Liv og sprog hører sammen
– Jesus giver den døve et sprog. At kunne
kommunikere med sine medmennesker og Gud
er en livsforudsætning, mener døvepræst,
Lise Lotte Kjær
Hvad vil du som døvepræst hæfte dig ved i søndagens tekst?
– Et liv uden et sprog. Er det overhovedet et liv? Det må vi spørge om for at forstå, hvorfor Jesus helbreder en døv mand i Effatha-fortællingen.
– Hvad er der galt med den døve mand? Hvorfor skal han have hørelsen tilbage? Jo, fordi han ikke har et sprog. Det skyldes faktisk ikke, at han er døv. Men det skyldes, at han ikke har nøglen til kommunikation med sine medmennesker. Sproget giver os mennesker mulighed for at kommunikere med Gud og med hinanden.
– Sproget er nøglen til al kommunikation. Gennem sproget erfarer vi verden og bliver i stand til at modtage, få styr på vore erfaringer og gøre brug af dem. Livet og døden kan vi ikke begribe udenom sproget. Samspil med andre er ikke muligt uden sproget, og vi kan ikke skille sprog og eksistens fra hinanden.
– Jesus giver manden et sprog. Dermed får han livet tilbage. For et liv uden et sprog er ikke menneskeligt. Sproget er en umistelig del af det at eksistere som menneske. Uden kommunikation er mennesket fastlåst og isoleret. Det er i sandhed et mirakel: Jesus giver sproget til et menneske. Det er et meget sanseligt mirakel Jesus ved, at manden er døv, og derfor er det, at Jesus tager andre sanser i brug: rører ved hans tunge, stikker fingrene ind i hans ører og spytter.
Giver denne tekst håb til døve eller gør den dem snarere nedslåede?
– Jeg har mange døve venner, som synes, Effatha-beretningen er svær at forstå. Mine døve venner er stolte over at være døve, stolte over at have sin egen visuelle kultur og synes, det ville være skrækkeligt at blive helbredt.
– Jeg har ofte tænkt meget på netop denne undergerning. Jeg tror og er sikker på, at havde man haft et helt og fuldt tegnsprog på Jesu tid, ville Effatha-begivenheden havde fået en anden drejning! Jeg er sikker på, at Jesus havde taget den døve mand under armen. De to ville så vandre sammen hen til den nærmeste døveforening eller døvemenighed. Her ville verden åbnes for ham. Her ville han få åbnet øjnene for sit eget værd som Guds skabning. Her ville han få det sprog, som i dag er fællesnævner for døves kultur: tegnsprog.
– Mange mennesker i dag tror, at tegnsprog er et hjælpemiddel. Men i dag ved vi, at tegnsproget er et helt og fuldt sprog med sin egen grammatik. For mig selv er tegnsproget blevet noget helt vidunderligt og en del af min verden, selv om jeg er hørende. Det har givet mig en ekstra dimension, ikke mindst i mit kristenliv, fordi tegnsproget er så umiddelbart, direkte og følelsesfuldt. Jeg elsker at bede til Gud på tegnsprog sammen med min menighed det føles så nært og varmt og ægte. Og jeg ved, at Gud forstår tegnsprog.
– På Jesu tid var der ikke noget helt og fuldt tegnsprog . Det minder os om, at Jesus blev menneske på en bestemt tid og på et bestemt sted, som var knyttet til et bestemt menneskesyn. Mennesker med handicaps var på Jesu tid ude i kulden, udenfor det gode selskab, i en udstrækning vi ikke kender til på vort sted og på vor tid.
– Her i Danmark blev de første døve konfirmeret i 1812. Det er underligt, at ingen døve før den tid blev undervist i kristendom eller fik lært at bede til Gud. Det er en stor smerte at tænke på. I dag samles mange døve til gudstjeneste og er sammen resten af dagen, hvor folk får talt livligt sammen på tegnsprog. På samme måde som i USA eller andre steder, hvor danskere mødes til gudstjeneste og er sammen resten af dagen og nyder at være sammen med andre, der har dansk som modersmål.
– Døvegudstjenesten kan i dag gennemføres på døves tegnsprog her i Danmark og i de andre nordiske lande, fordi bibeltekster er blevet oversat fra græsk og hebræisk til dansk tegnsprog.
Hvilket budskab har beretningen til os som troende om vi er døve eller hørende?
– I søndagens tekst giver Jesus sproget til et menneske.
– Da Jesus går omkring på jorden, helbreder han af og til et menneske. Det kan vi læse om i Det Nye Testamente. Når et menneske lever isoleret, går han ikke forbi. Han bruger sin magt til at gøre livet menneskeligt.
– Ordet »Effatha!« lukker op for sproget. Lukker op for kommunikationen mellem Gud og mennesker og for kommunikationen mellem mennesker. Minder os om, at vi skal lukke op og gøre plads for Gud og hinanden, og om, at vi skal bruge vore sanser, så vi har øje for hinanden og ikke overser hinanden. Minder os om, at vi skal lytte og ikke blot høre. Tale og ikke blot snakke. Denne søndag skal særlig minde os om, at Gud har skabt os mennesker som sproglige væsner. Han har givet os denne vidunderlige gave at kunne kommunikere frit med Ham og med vort medmenneske. En gave som også er efterfulgt af et stort ansvar: at bruge den rigtigt.
– Gud taler kærlighedens sprog til os. For Ham er alle sprog lige. Han formidler det samme på alle sprog, alle verbale sprog og alle tegnsprog: kærligheden, der hver dag lukker op for nye muligheder. Kærligheden, der sætter os i stand til at leve som de sproglige væsner, vi er.
