Minister: – Sæt børnepornofiltre på biblioteker
Justitsminister Lene Espersen har bedt amter og kommuner om at bremse muligheden for at se børneporno på bibliotekernes computere, oplyser DR Nordjylland.
Et bibliotek i Nordjylland har afvist at sætte filtre på computerne. For to uger siden opfordrede en bruger Det Nordjyske Landsbibliotek til at sætte filtre på computerne, der kan spærre for internetsider med børneporno. Men biblioteket afviste, da man – som Danmarks Biblioteksforening – mener, at et filter på computerne er censur og et brud på ytringsfriheden.
En begrundelse, som justitsministeren stiller sig helt uforstående over for. Nu har foreningen imidlertid besluttet sig for at undersøge, om filtrene måske alligevel er en god ide, oplyser Danmarks Radio.