Bedemanden

”Man skal huske at vende den ene kind til, sådan står der i Bibelen! Men man skal ikke blive ved med det”Sådan sagde Claus ”Bedemand” i sidste uge til kameraet i Robinson Ekspeditionen. Han sagde det henvendt til de to piger på holdet, som i hans øjne ikke gav ham en fair behandling.
Lad os starte med at slå fast, at der i bibelen ikke står den ene kind, men den anden kind, og det er sikkert også det, Claus ville have sagt. Det vers har jeg selv haft det svært med rigtig mange gange, og jeg har ikke hænder nok til at tælle, hvor mange gange jeg har haft lyst til at …..%£(/)&£C)#!!! Gud og jeg har tydeligvis ofte forskellige opfattelser af, hvad der burde gøres, og hvad der er fair og ikke fair. I de situationer er det, at jeg er glad for, at Gud tæller til 100, for hver gang jeg kun tæller til 10.
Men kan det virkelig være rigtigt, at jeg fordi jeg er kristen, skal affinde mig med den ene verbale, fysiske eller mentale afklapsning efter den anden? Tjaa, vi ved i hvert fald at den gammel testamentlige ”Øje-for-øje-tand-for-tand-tænkning” røg ud, da Jesus rykkede ind, og vi ved, at han snakker en helt masse om, at vi skal elske vores fjender. Så helt forkert er det ikke, men den gode ”Bedemand” åbnede mine øjne for et smuthul, så jeg slipper for at vende den Anden kind til.
Der skal først og fremmest være en grund til, at de skulle kunne finde på at slå dig på den ene kind!
Vi lever i et land, hvor vi ikke jagtes bare fordi vi kalder os kristne, så der skal lidt mere til før andre skulle få lysten til at sende en fysisk eller verbal lussing i ansigtet på os. Og det er her, jeg har fundet smuthullet. Hvis jeg hiver fat i Jesus, bruger ham og lader ham leve i mig, så undgår jeg mange af slagene på den ene kind, og skal dermed ikke til at overveje, hvor fair det er, at jeg skal vende den anden kind til.
Det er ikke en skudsikker regel, men den har fungeret for mig, rigtig, rigtig mange gange, og uanset hvad kan det ikke skade os at rette mere fokus på den ene kind.