Underholdning med indhold
God triviallitterær roman – men ikke for svagtseende…Ikke en spurv er en ganske velskrevet roman, der formår at holde interessen fangen og giver stof til eftertanke.
Det er en omfangsrig roman, vi her har for os – endnu mere omfangsrig, end antallet af sider lader formode. Bogen er nemlig sat med så små typer, at mennesker med mindre end perfekt syn vil have svært ved at klare læsningen. Man må virkelig opfordre Lohses Forlag til at rette op på dette forhold i kommende udgivelser.
Når det er sagt, er der til gengæld heller ikke meget mere at kritisere ved bogen. Det er ikke verdenslitteratur, men triviallitteratur vil jeg heller ikke kalde det. Personskildringen er udmærket og handlingen ganske fængslende. Man lægger ikke så gerne bogen fra sig igen, når først man er i gang.
Bogen er oversat fra amerikansk, men det er nu ikke noget, der belaster den nævneværdigt. Både hvad personer og problematikker angår, kommer man ganske vidt omkring, uden at man på noget tidspunkt føler sig fremmedgjort som dansk læser.
Slutningen er måske lidt for forudsigelig og lige ved at være for meget, men det kan ikke ødelægge den gode oplevelse.
Ind i handlingen er flettet en fin beskrivelse af, hvordan man – når man handler i tro og i lydighed mod budet om næstekærlighed – gennem meningsløshed og frustration kan nå frem til en kulmination, hvor Guds styrende hånd og gode hensigt pludselig åben-bares.
Undervejs giver romanen også et befriende realistisk billede af, hvor fejlbarlige gode, kristne mennesker kan være. Der lægges op til nogle generelle overvejelser om livet som kristen og livet i den kristne menighed.
Helhedsindtrykket er en ganske velskrevet roman, der formår at fastholde interessen og giver stof til eftertanke.
Bogen være hermed anbefalet som underholdende læsning med indhold. Nu, hvor julen stunder til, skulle jeg måske tilføje, at den også egner sig som gave (dog ikke til svagtseende).
Linda Nichols: Ikke en spurv
352 sider 349 kr. Lohse