Den største trussel mod freden er den fri abort

I det øjeblik sæd og ægcelle mødes og befrugtningen finder sted er der tale om et nyt liv og fra det øjeblik har intet menneske, hverken mand eller kvinde ret til med vold at fjerne eller udsuge dette nye liv.Et smukt lille pige eller drengebarn bliver koldt og kynisk fjernet fra den beskyttende livmoder og lagt til side for at dø i skyllerummet på et sygehus og derefter smidt i en skraldespand!
Da Moder Teresa af Calcutta i 1979 modtog Nobels fredspris i Norge, sagde hun bl.a.: ”Den største trussel mod verdensfreden er abort, fordi det er direkte krig, direkte drab, direkte mord udført af moderen selv.”
Hun fortsatte: ”Vi læser i Bibelen at Gud siger, at selv om en moder glemmer sit barn, glemmer jeg ikke dig. Mange mennesker er bekymrede over børnene i Afrika , hvor mange dør af sult, men hvad med de millioner der dør med moderens frivillige tilladelse. Det er den største trussel mod verdensfreden. Hvis en moder kan dræbe sit eget barn, hvad er der så til hinder for at du kan dræbe mig og jeg kan dræbe dig?”
Dødens kultur er en realitet i Danmark, foruden den fri abort overvejer man nu også at legalisere selvmord, ja, lægerne skal nu hjælpe med at slå deres patienter ihjel! Det er det ultimative forfald, den rene djævelskab, som kun kan stoppes ved at mennesker igen bliver bevidst om der findes en skabende Gud som ene og alene er Herre over liv og død, og at denne bevidstgørelse får praktisk betydning på landets lovgivning.
Derfor politikere, ret ryggen, sig nej til abort og eutanasi, vær moralsk ansvarlige og kæmp for en livets kultur, det er vore børns fremtid det gælder, det gælder verdensfreden.

Benny Blumensaat
Kirkegade 58
6700 Esbjerg