Da Gud genskabte jorden ud af kaos

Aril Edvardsen argumenterer for, at skabelsesberetningen er blevet forvansket
i oversættelserne – og at originalteksten antyder en tid før skabelsenBibeloversætteres unøjagtighed og tidligere generationers manglende kundskab må tage det meste af skylden for, at Bibelens skabelsesberetning i dag ses af mange som en eventyrlig historie.Barah og asah
Mange bibeloversættelser blander de hebræiske ord ”barah” og ”asah” sammen, som bruges i 1. Mosebog 1-2.
Ordet ”barah” betyder: skabe, frembringe, bringe noget til eksistens, som aldrig har eksisteret. Dette ord bruges i Bibelen kun om guddommelig skabelse. ”Asah” betyder: at gøre ud af allerede eksisterende materiale. Det oversættes også med samle, hjælpe, opfylde. I den engelske King James oversættelse bliver asah oversat med gøre, gjorde hele 1215 gange.
Asah er således modsætningen til barah, som i 1. Mosebog kap. 1 og 2 kun bruges til at introducere de 3 store livsformer: 1. Materien i universet. 2. Naturligt liv, som er i alle levende skabninger. 3. Åndslivet, sådan som det bliver udtrykt i menneskets personlighed.
I begyndelsen
Bibelens to første vers fortæller: ”I begyndelsen skabte (barah) Gud himmelen og jorden. Og Jorden var (hebræisk: hayah) øde og tom, og der var mørke over urdybet.” Her har mange bibeloversættere brugt ordene ”jorden VAR øde og tom”, men ordet ”hayah” bliver ellers i Bibelen oversat med BLEV og SKETE 572 gange.
”I begyndelsen” kan have været for milliarder af år siden, og den periode og de skabninger, som da levede på jorden, endte sandsynligvis i en stor katastrofe: ”jorden var øde og tom”. Og mange bibelforskere tror, ud fra en række skriftsteder, at dette kaos havde noget at gøre med Lucifers (Satan) og hans engles oprør mod Gud. Apostelen Peter siger: ”Ved vand gik den første verden under, da den blev oversvømmet af vand” (2. Peter 3,6). Og det er netop det, 1. Mosebog siger: ” Jorden var øde og tom, og der var mørke over urdybet”.

Gud begyndte at ordne ”kaos” (se 1. Mos. 1,3) og forme og restaurere jorden og vort solsystem på ny, her bruges ikke ordet ”barah”, men ordet ”asah”, som betyder at gøre, samle, hjælpe, opfylde, lave af allerede eksisterende materiale.
Vi læser: ”Jorden var øde og tom, og der var mørke over urdybet, og Guds ånde svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.
Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.
Gud sagde: „Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne! Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.“ (1. Mosebog 1. kap. Vers 2-10).
Når Gud GJORDE himmelhvælvingen (vers 7) og skilte vandet, som er under hvælvingen fra vandet, som er over den, og begyndte at ordne kaos, bruger Bibelen ordet ASAH: at gøre, hjælpe, lave af allerede eksisterende materiale – ikke at skabe nyt.

Den amerikanske bibelekspert Finis Jennings Dake forsvarer denne opfattelse og siger i Dake’s Annotated Reference Bible: ”Det faktum, at der har været to universelle oversvømmelser i stedet for én (én da Lucifer gjorde oprør, og én på Noahs dage), og en opdeling af kontinenterne gennem enorme jordskælv, kan give en enkel forklaring på, hvorfor fossilerne bliver fundet dybt inde i jorden, ofte under solide bjerge. Dette havde aldrig kunnet ske uden det, vi kalder kaos”.
Det er bevist, at mange fossiler er blevet til ved en stor katastrofe, som skete i stratosfæren og jorden, i stedet for at blive langsomt begravet af støv og jordlag over millioner af år. Store stimer af fisk, som dækker store områder, er fundet som fossiler, der indikerer en voldsom og pludselig død. Disse er fundet i forvredne positioner.
Polarregionens fossiler vidner om en pludselig katastrofe. Blandt forstenede og frosne mammutter og en mængde andre gigantiske skabninger, som er fundet, har man opdaget, at maverne var fulde af mad. Disse fossiler viser, at polarregionerne var tropiske, og maden, dyrene spiste, var tropisk, men de blev frosset på et øjeblik gennem en stor katastrofe. Det var da Gud lod sol, måne og stjerner holde op med at skinne på jorden, under Lucifers vandmængder, at ”jorden blev øde og tom”.
Så vidt Dake.

