Hvem falder du for?
Ind imellem kan jeg i et nostalgisk øjeblik tænke tilbage på min læretid på Strange Reklamebureau i Svendborg. Der bemærkede jeg en detalje hos min chef, Volmer Strange, der er en eminent tegner og en meget visionær personlighed.
Men han kunne simpelthen ikke helt i Dynelarsens ånd modstå et godt tilbud. Konsulenter fra snart sagt alle virksomheder, der blot havde en perifer berøring med reklamebranchen, kunne nemt binde ham et eller andet på ærmet. F.eks. en meget speciel lyskaster, der fra loftshøjde gennem en linse kunne kaste millimeterraster ned på tegnebordet til erstatning af det traditionelle lysbord. Problemet var blot, at linsen fortegnede målene, så jo længere man kom ud til kanten af tegnebordet, jo skævere blev det.
Tilbage stod jeg alligevel med en stille undren: Hvorfor kunne han, som tilrettelagde reklamestrategier for prominente kunder i levnedsmiddel-, tøj- og møbelbranchen, ikke selv gennemskue de samme strategier fra andre sælgere?
Men jeg er tilbøjelig til at følge i chefens fodspor: Jeg kan ikke modstå venlige og vidende ekspedienter! Ligesom jeg bliver uhyggelig irriteret over uvenlige og uvidende af slagsen! Jeg har for nylig måttet erkende, at jeg hellere end gerne vil give lidt mere for varen, når blot jeg bliver behandlet ordentligt i butikken (Sig det ikke til nogen, please!).
F.eks. købte jeg en flot habit til en helt enestående lav pris. Det tilbud kunne jeg simpelthen ikke modstå! Men da jeg havde afprøvet varen ved et bryllup og en koncert, blev jeg efter en måned opmærksom på behovet for en livrem. Så jeg gik selvfølgelig tilbage til den butik, hvor jeg havde købt habitten. Jeg udså mig med det samme den billigste, venligt, men bestemt, forklarede ekspedienten at den delvis var af plastic. Men denne her, da? Jo, men her er læderet af en kvalitet, så det bliver flænset og grim efter et kort stykke tid. Jamen hvad så? Ja, prøv og gæt. Jeg kom af sted med en livrem til 200 kr. en tredjedel af det habitten havde kostet! (Sig det ikke til min kone, please!).
Hvorfor falder jeg sådan på halen for en god betjening? Ved nærmer eftertanke fordi ekspedienten ved venlig information formår at overbevise mig om at varen enten er et enestående tilbud eller af enestående kvalitet, eller begge dele.
Og det fører mig til pointen: Hvorfor er jeg kristen? Fordi nogen har bundet mig det på ærmet, taget mig i et svagt øjeblik? Nej, fordi jeg virkelig er overbevist om at det er et tilbud jeg ikke vil undvære og fordi jeg ved, at varen er ægte. Den holder så længe at det ikke er nødvendigt med returret! Reklamens magt er stor, men Guds magt er større. Og ham falder jeg gerne på halen for!