Bibelsk journalistik?
Ind imellem kan vi her på Udfordringen godt føle vi befinder os i en mikroskopisk niche i dansk bladverden. Det er fordi vi har to dagsordener. At orientere, dvs. bringe nyheder med relevans for kristne, og opbygge, dvs. formidle inspiration, åndelig føde, og endda forslag til svar på de udfordringer kirken står overfor i dag.
Men kan det overhovedet kaldes journalistik?
Ja, faktisk er det den vej, moderne journalistik bevæger sig. En retning, der vinder større og større indpas i journalistikkens hjemland, USA, er public journalism, der er medborgerjournalistik, dvs. ansvarlig journalistik, hvor pressen tager sin rolle som den 4. statsmagt alvorligt ved ikke blot at være kritisk rettet mod den lovgivende, dømmende og udøvende magt i samfundet, men være løsningsorienteret og – ikke mindst – få borgernes forslag på banen.
En konsekvens af denne drejning bliver, at det ikke er nok at være først med det sidste. Det handler ikke kun om at bringe nyheder, faktaviden, men endnu mere om at formidle baggrund og indsigt, så læserne både bliver klogere og ved, hvad de skal bruge al den information til. Dagens læsere lider nemlig ikke af informationsunderskud, men snarere af mangel på overblik, som Christian Kock *1) udtrykker det:
vi har 1000 gange de informationer vi har brug for; det vi behøver er indsigt! Derfor skal aviser bearbejde vores alles voksende forståelsesproblem i forhold til verden. Og derfor arbejder Christian Kock med begrebet avisen som den troværdige vejleder.
Lyder nærmest kristent, ikke? Hør om Paulus mål med det, han skriver: Og jeg beder om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er væsentligt
*2)
Så det er måske ikke så langt ude, det vi beskæftiger os med på Udfordringen!
*1) Christian Kock: Forstå verden, Samfundslitteratur 2002
*2) Paulus brev til Filipperne 1:9-10