Nyt samarbejde mellem karismatiske kirker
Forsoning var det store nøgleord, da de to klassiske pinseretninger i Danmark, Pinsevækkelsen og Apostolsk Kirke, for 5 år siden satte sig sammen for at bygge bro over årtiers mistillid og fordomme. Resultatet blev en forbrødring, som gav genlyd mange steder og førte til øget samarbejde på den pentecostale fløj af dansk kirkeliv, dvs. menigheder med rødder tilbage til Pinsevækkelsen i begyndelse af 1900-tallet. Et af de synlige resultater har siden været fusioner mellem de lokale Pin-se- og Apostolske menigheder i henholdsvis Næstved og Tønder.
Nu har de to bevægelser imidlertid besluttet sig for at søge et endnu tættere samarbejde og arbejde for dannelsen af et netværk eller en paraply for ikke blot de to kirkeretningers menigheder, men for alle de karismatiske og pentecostale menigheder i Danmark, herunder husmenigheder, såkaldte trosmenigheder og andre menigheder, som kan identificere sig med dette initiativ.
Det understreges fra initiativgruppens side, at visionen drejer sig om mission.
– Vi ønsker på en mere troværdig baggrund og med en tydeligere røst at nå ud med evangeliet til mennesker, som er åndeligt søgende, udtaler landsleder for Apostolsk Kirke, Johannes Hansen. – Troværdigheden kommer af, at vi kan stå sammen som kristne og fokusere på vores enhed i stedet for altid at hænge os i forskelle i stil og teologiske nuancer.
Et yderligere mål med dannelsen af et sådan netværk mellem menigheder inden for den frikirkelige verden er ønsket om at blive mere synlig i den offentlige debat og i mediebilledet, så danskerne ikke fortsat skal forledes til at tro, at der kun findes to grupper, der taler om tro i Danmark, Folkekirken og muslimerne.
Bolden er nu givet op til en proces, hvor interesserede menigheder, præster og ledere sammen kan knytte meningsfyldte relationer med kristne også fra andre kirkesamfund end deres eget.
– Vi ønsker, at vores børn skal vokse op i et andet og mere åbent åndeligt landskab, end vi gjorde, udtaler Pinsepræst Jarle Tangstad fra initiativgruppen.
Der vil i den kommende tid blive afholdt flere informationsmøder rundt omkring i landet, ligesom der arbejdes på at arrangere en fælles lederkonference den første weekend i november 2003.