Det var denne ordning af kaos og nyrestaurering, hvor jorden stiger frem af vand og vores tidsalder begynder, som apostelen Peter taler om, når han siger: ”Fra ældgammel tid var der himle og en jord, som steg frem af vand og består af vand, i kraft af Guds Ord.” (Sammenlign opdagelsen af The Strong Force, som Carlo Rubbia fik Nobelprisen for i 1984.)
Men Peter profeterede også om, at vor jord og vores solsystem skal opleve kaos igen gennem brændende kernefysisk kædereaktion ved tidernes ende. ”Men den himmel og den jord, som er, har Guds ord sparet til ilden. De holdes oppe indtil dommens dag, da de ugudelige skal dømmes og gå fortabt. Da skal himlene forgå med et drøn, elementerne skal komme i brand og opløses. Da skal himlene fortæres af ild og elementerne brænde og smelte. Men vi ser frem til det, han har lovet: en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdige bor.”

Når Bibelen videre i Skabelsesberetningen fortsætter med at tale om vækster, træer og frugttræer, som vokser op af jorden, og om solen, månen og stjernerne, som begynder at skinne, så bruger den kun ordet ASAH. Vers 16: ”…skabte (ASAH: at gøre, hjælpe, lave af allerede eksisterende materiale) de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.“
Her tales der ikke om en nyskabelse, men om restaurering. Gud havde allerede skabt (barah) sol, måne og stjerner (vers 1), da han ” i begyndelsen skabte (barah) himmelen og jorden”.

Men når Gud skaber begyndelsen til dyrelivet, bruges ordet BARAH for anden gang i skabelsesberetningen. Vers 21: „Gud skabte (BARAH = skabe, frembringe, bringe noget til eksistens, som aldrig har eksisteret) de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt.
Her ser vi, at dyreriget begynder i havet, som mange evolutionister påstår. Derefter kommer fuglene og til sidst pattedyrene. Og når pattedyrene kommer, skaber (barah) Gud dem ikke, men han gør dem (Asah: at gøre, hjælpe, lave af allerede eksisterende materiale).
Vers 25: „Gud skabte (ASAH) alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.
”Dagene” i 1. Mosebog 1 kan også betyde ”perioder”, for Bibelen siger: En dag i Herrens øjne er som tusind år (2. Peter kap. 3, v. 8 og Salme 90, v. 4). Derfor er der plads til de mange tidsperioder, som evolutionisterne taler om i Bibelens skabelsesberetning. At de 3 første dage i 1. Mosebog 1 må være perioder og ikke almindelige dage, er i hvert fald helt sikkert, fordi solen og månen kom ikke i funktion før den tredje dag. Derfor kan vi antage, at alle skabelsesdagene er lange perioder.
Sådan som Bibelen fremstiller beretningen om livets oprindelse på jorden i rækkefølgen: først planter, så livet i havet og de store havdyr, derefter fuglene, så krybdyr og pattedyr, og til sidst mennesket på den sjette dag – er det sandsynligt, at evolutionisterne er inde på ”sporet”. Når disse ikke vil regne med en skaber, er det let at få evolutionismen til at ”stemme sådan nogenlunde”. Evolutionismen indeholder mange ikke dokumenterede påstande og er derfor kun en teori. Men rækkefølgen af arternes oprindelse, som Darwin kalder det, stemmer med Bibelens rækkefølge af livets oprindelse på jorden.
Men Bibelen siger på flere punkter vældig klart, at Gud skabte fuglene og dyrene ”HVER EFTER SIN ART”.Her kolliderer skabelsesberetningen med evolutionsteorien. Teoretisk påstår evolutionisterne at én art kan udvikle sig til nye arter. Men i praksis har ingen kunnet påvise at et dyr, en fisk eller en fugl har kunnet formere sig og blive til en anden art.

