Jeg er kristen – og homofil…

(På baggrund af redaktør Henri Nissens lederspalte i Udfordringen d. 7/8-03.)
Jeg er kristen og homofil. Hverken jeg eller andre kender grunden til homofili, men at grunden skulle være følelsesmæssige ”huller” fra opvæksten er for unuanceret. Ingen forældre er fejlfrie, og vi har alle nogle ”huller” med os!
Bibelen rummer ikke et ja, til at leve homoseksualitet ud – men heller ikke et tydeligt nej (uenighed tilladt). Vi står derfor i et dilemma, som kan være sammenligneligt med andre såkaldte gråzoneområder.
Jeg bryder mig ikke om indstillingen at kræve kirkelig velsignelse. Kirken bør ikke række velsignelser og indføre ritualer på et uklart grundlag. Dog synes jeg, det er fint, hvor en præst efter ønske fra et homofilt par vil bringe dem frem for Gud i bøn og række Guds overordnede velsignelse. Spørgsmålet er i sidste ende Guds og ikke kirkens velsignelse.
Jeg har fået lov at finde hvile i Kristi forsonergerning og fundet mig sat fri af ”lovens bogstav”. Paulus lærer os, at forskellene på, hvad vi oplever os frie til, ikke rokker frelsesgrundlaget. Men jeg er mig uhyre bevidst, at nogle kan se på mit liv og tænke: ”Så kan jeg også” – og med fare for, at de ikke selv spørger Gud til råds.
I homo- såvel som heteroseksualitet er der elementer, der kan blive til synd. Dette ”kødets begær” (Paulus’ benævnelse) bliver der hurtigt fokuseret på i forhold til homoseksualitet, – men sjældent i forhold til heteroseksualitet. (Er disse forhold pr. automatik blåstemplet?)
”.. disse falske hyrder kender jo slet ikke Guds kraft.” – Kære Henri, det er en hård dom at fælde! – Lad os bede om Kristi sindelag, så meningsforskellene ikke bliver menneskeligt mundhuggeri, som fører synd og smerte med sig! Lad os lægge liv og handlinger frem i Lyset, – og leve dér, hvor vi tør erkende, hvor mangelfuld vores egen indsigt er, og hvor afhængig vi er af både hans frelse og hans kraft til at forvalte det liv, han har givet os!
Helene R. Nielsen