Sådan opleves det at falde i synd:
I fordømmelsens mørke skygge

Hvordan komme tilbage i ”folden” efter et syndefald, når man møder fordømmelse fra sine medkristne?I en periode af mit liv formåede jeg ikke at efterleve Guds Ord. Jeg gik fejl af målet og snublede. Jeg faldt i synd.Min liv var blevet en kamp, hvor jeg ikke kunne genfinde sejren over mig selv og min egen svaghed. Det føltes som om, jeg sad lænket fast til en rulletrappe, der kørte nedad – mens jeg selv forsøgte at kravle op… Hele tiden forgæves.
På denne ”rulletrappe” mødte jeg mange interessante reaktioner fra mine kristne brødre og søstre. Jeg mødte alt fra ligegyldighed til næstekærlighed og omsorg. Jeg mødte også en reaktion, som forskrækkede mig.
Indtil da havde jeg opført mig relativt ”rigtigt” og ”pænt” som kristen. Jeg havde derfor ikke før stået ansigt til ansigt med en kold og ubarmhjertig skikkelse ved navn: Fordømmelse.

Dog havde jeg selv tidligere i mit farisæiske hovmod ofte fordømt andre i mine tanker. Dette var et resultat af min uvidenhed, selvretfærdighed og mangel på indsigt i den situation, som jeg nu SELV var havnet i!

Hvorfor falder vi kristne i synd? Vi kender Guds Ord og har Hans Ånd… Altså burde vi vide bedre.
I vores ånd ønsker vi ikke at synde. Det er ikke i vores ånd, at fristelsen til at begå synd opstår. Det er i sjælen (vores følelser og intellekt).
Vi falder i synd, fordi vi i vores liv oplever en indre sjælelig tomhed, smerte eller længsel. Synd har ofte en dybere liggende årsag, som kan udspringe af vores arv, miljø, karakteregenskaber og aktuelle livssituation.
Det afgørende her er, at vi alle har områder i vores liv, hvor vi vil blive fristet. Vi kan måske ikke altid forstå hinandens svagheder. Men fællesnævneren for al synd er, at når vi falder, kommer vi ud på en vej, der fører væk fra Gud. Synd er adskillelse fra Gud. Og det er en smertelig situation for en kristen at være i.

Det er nogle gange marginaler, der afgør, om et menneske kommer tilbage til Gud – eller falder fra troen. At møde fordømmelse fra andre kristne drager os længere væk fra Gud – ikke tættere på Ham.
Oprigtig næstekærlighed og menneskelig varme kan derimod være en afgørende faktor for, om vi finder mod og fornyede kræfter til at kæmpe imod synden i vores liv.
At være ”fanget ” i syndens garn føles ligesom at stå på en stejl klippe-skrænt og se ned i en dyb afgrund. I denne situation har vi virkelig brug for andre mennesker. Det er nemlig utrolig ensomt at være i synd. Det er bare så vanskeligt at række ud til andre – da vi jo godt ved, vi er kommet galt af sted.
Og da man selv er meget svag og sårbar i denne situation, kan andres reaktion ændre hele ens kurs:
1. bliver vi mødt af kærlighed og omsorg, kan det være lige præcis de arme omkring os, som hiver os væk fra skrænten og ind, hvor vi har fast grund under fødderne.
2. fordømmelse/afvisning er derimod som en hånd i ryggen – eller blot et koldt pust – som kan få os til at falde forover… Ned i afgrunden.

For at komme fordømmelsen til livs må vi forstå følgende: En bror eller søster, som er faldet i synd, er lig med en bror eller søster, der lider!
Fordømmelse er, når vi mennesker ikke forstår at forholde os til andre menneskers indre smerte og kun fokuserer på frugten af den! Og ja, synd i et menneskes liv er rådden frugt. Og ser vi den, er det en naturlig reaktion at ville plukke den af og smide den væk – men det gør vi ikke ved at fælde træet (mennesket) ved roden!
Vi må hjælpe hinanden til at se hen på Jesus. Ikke støde hinanden bort og skubbe dem ud i kulden, som ikke kan finde ud af at vandre i Ordet, og som er gået ud af en forkert vej.
I min konkrete situation havde jeg venner, som vendte mig ryggen og sagde: ”Du ved jo, hvad Bibelen siger. Så du kan komme igen, når du engang har omvendt dig.”
Det er altså bare ikke det, man har brug for at høre, når man er fyldt med fortvivlelse og ensomhed.

Det er kærlighed og omsorg, som et menneske i en sådan situation har mest brug for. Vi kan godt selv vandre i Ordet og leve radikalt for Jesus – uden at vende ryggen til synderen. Også selv om denne er en bror eller søster. Bedreviden, løftede pegefingre og fnysen… skubber kun mennesker dybere ind i mørket og væk fra Jesu kærlighed.
Vi kan repræsentere Sandheden og undgå et kompromis i vores egen livsstil – uden at kræve af andre, at deres livsførelse skal opfylde kriterierne for at få et ”godkendt kristen” stempel.
Fordømmelse er ikke efterfølgelse af Jesus. Han siger jo netop til os i Matt. kap 7: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med.”

Synd er sjælens råb om hjælp.
Forestil dig følgende situation: En kristen bror er forlist med sin gamle fiskekutter og ved at drukne på åbent hav. Han ligger og klamrer sig til et stykke drivtømmer og råber på hjælp. Det kan godt være, han er løbet tør for nødblus eller ikke kan finde ud af at morse SOS på den rigtige måde.
Men vi ser, at han er faldet i vandet.
Hvad gør vi?
Sejler vi vores pletfri speed-båd med vores Jesus-stickers og vores WWJD flag op på siden af ham og siger: „Vi sagde jo til dig, at du skulle have lyttet ordentligt til vejrudsigten og ikke være sejlet ud i det vejr!“
Eller – måske siger vi: „Hvis du bare havde læst dit søkort rigtigt, som du BURDE have gjort, så kunne du have navigeret uden om de klipper dér!“
Nej, vel?
Vi ville selvfølgelig række ham en hånd så hurtigt som muligt og hive ham op i båden! Lad os have den samme ånd, når vi ser hinanden være i sjæle-nød!
Jeg har gjort det til et mål for mit liv som kristen at elske min bror og min søster – og vise kærlighed og omsorg. Også til dem, som i deres liv ”driver for langt fra kysten”.
Må jeg indtrængende opfordre dig til at sætte den samme kurs? Måske er du lige præcis den redningskrans, som Jesus vil bruge, når Han trækker dem op af dybet og sætter deres fødder på sikker grund igen.