Jeg er bange
Hr. Orla Lindskov
Jeg har i Udfordringen læst om salveduge. Vil det være muligt at modtage en sådan. Jeg er sikker på, at den evt. kan hjælpe mig.
Jeg har mistet min mand efter 4 års svær sygdom. Og nu er det som om jeg ikke kan komme op til overfladen igen. Jeg er bange og føler mig psykisk syg. Vil du bede for mig?
Jeg har engang overværet et dejligt møde med dig i en kirke i Hvidovre.
Jeg er 77 år.
Med venlig hilsen
G.C. København
Kære G.C.
Livet kan være vanskeligt, når man bliver ramt af tab. Især når det er tab af ens kære, sådan som du har oplevet det.
Selv om døden er en naturlig ting, er han kun sjældent velkommen hos os mennesker. Vi hænger jo ved hinanden og ved livet her på Jorden, også selv om vi er kristne.
Bibelen taler om tiderne i vores liv. Den taler om en tid til at le og en tid til at græde.
Det betyder, at sorgen skal have sin naturlige plads i vores liv. Sorgen er helt naturlig, når vi har mistet vores kære. Blot er det vigtigt, at vi kommer videre i vores liv og ikke kommer til at sidde fast i sorgen. Hvis sorgen bliver kronisk, udgør den en trussel mod vores fysiske såvel som mod vores psykiske helbred.
Jeg håber, du har nogen, du kan tale med, og som kan tale nogle gode ord ind i din situation.
Jeg oplever, at du har brug for samtale-terapi og for forbøn. Jeg vil gerne være med til at hjælpe dig videre, så godt som jeg formår.
Jeg sender dig i første omgang en salvedug og en mødeplan.