Udsendt som mennesker til mennesker
Næsten 1000 ledere var samlet, da Indre Mission i dagene omkring St. Bededag holdt lederkonference i Fredericia Kedelige møde-strukturer og lyssætning ditto var der brudt med på konferencen “Når Gud ser Danmark…” fra d. 15. – 17. maj. Møderne var stadig præget af forkyndelse, men med lovsang, drama og video samt en frisk og glad lyskomposition på scenen som nogle nye elementer på Indre Missions landsstævner.
For arrangørerne var det glædeligt at se, at overraskende mange af lederne på konferencen var yngre. Dermed kan Indre Mission (IM) konstatere, at IM også har masser af ungt potentiale. På et Danmarkskort kunne deltagerne med en nål plotte deres hjemsted ind – og her var der også nyt: deltagerne kom primært fra større byer og storby områder, herunder Østjylland.
Og med en håndgribelig appel til at lade missionskaldet gå videre i form af en stafet med teksten “Du har fået det for intet, giv det for intet” blev deltagerne sendt hjem i lørdags. Imidlertid blev der med det ikke sat punktum, for da konferencen sluttede, kunne de 971 propfyldte deltagere gå ud i deres hverdag og bruge noget af det, de havde lært.
Ved det sidste møde på konferencen blev et udpluk af lederne kaldt op på scenen, hvor konferencier Jens Olesen, som er IMs generalsekretær, tog en rundspørge blandt dem. Og uanset hvor svareren kom fra, og hvilken alder svareren havde, så kunne man fornemme en indre boblen: “Der er noget, vi vil ud med – og nu ved vi hvordan”.
Den udfordring kristne har i evangelisations øjemed, blev tydeliggjort af nogle dramastykker, som elever fra Indre Missions Bibelskole i Børkop spillede op til de fleste af foredragene. Vi så bl.a. en kristen pige, som havde en god ikke-kristen veninde. Og da den kristne pige på opfordring fra en kristen prædikant fortalte veninden om frelse og fortabelse, reagerede veninden prompte: “Hvad går der af dig?” Og veninden “flygtede” fra hende.
– Det handler ikke om at blive mødt af ord, men af kærlighed. Gud sendte ikke ord, men sendte Ordet (Jesus) for at være sikker på at blive forstået, lød nordmanden Ole-Magnus Olafsruds kommentar til stykket. Det var væsentligt for nordmanden, som også leder det norske arbejde i bevægelsen Navigatørerne, at understrege, at mennesker skal mødes af handlinger, ikke af ord.
Han er herhjemme bl.a. kendt for bogen “Der hvor du er” – en venskabs-orienteret evangelisationsbog, som udkom i 1998 på Credo Forlag.
– Paulus satte sig ind i menneskers sted, da han i talen på Areopagos (Ap.G. 17, 22-34) bekræftede deres religiøsitet. Mennesker står ikke i kø for at komme til tro. Derfor må vi skabe nogle rammer, som inkluderer dem.
– Først og fremmest skal mennesker have et tilhørsforhold til et sted (pkt. 1: belong). Når de har fundet et fællesskab, kan de komme til tro (pkt. 2: believe). Og når de er kommet til tro, kan de begynde at være og opføre sig som kristne (pkt. 3: behave).
– Nogle gange vil vi gerne have det i den anden rækkefølge. Men så tager vi ikke menneskers livsstil seriøst, mener han.
Det var også vigtigt for Ole-Magnus Olafsrud at fortælle, at vi kristne også internt skal have omsorg for hinanden:
– Vi skal huske at spørge hinanden: hvordan har du det? Jeg kender mennesker, som satsede alt for Jesus, da de var i 20erne. Nu har de forladt deres tro, fordi der var en for lille interesse omkring, hvordan de havde det.
If. Jens Ole Christensen, en anden af konferencens talere og rektor på Dansk Bibel Institut, så var det ikke den dybe tallerken, der blev opfundet igen, når der peges på ven-skabsevangelisation:
– Mennesket først er ikke nogen ny eller grundtvigiansk tanke. IMs stifter Vilhelm Beck talte om, at han som præst har haft en fordel ved også at være landmand: “Man kan godt begynde med grisen og ende med Kristus”. Så han “opfandt” faktisk udtrykket: mennesket først. Beck mente, at man godt kan starte med at snakke med mennesker om det jordnære. Inden man snakker med mennesker om Jesus. Det er ikke en fremmed tanke for IMere.
