Frisko – bliv mig fra livet

Det er ved at være tiden til det. Solen viser sig mere og mere. Det bliver lunere og lunere. – Og du er ved at finde sommertøjet frem. I en sådan tid kan man næsten ikke undgå at få lyst til noget så forfriskende som en is, kan man vel?! Og netop i denne lyst har du sikkert lagt mærke til den enestående mulighed for at synde med Frisko.

Netop nu, hvor mange får lyst til is, lancerer Frisko nye produkter med nye navne. De kaldes Magnum7sins. De er der alle, de 7 dødssynder; begær, dovenskab, hævn, forfængelighed, grådighed, frådseri og misundelse. Og Friskos forslag er ikke til at misforstå. Giv efter for fristelsen til at synde. På deres hjemmeside siger de: – Synd mens du kan. Det er nu, du har muligheden. Oplev selv den ultimative nydelse, når begær og dovenskab kommer som de første i butikkerne. Husk, det er om at synde, mens du kan.

Men da er det, at jeg må sige nej. Vel vil jeg da ej! Fair nok. Jeg er med på, at Frisko sikkert ikke lægger mere i de syv dødssynder end som så, men alligevel kalder de på noget, som burde afskyes og modarbejdes. Jeg vil ikke synde, og selvom jeg alligevel gang på gang gør det, så vil jeg ikke spises af med, at det så er ok, og at jeg bare skal gøre det så meget som muligt, så længe det er muligt. Nej, jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at synde, for at modstå fristelsen.

Såeh, Frisko, bliv mig fra livet med dine underliggende budskaber og giv mig et produkt, der gør mere end at lefle for tidsånden. Vis mig lidt respekt og lad være med at lokke mig!