En modig mand
Sidst i 1800-tallet, da diskussionen om Darwins teorier bølgede kraftigt i England og det øvrige Europa, fik en professor i Oxford, som var en af hans ivrigste tilhængere, den strålende idé at tage på turné med et foredrag, der én gang for alle beviste det tåbelige i at tro på en skabende Gud eller en Gud i det hele taget.
Han trak fulde huse og vakte stor opsigt. En aften kom han til en mindre by og affyrede igen sin bredside mod enhver form for kristendom. Aftenens publikum hørte ikke til de mest belæste, så de sad med åben mund og blev noget betuttede over hans mange og fine videnskabelige argumenter.
Til sidst fyrede professoren sin store trumf af, som han altid gjorde efter endt forelæsning. Han lagde sit store lommeur på pulten foran sig og sagde:
– Nu har jeg med ren logik bevist, at der umuligt kan findes nogen Gud. Men som videnskabsmand vil jeg til sidst gøre et eksperiment, som underbygger mine påstande. Jeg giver nu den Gud, som kirken påstår eksisterer, tilladelse til at tage mit liv indenfor de næste fem minutter. Han kan sende en lynstråle, give mig hjertestop, lade jorden åbne sig og opsluge mig eller hvad han vil. Dermed får vi det endegyldige bevis for, om han eksisterer eller ikke! Jeg begynder nedtællingen nu.
Så stillede han sig i skrævende positur med hænderne i siden og lod triumferende sit blik glide rundt i salen, mens han smilede bredt. En undrende mumlen bredte sig.
Der gik 1 minut, uden at der skete noget.
Der gik 2 minutter, og nu blev der stille i salen.
Der gik 3 minutter – en uhyggelig stemning bredte sig.
Der gik 4 minutter, og nu var der dødsstille. Spændingen var ulidelig.
Pludselig blev stilheden brudt af en klukkende latter fra en af de bageste rækker, og en sortklædt morlil rejste sig op, mens hun lo hjerteligt. Så pegede hun op mod den tapre Gudsfornægter og råbte:
– Tror professoren virkelig, at han kan udtømme Guds kærlighed på 5 minutter?
En befriende munterhed bredte sig i salen, professoren blev kogende rød i hovedet, snuppede sit lommeur og forsvandt.
