Danmarks eneste teenage-sognemedhjælper
Et af Danmarks mindste sogne har som den eneste folkekirke formået at samle penge ind, så de kunne ansætte deres egen ungdomsmedarbejder. Men nu stopper han.– Selvom vi er så relativt små kun 400 sjæle i sognet, har vi alligevel haft et behov for at speede vores børne- og ungdomsarbejde op, fortæller sognepræst Niels Peder Nielsen fra Hjarup kirke 8 km. vest for Kolding.
– En af vore egne unge var lige vendt hjem fra Discipel Trænings Skole (DTS) i New Zealand, så en af menighedens ældste gik i gang med idé- og korridor-arbejdet. Simon var fri på markedet og havde masser af evner for børne- og ungdomsarbejde.
Han var vokset op i menigheden og kendte den rigtig godt som tidligere ungdomsleder. Det gav ham nogle fine muligheder for at kunne relatere til børnene. Simon har også været med i Børne- og Ungdomsoase ledergruppe.
– Simon har en stor åbenhed overfor ungdomskulturen, fortæller sognepræsten i det lille landsogn, der på trods af den lille størrelse har haft stor betydning for menighedsarbejde rundt i landet. F.eks. er mange af de unge, der er vokset op i Hjarup kirke, nu ledere i Århus Valgmenighed.
Saltvandsindsprøjtning
Hjarup kirke havde behov for en, der koncentreret kunne tage sig af børne- og ungdomsarbejdet og lovsangsgruppen. Der er omkring 100 aktive i kirken, som arbejder meget bredt.
– Vi skal ikke bare betale os fra arbejdskraft. Men ind imellem kan det være nødvendigt at gøre det for at få gjort et stykke arbejde og komme et skridt videre, siger Simon Aaling Nielsen.
– Der er så mange ting at gå i gang med, så min ansættelse var ikke primært for at opdyrke nye arbejdsområder, men at nytænke, videreføre og styrke det eksisterende.
Ansættelsen af Simon har som sidegevinst fået flere af kirkens aktive til at give penge.
– Vi har fået folk ud af skabet, så de må tage stilling til mere end kirkeskatten. På den måde får vi et fællesskab om at bære menighedsarbejdet, fortæller Simon Nielsen.
Siden har menigheden samlet ind til yderligere en 25%s ansat omsorgsmedarbejder.
unge er kristne
– De fleste unge bliver ikke kristne. De bliver mere kristne, siger den afgående ungdomsmedarbejder Simon Aaling Nielsen.
– De har allerede en tro på Gud. Derfor er min opgave ikke at prædike en masse for dem, men vise, hvordan man lever med den tro, de allerede har. Vi står helt tydeligt som rollemodeller – forbilleder, der skal give et autentisk billede af et ægte menneske og en sund kristentro. Det giver en helt anden vinkel på vores samvær.
De unge tror allerede på ham. De synes ikke, det er flovt. I virkeligheden er de unge mere troende, end vi tror. Men hvad betyder det reelt for dem, at Gud er til? Deres tro skal bare modnes, siger Simon Nielsen.
– Det er meget vigtigt, at jeg er trofast i de relationer, jeg får. Det kan være svært at være relateret til den enkelte i Børne- og Ung-domsoases større regionsarbejde, hvor jeg også er halvtidsansat i Sydjylland. Men herhjemme i Hjarup kirke oplever de unge fællesskabet med lederne og hinanden på en mere nær måde. Derfor er det stadigt vigtigt, at de får et kick, når vi mødes med mange andre teenagere til Events.
på tværs
I Hjarup har de unge lavet en café, der er i gang den første fredag i hver måned. Her bygger man relationer til teenagerne gennem spil, snak og hygge. Aftenen bliver afsluttet med en kort andagt.
– Vi har også lavet en teenagecellegruppe, som lige er begyndt at køre ungdoms-alpha. Det har betydet, at teenagerne efterhånden begynder at få en bedre forståelse af kristendommen.
Simon har også arbejdet sammen med præsten om konfirmandholdene, som har været helt vilde med hans kulturrelevante teenagestil og bas- og guitarspil. Det har også været med til at udvide ung-domscaféen.
– Nu arbejder vi på at lave en RockSolid-klub for de 10-14-årige juniorer, for at dele børnene lidt mere op i aldersgrupper. Det er vi simpelthen nødt til for at kunne relatere bedre til dem. Desuden slår vi ressourcerne sammen med andre. Vi har arbejdet sammen med ungdomslederne i den nye valgmenighed i Kolding for at etablere et fælles netværk. De leder også efter en ungdomsmedarbejder, så der bliver to ung-domsmedarbejdere tæt på hinanden, der kan udfordre og tænke kreativt sammen.
Den 1. juli er det slut for Simon Aaling Nielsens ansættelse. Sidste søndag holdt hans gamle menighed afskedsreception for ham. Han flytter til Esbjerg, og Hjarup mangler en ny ungdomsmedarbej-der snarest muligt.
– I kan bare henvende jer til præsten (www.hjarup.dk), fortæller Simon.
– Dine foresatte er ældsterådet, som du også bliver en del af. Du kan evt. bo i præstegården. Husk: man bliver ikke millionær af jobbet, men du får dog enten en volontørløn eller kost og logi. Det er vigtigt at have gejst for at arbejde med børn og unge. Ring eller SMS til mig (2615 0244), hvis du synes, det lige må være dig at blive ansat i Hjarup efter sommerferien, slutter den afgående teenagesognemedhjælper.