Ventetiden er gratis

Og så var der historien om ham, der var i nød. Det havde han det okay med. Han var vant til at vente på ingenting eller ikke nogen. Og hvis det var meningen, at han skulle ende sine dage med et fikseringsbælte om brystet og vommen fuld af Kodimagnyl, so be it! Han skulle nok klare sig. Han var nemlig historien om ventetiden, som var gratis.
Det var en god historie. – Og gratis, det var den virkelig, men ingen vidste det, for alle styrtede af sted med hvert deres hæsblæsende liv. Og derfor glemte de helt at stoppe op og fra tid til anden fordøje alt det, de fik indenbords.
Det gik hverken værre eller bedre, end at alle i samfundet blev indhyllet i denne derudaf-overfladisk-non-eftertænksomme-kultur, og inden man fik set sig om, havde hele landet spildt generationer på gulvet uden at vide hvorfor. Det hele kunne være blevet undgået, hvis blot der var et par stykker, som fra tid til anden var villige til at spilde tiden, sætte sig ned og gøre ikke noget. Eller måske var problemet, tendensen om man vil, lige netop dette, at alt for mange spildte tiden med at vente. Troede, den var gratis, og derfor brugte den i rigelig mængde!
Men jeg siger jer: – Det er den ikke. Hvis man venter et helt liv og derefter tror, at hele herligheden dropper ned fra himlen, så må man tro om igen. En klog én sagde vist nok en gang i en prædiken noget om tid, at der var tid til alt, også til at spilde. Men der må være balance i tingene.
Såeh, blæs du bare derudaf, men glem ikke at spilde tiden en gang i mellem.