg kunne anvise steder i Susa og Persepolis, hvor man kunne finde det, jeg sagde man ville finde. Jeg føler mig hjemme på en måde, som går ud over ren indbildning … Man kan præstere en autenticitet i det historiske, som går langt ud over det studie- og fantasimæssige … Det er muligt at flytte til middelalderen, persertiden eller Moses´ tid på samme måde, som man kan flytte til Amerika
… og jeg spørger: Det er vel ikke fysisk?
– Nej, det er det ikke, det er ret udefinerligt, hvad der sker. Hvis man virkelig fordyber sig i en epoke, så kommer man til at høre til dér, selvfølgelig ikke 100% – jeg ville ønske, jeg kunne sætte ord på, men det kan jeg ikke rigtig. Hvis man virkelig giver sig det historiske i vold, så ved man til sidst, hvordan tingene var på Davids eller Esters tid – og man skal helst dérhen, før man kan skrive rigtig autentisk …
Hvad vil du gerne nå at skrive?
– Der er et hav af bibelske personer. Bibelen rækker til mindst 50 forfatterliv med alle de fængslende skikkelser, der er i den. Jeg har også nogle ansatser liggende, men skal jeg være realistisk må jeg jo nok, med den alder, jeg har, regne med, at det ikke bliver til så meget mere.
Du nævner i interviewet med Thorgaard en roman om Jesus og siger, at du gerne ville forsøge at se Kristi liv og død gennem Maria Magdalenes øjne, men er nervøs for emnets vælde. Man kan vel heller ikke spærre den evige, syndfri Guds Søn inde i en fiktion?
– Nej, det kan man ikke, og det har heller ikke været min hensigt. Når jeg ville se Kristus gennem Maria Magdalenes øjne, var det på lignende måde som det gøres i filmen Ben Hur, hvor man ser hans hånd eller ser ham bagfra. At tillægge Jesus replikker, som ikke findes i Bibelen, ville jeg ikke vove.
Poul Hoffmann mener ikke, det nogen sinde bliver til noget med den roman, for som han siger:
– Jeg magter ganske simpelt ikke mere at leve mig ind i en ny stor, historisk epoke. Det er ikke bare års arbejde – det kræver også et yngre hoved end det, jeg har i dag.
Den seneste bog fra Poul Hoffmann – Fortælling og realitet – er ret uanselig af omfang, men i kraft af dens ærinde: et opgør med fortællingsteologien – nok så væsentlig.
En konsekvens af fortæl-lingsteologien og megen anden teologi i øvrigt er if. Hoffmann, at man får et groft fortegnet Jesus-billede.
Er det, du gør, egentlig ikke det modsatte af fortællingsteologien – de trækker nogle facetter ud af Kristus-skikkelsen, af det guddommelige, og menneskeliggør dem, mens du lægger nogle facetter ind i de bibelske personer for at belyse det guddommelige?
– Det har jeg aldrig tænkt over, men man kunne muligvis sige det på den måde, når blot det ikke forstås sådan, at jeg fortegner billedet af de bibelske personer, for det var det sidste, jeg ville. Jeg forsøger at pege på Guds Ånds virke i dem. Man forstår ikke Moses uden om Guds Ånds virke i ham – man forstår ikke Ester, Noa – man forstår ingen af dem uden dette afgørende i deres liv: Guds Ånds virke i dem.
I morgen (den 15. maj) udkommer den første roman af Poul Hoffmann siden Solen i Saïs (1989). Romanen Som et segl på dit hjerte er en fortsættelse af Kongens mand (der samtidig genudsendes) om Davids hærfører Joab.
Hvorfor skriver du godt 40 år efter Kongens mand en ny roman om Joab?
– Jeg har haft lyst til det i alle de 40 år. Kongens mand er kun den første tredjedel af Joabs historie, og jeg har gerne villet skrive den færdig. Jeg har så lavet det tekniske fif, at fortælleren i Kongens mand er en forholdsvis ung mand – i den nye er han stadig fortælleren, men da er han blevet tilsvarende ældre. Jeg er selv lidt forundret over, at det lykkedes på en måde, så jeg er rimelig godt tilfreds med resultatet.
Hvad er grunden til, at du skriver om Joab?
