„Jazzmessens“ mester

Duke Ellington komponerede i de sidste ti år af sit liv tre „Åndelige koncerter“Duke Ellington – jazz-musikkens ukronede konge – komponerede bl.a. tre Sacred Concerts (Åndelige koncerter), hvori han klart giver udtryk for sin gudstro. Det er koncerter, der indeholder meget god og meget varieret musik, som burde være langt mere kendt, end de er.Edward Kennedy Ellington (1899-1974) blev som dreng taget med i både sin mors baptistkirke og sin fars metodistkirke – hver søndag vel at mærke. Det var noget, der betød meget for hans mor, så han blev dybt præget af kirkens tro, og som voksen rejste han aldrig uden at have et kors og kristelige bøger med sig. Bibelen fik stor betydning for ham, det vides, at han havde flere udgaver af den stående og havde læst den adskillige gange. At han var rimeligt fortrolig med den ses tillige af, at mange af teksterne til hans Sacred Concerts, som han også selv har forfattet, er fyldt af bibelvers og bibelske tanker og billeder.
Den 16. september 1965 skrev han så musikhistorie, da den første Concert of Sacred Music blev opført i en kirke i San Francisco. Dermed trådte han frem og fortalte alverden, hvad han – med sine egne ord – ”i årevis havde sagt på sine knæ”. Koncerten blev gentaget som en slags „julekoncert“ den 26. december s.å. i en kirke i New York, hvor den så blev optaget og siden udsendt på plade.
Musikken, der i denne første koncert først og fremmest udtrykker glæde og tilbedelse, virker som den mest ægte; man fornemmer klart hans musikalske rødder og det musikalske slægtskab mellem jazz, blues og gospel. Flere af numrene er ikke komponeret til lejligheden, det gælder bl.a. den meget smukke sang Come Sunday og klaverstykket New World A-Coming, som han selv spiller. Et stykke, der næsten lyder som noget, Bach kunne have komponeret, hvis han havde været jazz-komponist; det er ikke helt uden grund, at Duke Ellington er blevet kaldt ”The Hot Bach” (Den ”moderne” eller ”jazzede” Bach).
Den første koncert blev en så stor succes, at han fik mod på at komponere en mere omfangsrig og ambitiøs koncert. I modsætning til den første var alle numre til den anden nykomponerede, og koncerten blev førsteopført i en kirke i New York den 19. januar 1968.
I 1972 fik Ellington konstateret lymfekræft, og i 1973 brugte han næsten al sin skaberkraft på at komponere den mere inderlige, tredje Sacred Concert, som blev førsteopført i Londons Westminster Abbey den 24. oktober. Som overskrift har den ”The Majesty of God” efter det afsluttende stykke i koncerten, og det er værd at bemærke – som en af Ellington-biograferne også gør det – at da han skrev dette stykke, vidste han, at han selv snart skulle stå foran Guds trone. Nøjagtig syv måneder efter premieren – den 24. maj 1974 – døde han.
Han betragtede sine Sacred Concerts som sit vigtigste værk, fordi de gav ham mulighed for at tjene som Herrens ”budbringer”. Ganske vist er der også et klart politisk budskab i nogle af stykkerne (han kæmpede ligesom fx Martin Luther King for de sortes rettigheder), men man er heller ikke i tvivl om, at for Ellington var Gud en realitet, der ikke står til diskussion: ”Siliest thing ever read, / Was that somebody said, / ‘GOD is dead.’ / The mere mention of the first word, / Automatically eliminates / The second and the third” – faktisk mente han, at mennesket ingenting er uden Gud : ”If you don’t believe in God / Then brother you don’t exist”.
Han var overbevist om, at når han var blevet til det, han var, skyldtes det ene og alene, at Gud havde velsignet ham. Ligesom han var fuldt forvisset om, at Gud hører bøn, at han kan tilgive og frelse mennesker, og at han har engle ”As ready as can be, / Waiting to dress, caress, and bless us all / In perpetuity.