Kristne angriber kristne
Ortodoks Kirke formodes at stå bag gentagne forfølgelser af fornyelseskristne i Eritrea.Kilder beretter til Åbne Døres Nyhedsbureau Compass, at 15 medlemmer af en pinsekirke i Etiopiens Eritreaprovins blev indlagt efter et voldeligt angreb, og yderligere 11 protestantiske kristne blev arresteret og tilbageholdt.
Det ene angreb skete d. 17. april i byen Kushte, som ligger ca. 10 km. fra hovedstaden Asmara. Her var elleve mænd og fire kvinder samlet i et privat hjem til bibelstudier, da mødet blev afbrudt med magt af en gruppe på ca. 10 personer, efter sigende ført an af fire præster fra den ortodokse kirke. De trængte sig ind i rummet, hvor gruppen var forsamlet og begyndte at slå forsamlingen med kæppe. De 15 kristne, som alle er medlemmer af en fornyelsesgruppe inden for Den ortodokse Kirke i Kushte, blev så hårdt medtaget, at de blev kørt til Hahaze Hospital for at blive behandlet.
Gudstjeneste forbudt
Dagen efter blev 11 medlemmer af Mesert Christos-kirken i Asmara tilbageholdt af sikkerhedspolitiet, fordi de var samlet til gudstjeneste. I løbet af februar og marts har Eritreas sikkerhedspoliti arresteret, fængslet og truet yderligere 170 kristne, alle medlemmer af karismatiske kirker.