Fra ørken til Zions bjerg for at holde løvhyttefest

„Festrejsen“ til Løvhyttefesten i Jerusalem startede med dramastykker i Ein Gedi ørkenenDen årligt tilbagevendende Løvhyttefest i Jerusalem ”tyvstartede” lørdag d. 11. oktober med festligheder i Ein Gedi ørkenen. Af Anne Lise Madsen

Der står hos profeten Zakarias (14:16), at ved tidernes ende skal alle folkeslag drage op til Jerusalem for at fejre Løvhyttefesten, og dersom de ikke vil gøre det, skal der ikke falde regn hos dem.
Over 4000 kristne fra hele verden har allerede sammen med Den kristne Ambassade i Jerusalem startet denne rejse op til Jerusalem hvert år for at fejre Løvhyttefesten, og sidste år fik Den kristne Ambassade det israelske turistministerums ærespris for at have bragt flest turister til Israel i en tid, hvor antallet af turister er faldet drastisk og forårsager stor arbejdsløshed.
Også i år samles tusinder af kristne fra hele verden til Løvhyttefest for at prise Gud og for at vise deres kærlighed til det jødiske folk. Festens tema er ”Guds helligheds bjerg”. I Bibelen spiller bjergene en stor rolle, når Gud ville tale til sit folk. Og festen startede i år i det vidunderligt skønne Ein Gedi – midt mellem ørkenes bjerge ved Dødehavet, hvor de tusinder af kristne fejrede, at Gud gav Moses loven på Sinais bjerg.
Der var stor festmiddag midt i ørkenen efterfulgt af lovsang og drama, udført af professionelle kristne kunstnere fra hele verden, som selv havde betalt deres rejser og giver denne uge som en gave til Gud, til Israel og festdeltagerne. Et mægtigt dramastykke viste Moses komme ned fra de høje bjerge med lovens to stentavler, og senere var der en stærk lovprisning til Gud, som sendte Jesus og gennem Ham Helligåndens indskrift med Guds lov på vore hjerters kødtavler.

Et udsnit af de tusinder fra forskellige lande, der var samlet i ørkenen

Sharon på talerstolen

På åbningsaftenen søndag d. 12. oktober talte Premierminister Sharon, og uddrag af denne tale og tilhørernes begejstring og glæde blev sendt på landsdækkende TV og gav hele landet et indtryk af de kristnes kærlighed og forbøn for landet og folket.
En gruppe fra Danmark er repræsenteret ved Pastor Stig Christensen, og en af talerne ved stævnet var Johannes Facius, som talte over ordet i Salme 137:5-6: „Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre arm! Min tunge hænge ved ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste glæde!“
Temaet ”Guds helligheds bjerg” blev manifesteret ved at særlige temaftener omkring bjergene i Bibelen, steder hvor Gud på en særlig måde åbenbarede sig. Der var en speciel aften om Zions bjerg, andre aftner om Oliebjerget, Moria bjerg og til sidst om Golgatabjerget og Hermonbjerget. Sidstnævnte aften blev jøder fra hele landet inviteret.

Fakta om Løvhyttefesten


Løvhyttefesten fejres – år efter år – som Gud befalede ved Moses i 3.Mosebog 23:34.
Men forud for Løvhyttefesten er der en lang forberedelse, hvor jøderne ved Rosh ha-Shanah, (nytår) ransager deres hjerter og beder Gud om tilgivelse for alle deres synder, som det er foreskrevet i 3.Mos.23:32..
Det begyndte også i år ved nymåne med hornblæsning og højtidsstævne den 1.oktober, hvor år 5764 startede ifølge jødernes tidsregning, som regnes fra Skabelsen.
Efter ti dage med selvransagelse, fejres Yom Kippur, Forsoningsdagen, hvor over 3/4 af jøderne faster i 25 timer og beder Gud om tilgivelse for deres synder. Alle holder hviledag. Hele Israels land ligger hen i stilhed et helt døgn: Ingen busser, biler, fly eller andre støjende aktiviteter.
Når fastedøgnet er overstået, bryder glæden løs! Der lyder hammerslag over hele Israel. Familierne bygger løvhytter i haver og på altaner. Folk spiser deres måltider i løvhytterne, takker Gud for høsten af landets afgrøder og synger glade sange.