Behold jeres 2 millioner
Inden jeg tog afsted på ekspeditionen i sommers var min teori, at man først rigtigt finder ud af, man har været med i Robinson det øjeblik, man bliver stemt ud og ser toget fortsætte. Nu fortsatte jeg jo selv i en slags tog på Utopia, og inden jeg røg ud, nåede jeg da også at få fornemmelsen af, at det VAR Robinson man var med i. Der var lidt for mange ting, der mindede om noget man havde set før. I aften var det dog en lidt anderledes oplevelse at se, at spillet faktisk fortsatte uden mig, men samtidig også helt befriende. Dejligt var det dog alligevel at se, at man stadig deltog i programmet, i de resterendes bevidsthed. Og det på en positiv måde. Specielt Güner havde rosende ord tilovers, men også Frank, troede nu langt om længe på, at jeg var den, jeg sagde jeg var.
Det har været den største gave for mig, at jeg har fået lov til at være med til at sætte et positivt fodaftryk på dette program, både hos de mennesker der var med, men også hos alle dem, der har fulgt med mandag efter mandag. Den sidste uge har på den konto været svær ikke at sætte pris på, og jeg vil blot nævne 3 eksempler her, hvor min deltagelse i Robinson og Guds virken, har gjort, at jeg kun kan sige TAK!
Et tilfælde var en mand, jeg snakkede med, som ikke selv rigtig troede på Gud. Han havde nu en søn der skulle konfirmeres, og de sad og så Robinson sammen, og de ting jeg havde sagt på TV, havde ligesom hjulpet ham selv til at forstå det, og gøre det nemmere at forklare knægten hvad det drejede sig om, og at han altså havde et problem, hvis han ikke troede på det der med Gud, som han selv udtrykte det.
En anden fortalte, hvordan en af hendes studiekammerater, der var vokset op i et kristent hjem, men nu havde valgt det fra, havde fortalt, at da jeg i sidste afsnit sagde det der med, at Gud elsker os betingelsesløst, kunne hun mærke, at der var noget hun savnede.
Den sidste jeg vil nævne her var en mand, jeg mødte kl. 6 lørdag morgen i København. Han kommer hen til mig og siger: Goddag Anders, her er mit kort, giv mig et kald søndag eller mandag. Jeg har en veninde, der er syg af kræft, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg snakkede med ham søndag i en time, og fortalte ham, hvordan Gud havde hjulpet mig, og at han også var mere end villig til at hjælpe ham og hans veninde.
Med mulighed for at det kan lyde lidt for helligt, selv i en kristen ugeavis, vil jeg sige; behold jeres 2 mill. så længe jeg kan få lov til at få oplevelser, som disse. For det skyldes ikke mig selv, Guds er gaven. Når du og jeg er villig til at gå med ham ud i det, han har lagt til rette for os, så har han lovet os et oplevelsesrigt liv.
Takker du for de mennesker, som er dig til glæde?
Og tror du, der er nogen, der takker for dig?
Du kunne også spørge: Søger du at være andre til glæde?
-Olfert Ricard
( De ord stod bag på brevet fra min mor, jeg fik dernede.
Lad os tage disse ord med os ind i tiden som kommer)
Selvfølgelig er jeg knap så tilbagelænet, som folk generelt hjemme i stuerne, da jeg kender aktørerne personligt, men jeg behøvede ikke at frygte for, hvordan jeg selv blev fremstillet i hvertfald selv om han stemte mig ud (den klovn),
Det har ellers været svært for ham tidligere. Os 6 der var tilbage da jeg røg ud mødtes d. 20. august på Güners Café, og Frank betalte hele gildet, som tak for den oplevelse vi andre gav ham i malaysia, da han fik besøg af sin kæreste, og os andre fik en tur i bur. Selvom Frank ikke har virket særlig begejstret på TV over min person, er det rart, at jeg trods alt ved at der er en anden virkelighed, som jeg forholder mig til – og det gælder alle deltagere.
