Danske soldater i Irak vil overholde ramadanen
De danske soldater udstationeret i det sydlige Irak vil overholde fastebestemmelserne omkring den månedlange muslimske højtid ramadanen, der blev indledt mandag, skriver Ritzau.
Det sker for at imødekomme den irakiske befolkning og for at vise respekt og forståelse for arabisk kultur og islam.
Oberst Niels Bundsgaard, der netop er vendt hjem fra Irak efter fire måneder som chef for de ca. 400 soldater, oplyser til Ritzau, at en af hans sidste embedshandlinger var at udsende en befaling om, at soldaterne hverken må spise, drikke eller ryge, når de befinder sig uden for den danske lejr.