En himmelsk plan

„…de genkendte Vor Herre! Men hvor så Han dog ud. Han lå som et lille menneskebarn indsvøbt i nogle ynkelige klude…“For meget længe siden skulle der være generalforsamling i Himlen.
Det var englenes fagforening, der havde bedt Vor Herre om at få indkaldt til generalforsamlingen.
De havde ved besøg på jorden fundet mange utilfredse mennesker og utilfredsstillende forhold.
Derfor mente de, at der måtte gøres noget, hvis da ikke de diplomatiske forbindelser mellem Himlen og Jorden helt skulle brydes.
Det havde haft afgørende betydning, at ærkeenglen Gabriel efter sin sidste rejse til Jorden havde fortalt, hvordan forholdene var i Palæstina. Han havde fortalt, at mange mennesker sukkede af længsel efter en befrier, fordi landet led under at være besat af store romerske militærstyrker.
En af de andre engle, Skepticus, havde straks sagt: ”Ja, det er kønt, er det. Og det skulle være Vor Herre´s eget folk. Der må gøres noget!”
Det havde alle været enige om, men Gabriel fik dog gennemtrumfet, at Vor Herre også skulle med, og Han skulle have både taleret og stemmeret. Og sådan blev det.

Så kom den store dag, hvor generalforsamlingen skulle holdes. Alle englene med ærkeenglen Gabriel i spidsen var forsamlet foran Vor Herre’s trone i den største himmelsal.
Skepticus havde fået lov til at åbne generalforsamlingen, og han gjorde det så godt, at alle englene snart stemte i på hans omkvæd: „Der må gøres noget, der må altså gøres noget.!” Der blev først stille i himmelsalen, da Gabriel havde truttet en masse gange i det store horn, der ellers kun blev brugt ved ganske særlige lejligheder. Alle så først hen på Gabriel, men da de så, at han så hen på Vor Herre, så gjorde de også. Da der efter lidt forventningsfuld mumlen endelig var helt stille i salen, talte Vor Herre. Hans budskab var kort og klart: ”Ja, der må gøres noget – og det vil blive gjort!”
Der var stille i lang tid. Endelig dristede englen Demokratine sig til at spørge: ”Jamen, hvad skal der gøres? Skal vi ikke være med til at bestemme det alle sammen? Det vil da være mest demokratiskt!”
”Nej,” lød det fra tronen. Det er fastlagt. Det er nødvendigt sådan.”
”Jamen hvorfor?” Det var Skepticus, der spurgte.
”Vend dig om,” lød det blot fra tronen, – og Skepticus vendte sig om. Han så, at en mørk skikkelse i hast trak sig ud af himmelsalen. Det var mørkets engel, der havde lyttet, og selv Skepticus og Demokratine forstod, at der stod så meget på spil, at det var bedst at acceptere Vor Herre´s afgørelse. Han var trods alt den klogeste.

Tiden nu var inde. Ja, det, der skulle gøres, var allerede sket, og nu skulle alle de engle, der kunne undværes i Himlen med på en tur til Jorden for at fejre begivenheden.
Gabriel fløj i forvejen, og landede på en mørk mark. Helt mørk var den nu ikke. Der brændte små bål rundt om på marken, – men i sammenligning med lysglansen i himlen var der nu ret mørkt.
”Hvad for noget? Hvad for noget?” sagde både Demokratine og Skepticus: ”Det er da et mærkeligt sted at sætte noget så vigtigt i værk. Bare Gabriel ikke har misforstået noget!”
De fløj nærmere, og de så nu, at der rundt om bålene lå, sad eller stod nogle mennesker. Gabriel stod mellem 2 af bålene, – og de hørte ham sige: ”Frygt ikke, jeg forkynder Jer en stor glæde, som skal være for hele folket! I dag er der født Jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren – og dette skal være Jer et tegn: I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe!”
Straks efter så de, at englenes store blandede kor også var nået frem, – og koret sang en helt ny sang: ”Ære være Gud i det høje, og fred på Jorden i mennesker, der har Guds velbehag.”
Skepticus og Demokratine så, hvordan menneskene rejste sig, – og hvordan de begyndte at gå i retning af en ussel bygning. De så, hvordan Gabriel og engle-koret fløj i samme retning, – og de kikkede forbavset og forvirret på hinanden.
Gabriel, der havde kikket sig tilbage over skulderen, kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Han forstod godt deres forundring, – så han råbte beroligende til dem: ”Kom bare. Det er rigtig nok!”

