300 med i kristent juleshow i København
Københavns Kristne KulturCenter fyrer for femte gang op under julekedlerne med deres storslåede juleshow, som præsenterer Jesus for københavnerne
De seneste fire år har der i december været juleshow i Københavns Kristne KulturCenter. Det bliver der også i år. – Historien og manuskriptet er helt nyt, selv om den grundliggende idé er genbrugt fra et tidligere juleshow, fortæller præst Dan Sørensen, som står med det overordnede ansvar for showet.
– For mig handler juleshowet om, at vi gerne vil være en åben kirke, der engagerer os i samfunds- og kulturlivet. Julen er en enestående mulighed for at fortælle budskabet om Jesus som verdens frelser til københavnerne, og jeg selv har gennem årene været stolt over at kunne invitere venner og bekendte med til en så stor oplevelse, som juleshowet er, siger han.
Juleshowet handler om Jul i mange lande. Historien begynder på Kongens Nytorv i København, hvor en lille nissepige hører Shu-bi-duas julesang, hvor teksten lyder: Jesus blir født på anden sal i Magasin du Nord.
Nissen bliver nysgerrig og smutter ind i Magasin for at undersøge sagen. Hun spørger kunder fra forskellige lande, om de ved, hvor Jesus blev født.
Hver nationalitet peger på deres hjemland som stedet for fødslen. Det fører nissepigen ud på en rejse, der går til ni forskellige lande, og som ender i Betlehem. Rejsen ender med at blive en opdagelsesrejse i forskellige landes juletraditioner og ender med en præsentation af historien om, hvor Jesus blev født.
Juleshowet er en blanding af koncert, musical og teater, og det byder på musik i vidt forskellige stilarter som hip hop, soul, klassisk opera og jazz.
Showets otte solister bakkes op af et gospelkor, et børnekor, et orkester samt dansegrupper.
– Jeg har ikke et fuldstændigt overblik, men jeg tror, at vi alt i alt bliver omkring 300, som er engagerede i showet på den ene eller anden måde. Så det kan kun lade sig gøre på grund af et fantastisk, frivilligt engagement, oplyser Dan Sørensen, som håber på, at juleshowet kommer rundt i landet til næste år.
– Der er ingen grund til, at vi skal nøjes med at holde juleshow fire gange i København. Vi kan ligeså godt tage til nogle af de større byer i landet og sammen med lokale kræfter opføre showet dér også, siger han og kommer med følgende opfordring:
– Tag på juleshopping i København, besøg Tivolis julemarked og slut dagen af med at nyde juleshowet – så kan man se, hvad vi har at byde på ved en eventuel turne.
Andreas Eriksen og Jens Linde