Hængekøjer til læserne
SOMMER: Tidl. medarbejder på Udfordringen tilbyder billige hængekøjer til alle læsereKaj Ellegaard var en af pionererne, da Udfordringen for 17-18 år siden gik fra måneds- til ugeavis. I dag er han freelance journalist og grafiker og har bl.a. arbejdet for P3s Strax, dagbladet Børsen og store reklamebureauer som Bysted og FDBs bureau RT2 som produktions-kcoordinator.
Men det begyndte altsammen på Udfordringen…
– Jeg husker det som nogle af de bedste og mest glamourøse år i mit liv, siger Kaj med sin smittende begejstring.
– Der var så meget drive i Udfordringen og Scandinavia. Vi gjorde alle vort allerbedste og gav en indsats ud over det sædvanlige. Det var sjovt.
Kaj og jeg arbejdede sammen om Udfordringen, hvor Kaj blandt meget andet tog sig af det grafiske slid.
Da han havde arbejdet hos os i næsten et halvt år, bemærkede jeg, at Kaj ikke behøvede at gøre så mange venne-tjenester for forlaget Scandinavia, som vi var en del af og delte hus med.
– Joh, men jeg er halvtidsansat hos forlaget, svarede Kaj, der indtil da havde klaret begge job så flot, at jeg ikke havde bemærket, at han ikke var fuldtids på Udfordringen.
Kaj mindes med latter, at Benny Alex, som da var ansat på forlaget, en fredag eftermiddag ved 16-tiden overlod til den unge Kaj at lave film af hele 2. udgaven af Ny Testamente på hverdagsdansk. Filmene skulle være hos trykkeriet i Århus mandag…
– Jeg stod i det stinkende mørkekammer i dagevis og måtte hænge film til tørre fra 4. sal helt ned til 2. sal…!
– Men sådan var indstillingen: Man gjorde sit allerbedste, siger Kaj, der er glad for det afsæt, han derved fik på sin karriere i medierne.
Kaj kommer fra Mørke på Sjælland og var også et år ansat af YfC som koordinator af et stort ungdomsår-fremstød.
Han har siden de vilde unge år været glad for at komme i Karlslunde Strandkirke, selv om han bor på Vesterbro.
Jeg mødte Kaj på Hammershus, Bornholm. Han havde været på dyrskue for at sælge mexikanske hængekøjer – et af hans kuriøse bijob.
– Da jeg var udviklingsstudent i Mexico, rejste jeg selv med en hængekøje i rygsækken. Første nat tænkte jeg: Det går aldrig godt, men snart blev jeg meget begejstret. Jeg købte 100 hængekøjer hos de lokale vævere og tog dem med hjem. Jeg begyndte at sælge dem via postordre i kuponhæfter. Desværre var der regnvejr det år i Danmark, så det gik ikke så godt, men i Norge var salget meget fint. Sverige gik ikke godt – faktisk solgte jeg flere til Færøerne og Grønland!
Det tager 2 uger og 4.000 meter garn for en mexikansk familie at håndvæve Kajs hængekøjer. Der kan også ligge en hel mexikansk familie i dem! Jeg købte én, og den er god at meditere i!
De store koster 590 kr.
– Kan du give Udfordringens læsere et godt tilbud, spurgte jeg vor gamle medarbejder.
– Ja, de skal få et helt ekstraordinært tilbud: Minus 20 pct. og de slipper for forsendelsesomkostninger, tilbyder Kaj.
– De skal bare bemærke, at de er fra Udfordringen, når de går ind på min hjemmeside: een.dk eller de kan ringe til mig på 33 31 29 27.
– Okay, det er
en aftale, Kaj!