– Han har fascineret mig fra allerførste gang, jeg læste Bibelen. Normalt anses han for noget af en helvedhund – alle, der står ham i vejen, slår han ihjel – men sådan mener jeg slet ikke, at det var, eller at han var. Han var manden, der vidste, hvordan tingene kan ordnes i Mellemøsten. Det var ham, der lagde grunden til den store fredsperiode under Salomo. Han er faktisk den eneste, der har skabt fred omkring Israel. Og han havde den bevidsthed, at alt i himlen og på jorden drejede sig om, at Israel bestod, for det var på den måde, Guds plan – Guds frelsesplan – kunne ske fyldest. Der skete forfærdelige ting omkring Israel dengang, lige så forfærdelige som de ting, der sker i nutiden. Men Joab var manden, der forstod – til forskel fra alle de rare, velmenende politikere, der i dag bare gør det hele værre. Det er noget af det, jeg har prøvet at få frem.
Der bliver ingen virkelig ny fred i Mellemøsten, før Kristus kommer, mener Hoffmann. Det regner han til gengæld med vil ske snart.
– Uden det bibelske perspektiv forstår man ikke en pind af, hvad der foregår, siger han, hverken i Mellemøsten eller i resten af verden.
Poul Hoffmanns kald blev den litterære kunst – et kald, der også blev en kamp. I en omtale af en lille bog af Rookmaaker: Kunst – også for kristne, som han i sin tid oversatte sammen med sin kone, skriver han, at den burde have heddet Kunst – først og fremmest for kristne.
Hvorfor er kunst især for kristne? spørger jeg.
– Vores vækkelsesbevægel-ser har haft og har til en vis grad stadig, en temmelig anti-kunstnerisk holdning, som har været meget beklagelig, begynder Hoffmann, tydeligvis for at sætte svaret i perspektiv.
– Der var en kæmpebarriere, som har været svær at gennembryde. Man mente, at romaner bare var nogle løgnehistorier, som man ikke skulle spilde sin tid på, når man i stedet kunne læse i Bibelen.
Det var en holdning, som Hoffmann til en vis grad forstod, fordi den til dels udsprang af en afstandtagen fra en perverteret kunst – begyndelsen til den pervertering, som i dag tit når ud i det forrykte.
– Men, siger han så, det var også sagen som sådan, man tog afstand fra, og det var ulykkeligt. Det har jo sine gode grunde, at en så uforholdsmæssig stor del af verdenskunsten er skabt i den del af verden, der helt op til nyeste tid med betydelig ret kaldtes den kristne verden. Den kunst, der fortjener navnet, fostres af livets kilder, og livets kilder er alene i Gud. Hvis vækkel-sesbevægelserne vender sig væk fra den, er der noget rivende galt.
– Resultatet er blevet, at den store offentlighed i dag ikke venter, at der kommer noget af kunstnerisk værdi fra kristen side. Det antages, at det bare drejer sig om trivielle opbyggelsesromaner, som egentlig blot er en slags maskerede prædikener.
– Man kan sagtens fremvise eksempler af den art. Min gode ven og kollega i Norge Alfred Hauge gav engang en beskrivelse af den slags bøger – om en ung mand, der har været ude i spiritusmisbrug, og det hele går så dårligt for ham, og han er altid så ked af det, og det regner altid osv., og så får han stukket en traktat i hånden og læser den og går hen i missionshuset og bliver omvendt, og så bliver han så lykkelig, og alting går så godt, og solen skinner altid, og til sidst bliver han gift med den kønneste pige i sangkoret.
– Nå ja, meningen med de romaner var da god nok, men det bliver som regel både en dårlig roman og en dårlig prædiken.
Poul Hoffmann lægger ikke skjul på, at han også selv har måttet slås med de fordomme, der på den måde er opstået i medierne.
– Når anmelderne ved de store aviser en sjælden gang imellem faktisk har fået læst mine bøger, har jeg kunnet fornøje mig over særdeles positive – og forundrede – anmeldelser. Men all right, man kan jo selv bestemme, om man vil se på de frustrationer, man kommer ud for, eller på alt det, som er lykkedes, og al den velsignelse, man har fået. Jeg vælger det sidste og kan kun være så inderligt taknemmelig.
Et sidste spørgsmål: Hvad er så kunst?
– Umuligt at sige det. Kunst – sand kunst – er noget lige så udefinerligt som kærligheden, som livet selv. Det har at gøre med det evige, det, vi er frelst til, den verden, som kommer …
Og det er altså den 19. maj, Poul Hoffmann fylder 75 til lykke!
