Jøder langer ud mod Gibsons Jesus-film

Den jødiske organisation The Anti-Defamation League fordømmer Mel Gibsons film ”The Passion”, der omhandler Jesu liv, melder BBC.Talsmænd for organisationen reagerer på, at jødiske autoriteter i filmen bliver fremstillet som de skyldige i Jesu død. En sådan fremstilling vil føre til antisemitisme, frygter organisationen.
Mel Gibson selv har tidligere udtalt, at han håber, filmen vil ”inspirere, ikke fornærme”.
– Ingen af aktørerne i filmprojektet har til hensigt at skabe grobund for had, intolerance og antisemitisme, siger Alan Nierob, talsmand for filmen ”The Passion”.
Ifølge Jyllands Posten skyldes jødernes frygt, at Mel Gibson i foråret 2003 betalte for opførelsen af en kirke for ”revisionistiske katolikker”, der alene giver jøder skylden for Jesu korsfæstelse. Mel Gibson er selv katolik.
I marts kom det desuden frem, at Mel Gibsons forældre benægter Holocaust. Rent praktisk kunne det ikke lade sig gøre at tilintetgøre 6 millioner jøder, har de udtalt til New York Times. De har også sat spørgsmålstegn ved Osama Bin Ladens skyld i terrorangrebet mod World Trade Center og Pentagon d. 11. september 2001.
Alt dette har bevirket, at eksperter nu nærlæser Mel Gibsons manuskript, der efter hans eget udsagn er tilstræbt så sandfærdigt i forhold til evangeliernes beretninger som muligt.