Jens Ole Christensens indlæg på konferencen torsdag aften samt fredag og lørdag morgen blev i øvrigt meget rost for både at lægge vægt på det teoretiske og praktiske. Lørdag morgen slog han meget på det, han kalder, begrænsningens evangelium: – Vi skal ikke frelse hele verden. Vi skal koncentrere os om vores lokalsamfund. Gud elsker hele verden, det skal jeg ikke.
Overfor Udfordringen indskærpede han, at det ikke skulle være en undskyldning for ikke at yde sit ypperste:
– Der er nogle balancepunkter i det. Vi skal gøre vores bedste, men vi er kun en lille brik i arbejdet. Der er en spænding mellem verdens mission og min opgave. Vi skal sætte livet til for brødrene, ikke hele verden. Det har Jesus gjort, mener rektor Jens Ole Christensen og tilføjer:
– Hvis betoningen af vores begrænsning ikke kombineres med tanken om Guds almagt og muligheder, så kan den føre til middelmådighed. Sker den kombination, tror jeg derimod, det kan føre til højere ambitionsniveau. For jeg kan få lov til at koncentrere mig om det, jeg er udrustet til.
Det var bl.a. Finn Ruby Nielsen, formand for Bethesda i København, der udtrykte glæde over det budskab, som Jens Ole Christensen var talerør for:
– Der var en god sammenhæng mellem teori og praksis.
Andre ledere var taget af sted med en forventning om en forandring:
– Jeg er med i en børneklub og har været det i mange år, så derfor er det på tide at se på indholdet og her få ideer til at gøre det anderledes, sagde Dorte Kring Nielsen fra Lunderskov.
– Undervisningen inspirerede mig til at få fritidsinteresser med ikke-kristne. Vi må skabe kontakter mellem kristne og ikke-kristne, sagde Ruth Thorsen fra Odense.
– Vilhelm Becks vision og tanker vil vi arbejde videre med. Det er godt at føle et fællesskab omkring det, mener Thomas Kruse Madsen, som er teenleder og ungdomsforkynder i IM.
Administrationschef Henning Hansen står her foran nogle små kopier af de ikoner, der blev brugt i sceneudsmykningen
Og det at få en fælles vision for missionsarbejdet var netop formålet if. IMs administrationschef Henning Hansen:
– Vi har tidl. holdt konferencer, hvor de forskellige arbejdsgrene havde hver deres. Men vi havde et ønske om at stable en fælles konference på benene og derved give alle IMs ledere en fælles vision, fortæller Henning Hansen, som til lejligheden var blevet kontaktperson for pressen.
– Vi kan se, at nogle er blevet inspireret på tværs af arbejdsgrenene. Det er Willow Creek a la Indre Mission, mente han.
På konferencen har det været et bevidst valg at bryde med nogle traditioner:
– Vi har brudt den klassiske mødestruktur op. Forkyndelsen er stadig det centrale. Men nu har vi tilføjet både drama og lovsang og fået lyset og sceneudsmykningen til at understøtte det, der tales om, siger Henning Hansen.
Og man havde også valgt at holde en bods- og forbønsmesse med to punkter: bekendelse af synder og forbøn for Danmark. Den sidste afdeling varede omkring 20 minutter, hvor de knap 1000 ledere bad for forskellige personer og ting efterhånden, som de kom frem på storskærmen.
En anden ny ting kunne ses i den video, som TV-fotografen Jan Weber havde produceret: en 10 minutter lang video, “Når Gud ser Danmark, ser han mennesker”. En video med Danmarks-billeder, både fra de lyse og mørke sider.
– Jeg har brugt omkring 200 timer på videoen, fortæller Jan Weber.
Og det kunne ses på folks reaktion: “Budskabet kan næppe udtrykkes stærkere med dette medie. Man sad tavs og stille tilbage uden ord. Såvel i sin form som i sit indhold var videoen af meget høj kvalitet”, lyder anmeldelsen fra arrangørerne.
