Børn siger, hvad voksne tier om
Forældrenes drikkevaner skaber frygt og undren hos børn. Det viste socialminister Henriette Kjærs møde med eleverne i 4. b. fra Parkskolen i TaastrupHvad gør I for at børn ikke skal begynde at drikke? Hvorfor sælger man alkohol, som ligner sodavand? Kan man dø af at drikke?Det var nogle af de mange spørgsmål, socialminister Henriette Kjær (K) måtte svare på, da hun mandag den 29. september mødte 4. b fra Parkskolen i Taastrup på Christiansborg.
Anledningen var Sund-hedsstyrelsens Uge 40 kampagne, hvor temaet var Forældre som rollemodeller. I stedet for at lade de voksne debattere emnet havde Blå Kors Danmark i samarbejde med Børnerådet bedt en række børn sætter ord på deres tanker og følelser.
– Vi håber, at børn tør sige det, de voksne ikke tør. At de kan være med til at gøre opmærksom på, hvordan de voksnes alkoholvaner påvirker dem, så de voksne kan blive ramt til eftertanke, sagde udviklingsleder Filip Engsig-Karup fra Blå Kors Danmark.
Som et eksempel på, at der er behov for en adfærdsændring, brugte han dette citat af Victoria på 9 år: Når man er fuld, kan man finde på at sige til én, at man elsker hende rigtig, rigtig højt. Og så gør man det bare ikke alligevel.
Med disse ord gav han ordet til børnene fra Parkskolen, som spændte og lidt utålmodige havde siddet og ventet på at få lov til at tale med ministeren. Sammen med forfatter Grethe Dirckinck-Holmfeld havde de forberedt en række spørgsmål om de voksnes drikkevaner og regeringens alkoholpolitik. Alle spørgsmålene var skrevet ned på små grønne kort, og de vigtigste var markeret med en lille rød prik, så de kunne nå at stille dem først. Og spørgsmålene var vigtige og gode, f.eks. ville Tea gerne vide, hvorfor nogle voksne tager deres børn med, når de går ud og drikker.
– Det er rigtig, rigtig dumt gjort. De voksne gør det tit, fordi de har nogle problemer, og måske har de heller ikke så mange venner, forklarede Henriette Kjær.
Kora har svært ved at forstå, hvorfor regeringen sætter priserne ned på alkohol, når der er så mange, som drikker for meget, så det spørgsmål står øverst på hans liste.
– Ja, det virker ulogisk
Det er, fordi vi er med i EU, hvor priserne skal være nogenlunde lig hinanden, svarede Henriette Kjær.
Lidt senere kom spørgsmålet op igen, og det fik ministeren til at sige, at det var irriterende, at der skulle harmoniseres, fordi det går imod en række af regeringens tiltag på det social- og sundhedspolitiske område. Og fordi en harmonisering står i skærende kontrast til det faktum, at man bruger 11 mia. kr. årligt på behandling af livsstilssyg-domme.
Da Cathrine spørger ministeren, om man ikke bare kan nedlægge alle værtshusene, giver Henriette Kjær et svar, som et øjeblik får børnene til at glemme deres spørgsmål og de voksne til at spidse ører. Hun fortæller nemlig, at hun selv er opvokset på et værtshus, fordi hendes mor havde et. En opvækst som selvfølgelig har påvirket hendes holdning til alkohol og alkoholmisbrugere.
– Mine forældre var meget håndfaste, men ind imellem kom der også nogle fulde og skæve folk på min mors værtshus. Det var meget ynkeligt at se på, og derfor besluttede jeg mig for, at sådan ville jeg ikke være, men at jeg vil arbejde for at få andre til at lade være med at drikke. Det var en god lærdom, fortæller ministeren.
På trods af sin opvækst er Henriette Kjær ikke parat til at lukke værtshuse, forbyde salg af alkohol forklædt som sodavand eller indføre et forbud mod alkoholreklamer. I stedet valgte hun på mødet at appellere til forældrene, som i langt højere grad skal gå ind og tage et ansvar og tale om alkohol med deres børn, ligesom forældrene skal gå foran med et godt eksempel.
Ministeren erkender dog, at indsatsen over for folk, som drikker for meget, ikke er god nok. Der er behov for flere og bedre behandlingstilbud, og derfor har regeringen bl.a. sat behandlingsgaranti til alkoholmisbrugere øverst på dagsorden.
Da børnene havde fået svar på deres mange spørgsmål, sagde Henriette Kjær, at det var opløftende at høre, at de var så bevidste om emnet. Og at deres spørgsmål viste, at der skal sættes ind med oplysning langt tidligere, end man gør i dag – f.eks. fra 4. klasse.
Det var ikke kun socialministeren, som fik stof til eftertanke, børnene fik også det med hjem, som de var kommet efter.
Simone: Det var sjovt. Hun havde nogle gode svar.
Max: Det var skægt. Vi forstod ikke det alt sammen, men det meste kunne vi godt forstå.
Mere tid var der ikke til at fortælle om dagens oplevelse, for Henriette Kjær, Grethe Dirckinck-Holmfeld, journalister og Blå Kors folk havde sagt ja til at skrive autografer. Ingen tvivl om at det var dagens næststørste begivenhed, for der er ikke ret mange 10-årige, der kan prale af at have fået en autograf fra en rigtig minister og en ægte forfatter.
Det har jeg aldrig prøvet før, lød det fra flere af de voksne, mens de lidt forlegne griflede løs på de grønne spørgsmålskort, i autografbøger og på børnenes hænder og arme.
Ingen tvivl om at det VAR dagen, hvor eleverne fra 4. b gjorde og sagde det, de tænkte og følte.