På sjette dag skaber Gud mennesker, som da opstår på jorden, sidst af alt liv. For tredje og sidste gang i skabelsesberetningen bruges ordet BARAH. Men her er noget interessant. Både ordet ”asah” og et nyt ord ”yatsar” (forme, danne) er også med. Mennesket blev jo lavet af jordens muld, og derefter formet (YATZAR= forme, danne). Så mennesket blev også gjort (ASAH: at gøre, hjælpe, lave af allerede eksisterende materiale) af noget som eksisterede, nemlig jordens muld, som vort legeme til slut vender tilbage til når vi dør. Men når der tales om menneskets personlighed, det indre menneske skabt i Guds billede, bruges kun ordet BARAH (= skabe, frembringe, bringe noget nyt til eksistens).
Lad os læse Bibelen:
 Gud sagde: „Lad os skabe (ASAH) mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.“ Gud skabte (BARAH) mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” (1. Mosebog kap. 1, vers 26-28)
”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.“ (1. Mos. 2. Vers 7).

Bibelen lærer, at mennesket ikke er et dyr, men et unikt væsen skabt i Guds billede. Vel er kroppen lavet af materiale – af jordens muld, men menneskeånden, vores personlighed er evig, fordi den er udgået af Gud selv. Bibelen siger at Gud blæste livets ånd ind i menneskets næse, og mennesket blev til en levende sjæl.
Du og jeg er altså et åndsvæsen, ”et væld af kræfter som higer efter en evighed”, siger Adam Oehlenschläger. Bibelen siger: „Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.“ (Præd. kap. 3, vers 11.) Mennesket er et evighedsvæsen i modsætning til dyrene. Når dyrene dør, er de borte, men MENNESKEÅNDEN lever videre.
Bibelen er ikke en bog om naturvidenskab, matematik eller fysik. Bibelen er Guds budskab til mennesket som evighedsvandrer. Et budskab om evig frelse for menneskeånden, fra en evig adskillelse fra Gud.
Vi kalder Joh. kap. 3, vers 16 for ”den lille bibel”, fordi verset indeholder hovedbudskabet i en ”nøddeskal”: „For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Bibelen lærer at Gud ikke tvinger nogen til at tro.
Efter at have læst skabelsesberetningen i 1. Mosebog og mange andre bøger om evolutionsteorien, så står Bibelens skabelsesberetning for mig som den bedste forklaring på hvordan alt blev til.
Evolutionsteorien er fuld af huller og gabende kløfter. Bl.a. mangler man fortsat „the missing link“ – mellemleddet mellem aber og mennesker, til trods for ”sensationelle” fund gennem tiderne.
Ivrige videnskabsmænd har udråbt deres ”sensationelle” fund, og fastslået at de nu har fundet beviset. Men efter en tid har de forsøgt at dysse det hele ned, hvorefter de er blevet forsigtige med deres ”beviser”.
Piltdown-manden blev f. eks. udråbt som ”det manglende mellemled”. Man fandt i Piltdown i England 2 eller 3 ben af et kranie, et stykke af et kæbeben, og en tand. Disse ting blev fundet af forskellige mennesker på forskellige steder i forskellige år. Men videskabsmænd udråbte manden de konstruerede til det ”manglende mellemled”. Det viste sig at tanden og kæbebenet tilhørte en chimpanse.
Javamanden, Heidelbergmanden, Pekingmanden, Swanscombemanden og Fontechevademanden, blev efter tur udråbt som ”bevis”, men grundigere undersøgelser viste at man hellere måtte tie ”beviset” ihjel.
Australopithecus Africanus fra Afrika viste sig at være lavet af en abeskal og abeben, som man finder i mange aber i Afrika, og Nebraskamanden var lavet af en grisetand som man sagde var én million år gammel. Alle disse såkaldte ”urmennesker”, konstrueret af videnskabsmænd, er blevet affotograferet og brugt i skolebøger som ”bevis“ for uvidende børn.
Men der er jo trosfrihed i mange lande – heldigvis. Man kan ikke bevise hverken Bibelens skabelsesberetning eller evolutionsteorien.

Skulle du ikke tolke skabelsesberetningen som jeg gør, eller forstå Bibelens historie om hvordan livet blev til, så er det ikke nogen absolut betingelse for frelse og kontakt med Guds kærlighed.
Bibelen siger ikke, at de som tror på 1 Mosebog kap. 1 og 2 ”skal blive frelst” – men at de som tror på Jesus, Guds Søn og frelser, skal blive frelst.