Navne/Spalter 18/03

Nøøj, det’ for børn

Sommerlejr for børn, der kan li’ at synge, spille og bevæge sig.

På Grejsdalens Ungdomsskole i Vejle bliver der gang i den, når omkring 100 børn, der skal begynde i 1.-6. klasse tager på sang- og musiklejr fra d. 22.-28. juni. Arrangementet varer en uge og slutter af med en koncert, hvor børnene viser, hvad de har øvet igennem den forgangne uge, som bliver smækfyldt med program og indhold i form af bibeltimer, korsang, drama, dans og masser af skæg og ballade. I år er det Hans Jørn Østerby, som skriver en musical om cirkus til lejren, som er et tilbud fra Indre Missions Musiksekretariat.

Kristent Ashram i Danmark

Traditionen tro afholdes der også i år Kristent Ashram

Fra d. 19.-22. maj afholdes der igen i år „kristent Ashram“, som betyder „legemligt arbejde“. Kristent Ashram er en tilbagetrækning fra livets hverdagskrav til kristen fordybelse i en fire dages retræte. Stifteren af bevægelsen, Indienmissionæren Stanley Jones, besøgte Danmark i 1966, og siden da, har man årligt afholdt mindst ét sommerstævne. Stævnets gæstetalere i år, Anne-Lise og Peter Madsen fra Blåhøj, skal tale på kursuscenter „Virksund“ nær Skive, hvor det hele løber af stablen. Det er pastor Ove S. Sørensen, Århus, som leder begivenheden.