Willy arbejder bag kulissen
Willy Højgård fra Billund har været missionskasserer i 25 år i sin fritid. Derfor går alle missionsgaver også direkte til mission. Men det kræver sin mand at administrere 4 mio. kr.Skal man have et arbejde gjort, skal man spørge dem, der har travlt i forvejen. De kan nemlig altid give den en tand til.
Denne noget ubarmhjertige devise passer som perfekt på 51årige Willy Højgaard. Han blev nemlig ringet op af sin præst en skæbnesvanger dag for nu 25 år siden. Det var 10 minutter før et administrationsmøde i menigheden, der skulle udsende en missionær for første gang:
– Du kunne vel ikke tænke dig at være missionskasserer. Det er ret enkelt, blot nogle få bilag
– Jo, det kunne jeg vel godt, svarede den unge bankassistent.
I dag er han ansvarlig for 10 missionærer og et budget på over 4 millioner kr. i Betania Kirkecenter i Blåhøj uden for Brande. Selv bor Willy Høj-gaard i Billund, hvor han på 33. år arbejder i Den Jyske Sparekasse. Bijobbet som missionskasserer klarer han i sin fritid!
Her er vi inde på pinsekirkernes særlige anatomi: Hver menighed er selvstændig og samarbejder med andre menigheder i netværk, hvor dette er nødvendigt og gavnligt. F.eks. i udsendelse af missionærer. Her er en menighed udsendermenighed, typisk den menighed missionæren kommer fra, og andre inviteres med i projektet som støttemenigheder. Udsenderme-nigheden styrer økonomien. Og det er her, Willy Højgård kommer ind med en tilføjelse:
– Det er efterhånden svært at få andre menigheder med på et projekt. De fleste pinsekirker har fået nye bygninger og er ophængt rent økonomisk. Men her får vi hjælp af mange private gaver. Det er faktisk den største del af missionsbudgettet i dag.
Willy Højgård er lige kommet hjem fra sin tjekkede arbejdsplads i Sparekassens nyindviede lokaler og har sat sig til rette i sin krog i familiens køkkenalrum. Der er hjemligt hyggerod og pcens fladskærm giver plads til adskillige papirbunker på det lille skrivebord.
– Her sidder jeg og laver regnskab; så er jeg stadig en del af familien og kan følge med i en fodboldkamp på fjernsynet samtidig! Hvis jeg havde et almindeligt lukket kontor, ville familien aldrig se mig.
Han indrømmer dog, at arbejdet en overgang var ved at vokse ham over hovedet. Og en enkelt gang sortnede det for øjnene, mens han var ude at køre bil.
– Dengang var jeg både ungdomsleder og ældste (menighedsrådsmedlem, red.) i menigheden, og der var møder næsten hver aften. Jeg havde kun en friaften om måneden, husker han og tilføjer: – Og dengang havde jeg ingen computer. Jeg førte kartotekskort over hver giver og udsendte kvittering ved hver gave. I dag sker det kun en gang om året til de givere, som ønsker det.
Computeren er en stor hjælp til de mange posteringer og pengeoverførsler. Men den giver også mere arbejde.
– Før fik jeg et brev eller to om ugen fra missionærer. I dag får jeg syv e-mails om dagen, hvor de spørger om alt muligt!
Men hvorfor sagde du ja, dengang præsten ringede?
– Det var helt naturligt. Vi var jo dybt engagerede i menigheden. Dér var vores hjerte. Og så vidste jeg selvfølgelig ikke helt, hvad jeg sagde ja til. Havde jeg vidste det, så ved jeg ikke, om jeg havde sagt ja så hurtigt, siger Willy Højgård eftertænksomt og tilføjer, at han får en fantastisk opbakning fra sin hustru Marie. Parret har tre drenge på 18, 24 og 26 år.
– Men det er det særlige ved frikirker. Det hele kører på frivillig basis. Vi har vores identitet i det, vi laver. For os er menigheden en del af familielivet, og for vores familie er mission blevet en del af vores identitet. Vi har holdt ferie i Afrika flere gange.
Men er du ikke bange for at brænde ud?
– Nej, jeg har aldrig været udbrændt. Arbejdet har ikke været en sur pligt for mig. Jeg gør det for Herren og ikke for mennesker, som der står i Bibelen, bruger blot de gaver, Gud har givet mig. Jeg gør bare det, jeg har lyst til. Som Paulus skriver om menighedsledere: Hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til
Men du har da brug for at koble af en gang imellem?
– Ja, i dag har jeg tre friaftner om ugen. Jeg går til fodbold to gange om ugen. Det er min måde at koble fra på
Hvad så med den sidste friaften?
– Den bruger jeg på mis-sionsregnskab
Jeg ligger aldrig på sofaen. Og heldigvis har jeg aldrig været syg, heller aldrig haft en skade i fodbold. Og da jeg hverken ryger eller drikker kaffe, har jeg ikke alle de giftstoffer i kroppen!
– Og så har vi altid prioriteret vores ferier som familie. Har vi fri en weekend, så tager vi på camping sammen, væk fra det hele.
Og ferierne kombineres ofte med missionsopgaverne. Willy har været i Afrika 5 gange for at besøge missionærerne for egen regning, selvfølgelig.
Hvad gjorde det ved dig?
– Jeg fik en større nød for arbejdet. Så hvor meget det betød, det vi lavede. Men også de store muligheder for nye projekter. De store menigheder, de mange begejstrede kristne, de gjorde noget ved én. Det er noget andet end os vestjyder!
– Nu kunne jeg også bedre sætte mig ind i missionærernes behov. Når de f.eks. havde brug for nye dæk til bilen. Det forstår man, når man kender vejene derude!
I er jo et helt lille missionsselskab i Blåhøj. Missionsselskaber kan finde på at bruge helt op til halvdelen af de indsamlede penge på udgifter herhjemme. Hvor mange bruger I?
– Jeg kan ikke komme med en eksakt procentsats, men stort set alt går ud til missio-nærerne. Der er jo ingen herhjemme, der får løn ud af missionspengene. Kontorartikler og porto, det er alt. Skulle vi have en lønnet medarbejder, skulle en halvtidsstilling nok kunne gøre det, mener Willy Højgård.
Han regner ikke med, at andre vil overtage hans arbejde på frivillig basis, når den tid kommer. Det kan nok heller ikke lade sig gøre.
Jeg er jo vokset ind i opgaverne, kender det hele ud og ind. Derfor kan det køre, som det gør, slutter jubilaren.
