Biskoppen er et mandfolk!
Biskop Karsten Nissen, Viborg Stift er et rigtigt mandfolk oven på sommerens kedelige debat omkring pastor Thorkild Grosbøll fra Taarbæk, der undsagde sig troen på Gud, på skabelsen og opstandelsen og som af uransagelige grunde forblev som præst i folkekirken, dog under skærpet tilsyn af biskop Lise-Lotte Rebel fra Helsingør Stift. Mange bibeltro kristne fra IM og LM var glade, da Lise-Lotte Rebel blev biskop – selvom hun er kvinde, idet de havde tillid til hendes åndelige bedømmelse. De samme mennesker blev dybt skuffede over hendes håndtering af sagen mod Thorkild Grosbøll, der betyder, at en præst uden tro på Gud, skabelsen og opstandelsen kan forblive som præst i folkekirken. Mange har troet, at sagen var afsluttet, men det er den tilsyneladende ikke, når man ser, hvad biskop Karsten Nissen skriver i en henvendelse til samtlige præster og menighedsråd i Viborg Stift. Her tager Karsten Nissen bladet fra munden og fastslår, at sagen ikke er afsluttet, idet mange spørgsmål har rejst sig i kølvandet på En sten i skoen. I brevet giver biskoppen udtryk for, at det er svært at se, hvordan han (Grosbøll) kan rummes inden for folkekirkens bekendelse og han vurderer, at Grosbøll hører hjemme i den Gud-er-død-tradition, som Nietzsche grundlagde. Biskop Karsten Nissen viser med dette initiativ, at han er et mandfolk. Gid der var flere mandfolk af hans slags i kirken, for kirken kan ikke leve med at blive så udvandet, som den bliver med præster, der ikke tror på Gud, andre præster, der ønsker at ægtevie homosexuelle og som måske endda praktiserer homosexualitet eller præster, der går ind for reinkarnation. Hvis kirken skal bestå som folkekirke er det nødvendigt med en opstramning af de indre linier.
Bjarne Nederby Jessen
Qupaloraarsuk 24
3952 Ilulissat