De kom hen til den usle hytte, – ja – hvis man endda kunne kalde det en hytte. En stald var det! Der stod dyr både udenfor og indenfor, – men det allermærkeligste var dog, at der også var mennesker der inde – og – at de genkendte Vor Herre!
Men hvor så Han dog ud. Han lå som et lille menneskebarn indsvøbt i nogle ynkelige klude i en aflang kasse med hø – og det aller-aller-mærkeligste var, at Han smilede op til dem, som for at sige: ”Bare rolig. Det er, som det skal være.”
De svævede stille rundt under loftsbjælkerne en tid. De så, hvordan menneskene fra marken kom og bøjede sig ned for det lille barn i krybben. De så, hvordan en mand hjalp en kvinde til rette som efter en fødsel – som efter en fødsel? Ville det sige? – jamen – var Vor Herre blevet født af kvinden? Kunne det virkelig være meningen?“
De så spørgende hen på Gabriel, og han forstod deres undren, – ja, han undrede sig såmænd sammen med dem. Han kunne dog fortælle, at han for nogle måneder siden var blevet sendt til en anden by længere nordpå, hvor han havde fået besked på at overbringe en mærkelig hilsen til kvinden. Hilsenen gik ud på, at Vor Herre ville lade sig føde som et menneske gennem kvinden. Hun havde sagt ja til det, efter at have forstået, at Gud ville sørge for alt. Nu var hun med nød og næppe nået ned til Davids by, før hun skulle føde.
Alt dette fortalte Gabriel, og til sidst kunne de ikke andet end synge med på englekorets sang så godt, de kunne. Det her var nu noget helt specielt – helt Vor Herre værdigt. Så godt var det fundet på!”
Snart måtte de tilbage til Himlen, men hele vejen sang de med på den nye englesang. Vel ankommet til Himlen skulle de dog lige spørge: ”Hvad skal der mere ske? Gabriel blev pludselig lidt stille. ”De skulle ikke opgive håbet, selvom der ville ske endnu mere mærkeligt, inden alt var fuldbragt!“
Og det gjorde der. Ja, så meget, at Skepticus næsten ikke kunne tage mere, selvom han nok var vant til lidt af hvert. De fik lov at følge det hele gennem Himlens store kikkerter.
Det værste var, da nogle mennesker tog Vor Herre og hamrede Ham fast på et kors, – men – netop som Demokratine og Skepticus skulle til at protestere – netop da lød det fra korset: ”Det er fuldbragt!”
Da forstod de, at det var gået nøjagtigt, som det skulle. Det hele havde hørt med, og lykkelige var de, da de på 3.-dagen så Vor Herre rejse sig fra gravens mørke – og helt glade blev de 40 dage senere, da Han igen sad på tronen.
Den dag var der fuldt hus i Himmelsalen, og englekoret sang igen den sang, de først havde sunget hos menneskene på marken.
Ti dage senere oplevede de, at Vor Herre sendte sin Ånd – Helligånden til Jorden for at vejlede og styrke de mennesker, der havde troet Vor Herre, da Han gik på Jorden.
Men som tiden gik mistede Skepticus og Demokratine tilliden til, at alt var i orden. Vor Herre havde nemlig sagt, at Han ville vende tilbage til Jorden igen, – men der skete ikke rigtig noget. De syntes, at der gik for lang tid. Til sidst blev de enige om at spørge Gabriel. Han kunne imidlertid ikke svare dem. Han syntes inderst inde også, at der gik så lang tid, så da Demokratine foreslog, at de skulle spørge Vor Herre, var han straks med på det.
Det var Skepticus, der førte ordet. „Kære Vor Herre. Du må undskylde, at vi kommer og spørger, – men skulle der ikke snart ske noget igen?”
Vor Herre, der godt kendte og forstod deres utålmodighed, smilede beroligende til dem, og så lød det: ”Ja, men der sker også noget. Se hvordan flere og flere kommer til at tro på mig – og husk så lige, at alle skulle have lige muligheder. Det tager tid, før alle mennesker har hørt om mig”.
„Jamen, mange af dem, der har hørt om dig, holder jo op med tro på dig. Hvad vil du gøre ved det?”
„De må høre om mig igen. De må høre om alt, hvad jeg har gjort for dem. Helligånden er jo også sendt til Jorden for at hjælpe menneskene til at tro og til at holde dem fast i troen på mig.”
”Ja, det er rigtignok, – men – men”.. Skepticus lagde noget af sin skepsis til side: ”Men – vi må have en plan!”
„Ja,” istemte Demokratine: ”Det er rigtigt. Vi må have menneskene til igen og igen at høre om alt det, du har gjort. Vi må lave nogle fester, hvor de kan komme sammen og høre det igen og igen.”
”Jamen, jamen,” – lød det denne gang lidt trist fra Skepticus: „Hvad nu, hvis de ikke vil høre eller tro? Hvad så?”
”Så må vi kalde på dem igen og igen,” lød det fra Tronen.
”Vil det lykkes, så du kan tage derned igen?” spurgte Gabriel. Han var lige så spændt og utålmodig, som Demokratine og Skepticus.
”Jeg vil tage derned igen, når tiden er inde. Hvornår det sker, – det ved kun min Far, – men det sker – og i mellemtiden – da vil vi kalde på menneskene!”

– og derfor kan vi nu igen holde Jul, fordi Vor Herre Jesus Kristus kalder på os!
Så lad os svare Ham ved at tro på Ham, og ved at vi vil være med til at kalde på andre og hjælpe dem, så det store ”Det er fuldbragt“ kan lyde også over dem og os!“