Evangeliet til jøder gennem telefonen
– Goddag. Jeg har bemærket, at dit efternavn er jødisk. Har du jødiske rødder?Sådan starter den 35 år unge præst Derek Leman, når han ringer rundt til mennesker i sin by med et jødiske efternavn, for at tale med dem om Jesus.
Efter han har fået folk til at svare på nogle spørgsmål, tilbyder Derek at sende en bog om Jesus til dem – Johannes-evangeliet. En måned efter ringer han op igen og tilbyder at komme forbi for at tale om det.
– Det er ligesom den etiopiske hofmand, fortæller Derek Leman. Han havde også brug for udlægning.
Derek lavede en undersøgelse, som viser, at der er 4 ud af 100 mennesker, der ønsker at modtage en bog om Jesus, og 4, der siger nej (resten var ikke hjemme, eller der var optaget).
– I undersøgelsen plejer jeg at spørge, om de har et minut til en undersøgelse, som jeg er ved at lave. Så spørger jeg: Er du jødisk? Går du i synagoge? Hvor ofte? Hvor glad er du for det, du oplever der? Har du hørt om messianske jøder? Hvem tror du Jesus er?
– Nogle gange lægger de røret på, når jeg taler om messianske jøder.
– Men nu starter vi på en ny taktik. Jeg går lige på: Jeg er Derek Leman fra den messianske menighed Hope of David. Vil du have noget imod, at vi sender en gratis bog om Jesus til dig?
– Jeg har ændret konceptet, fordi vi får bedre resultater med en kort samtale. Vi får mulighed for at sende en bog sammen med en traktat, der gennem korset forklarer, hvem den jødiske Messias er.
Derek Leman er netop blevet valgt til den 4 mand store ledergruppe i det verdensomspændende paraplynetværk LCJE (Lausanne Consultation on Jewsh Evangelism) indenfor jødeevangelisation. Han træner for at holde brystkassen større end sin amerikanske mave. Så tre gange om ugen er han i Fitness-center. Dette interview kostede også Udfordringens udsendte en tur i muskelmaskinen.
Derek er ikke jøde. Da han studerede til ingeniør, læste han C.S. Lewis og kom til tro.
– Da jeg en dag fandt ud af at Jesus var jøde, måtte jeg gøre noget. Oprindeligt var jeg helt sikker på, at Jesus måtte være katolik og Maria en nonne. Det lignede hun. Jeg så det hele i den katolske kunst. Det vidste jeg fra TV. Jesus så bestemt ikke jødisk ud. Blå øjne og lys i huden.
Derfor var det temmelig overraskende, da jeg læste i Bibelen, at Jesus var jøde.
– Jeg fandt en messiansk jøde i min kirke og lærte en masse om de jødiske fester af ham. Det måtte jeg vide mere om, smiler Derek, der i sin fritid spiller guitar og elsker at læse eventyr og derfor er en stor fan af Ringenes herre.
Han skriver også bøger. Indtil nu er tre udgivelser publiseret fra hans hånd. Alle handler om udfordringen med at række evangeliet til det jødiske folk og hjælp til at integrere nye troende i menigheden.
Netop nu er han halvvejs færdig med bogen: Jesus did not have blue eyes (Jesus havde ikke blå øjne), som fortæller om Jesu jødiskhed. En populærbog om jødiskheden i alt, Jesus nogensinde har sagt og gjort.
Derek tog til Moody Bible Institute for at studere jødiske studier og fik en teologisk uddannelse i Det gamle Testamente.
Herefter begyndte han at arbejde i forskellige kirker, men ønskede at være jødemissionær. Det blev dog ikke Israel, han skulle missionere i. I stedet fik han et tilbud på at arbejde for jødemissionsbevægelsen Light of Messiah Ministries i Atlanta, hvor han var i 5½ år.
Men for et år siden blev han præst i en ny kirkeplantning kaldet Hope of David, som han selv var initiativtager til. Der er ca. 50 medlemmer af menigheden. Flest hedninge, men arbejdet rækker primært mod jøder.
De sidste par år er 7 jøder kommet til tro på Jesus i Dereks nystartede baptistmenighed. Den er startet for at undervise mennesker i at være disciple og få nye disciple.
– En dag ringede Melissa – en 22-årig jøde til mig. Hun havde ringet til alle 30 jødiske synagoger i Atlanta for at få hjælp til at få udstyr til sin baby. Kun to reagerede: The Apple of His Eyes og The Hope of David to messianske jødiske menigheder i byen.
– Vi har en del babyudstyr fra vore 6 børn. Børn er en gave og en velsignelse fra Gud, og min kone og jeg vil ikke forebygge nogen af hans velsignelser!, fortæller David, der har været nødt til at tage et ekstra job for at få råd til bøjler til børnenes tænder.
– Jeg tog ud til Melissa med babyudstyret og sagde, at jeg kom fra en messiansk menighed. Hun anede ikke, hvad det var. Da jeg fortalte hende, at det var jøder, der troede på Jesus, sagde hun bare: Cool!
En fra menigheden begyndte at læse i Bibelen med hende, og kort tid efter ringede hun til Derek og fortalte ham, at nu troede hun det, som han troede.
1½ måned efter Melissa kom til tro, ringede damen fra menigheden, som havde hjulpet hende, og fortalte Derek, at Melissa var død.
– Melissa havde været åben for evangeliet på det perfekte tidspunkt Guds tidspunkt. Og vi havde som menighed været åbne for at gøre noget og fortælle budskabet om Jesus videre.
– Vores fokus er ikke at få flest muligt til tro, men at hjælpe mennesker med at vandre med Messias.
Det er vigtigt for os, at mennesker ikke bare bliver troende, men lærer, hvordan man skal leve som troende og være vidner, praktisere troen. Vi ønsker ikke at fylde dem med evangeliet første gang.
Vores filosofi er: 1) vend dem mod Gud, 2) vend dem mod Jesus og 3) fortæl dem så først om korset. De spørger ikke om disse spørgsmål, før de har set Jesus.
Man ved ikke, hvor mange af de 100.000 jøder i Atlanta, der tror på Jesus. Et forsigtigt bud lyder på 1000 af dem. De fleste kommer i kæmpekirkerne. Men der er 5 messianske kirker i Atlanta.
– Men, siger Derek, kun to af dem har godt lederskab og god teologi, der ikke misbruger de åndelige gaver og tror på hovedlærepunkterne i den kristne tro.
The Hope of David-kirken er knyttet til Southern Baptist Church og giver 30 % af sit budget til dem.