Be Yourself, no matter what they say!

Mandagens afsnit kom, udover at Claus og Niels højst overraskende røg ud, til at handle meget om ærlighed, æresord og værdighed. I Robinson er de 3 ting en meget udefinerbar masse, som tilsyneladende skifter betydning hver gang en ny person tager ordene i brug. Når, eller hvis du ser programmet, må du også sidde med dine egne tanker omkring de her begreber, for godt nok er Robinson Ekspeditionen en konstrueret ”virkelighed”, men disse ting vil du også støde på i din dagligdag.
Der blev snakket om, hvordan disse begreber kan betyde eet i Danmark og noget andet i Robinson. Jeg ved at en del af deltagerne vil sige, at der gælder forskellige regler for dem herhjemme i Danmark og på Robinson, og det må de have lov til. Det er jo et spil, hvor man tilsyneladende må gøre, som man har lyst. I Ø-rådet til sidst siger jeg, at det sikkert også kunne give mig en taktisk fordel, hvis jeg gav mig selv lov til at lyve, men jeg vil ikke. Jeg ville hade at se mig selv gøre det foran ca. 700.000 seere, ”bare” for at få et par dage mere på en øde ø. Det ville ikke være mig, selvom det i første omgang ville være så let som at klø sig i …bagi.
Mit ønske fra start var at være Anders fra Danmark i Malaysia, og jeg er glad for, at jeg nu kan se tilbage på det hele og være tilfreds på den konto. I store dele af min teenage-tid var et af mine store problemer, at jeg skiftede rolle alt efter, hvem jeg var sammen med. Var jeg kirke-Anders, Volleyball-Anders, Ude-at-rejse-Anders eller lille/storebror-Anders. Jeg kom i tvivl om, hvem jeg egentlig var, fordi jeg brugte meget krudt på at tilpasse mig andre. Jeg ville gerne falde til alle steder på deres præmisser, og det kostede.
Dig der sidder og læser det her, jeg kender dig sikkert ikke, men jeg tror du kender til det samme. Hverken Gud eller mennesker omkring dig er tjent med, at du prøver at være en anden end den du er.
Lad Gud få lov til at fortælle dig, at han elsker dig, som du er, og lad så mennesker omkring dig få lov til at lære dig at kende. Så vil du opleve at de bliver vilde med DIG, for du er ikke længere i tvivl om det er dig, eller de ting du gør de kan lide.

”Be yourself, no matter what they say” – Sting