Hvad får man for en kampagne?

Det samme, som man investerer i relationerVi er ved at nå den tid på året, hvor kirker hviler ud efter et antal kampagner, det være sig sommerevangelisation, missionsuger eller helbredelsesmøder.
Men hvad kom der ud af det?
Efter nogle år, hvor især helbredelsesmøder har været den foretrukne metode, har vi opdaget, at folk ikke nødvendigvis beslutter sig for at blive kristne, „bare“ fordi de bliver helbredt. Selv om det er blevet dokumenteret *), at ca. en tredjedel af dem, der går frem til forbøn på sådanne møder, stadig er helbredt et år efter, er det kun en brøkdel af disse, der finder vej til en lokal kirke.
Hvad er der galt?
Der er selvfølgelig den mulighed, at folk fravælger et dybere engagement i troen, og det kan kirken ikke gøre så meget ved. Men den anden mulighed er, at vi som kristne er dårlige til at bygge et netværk af relationer både før, under og efter en sådan kampagne.
Verdensevangelister som Billy Graham og Luis Palau har for længst indset, at de kristnes personlige relationer er den magnet, der tiltrækker nye og søgende mennesker til møderne. Og at de selvsamme relationer er afgørende for opfølgningen.
Dette princip kan føres videre ved at vende det hele på hovedet: Relationerne er ikke til for kampagnens skyld, dvs. vi interesserer os ikke kun for mennesker, fordi de skal være „kanonføde“ for ivrige og højtråbende prædikanter. Kampagner er udelukkende anledninger, hvor de mennesker, vi holder af, kan tage et skridt i retning af Gud. Kampagnen er derfor ikke blot „årets store event“, men et skridt på vejen i den proces, det er at føre mennesker til tro på Kristus.
Og lever hver kristen i et relationsnetværk, vil det naturligt også være dem, folk henvender sig til med spørgsmål under en krise i ægteskabet, efter en rystende nyhed i fjernsynet eller… efter en kampagne. Vi får kun så meget, som vi investerer i de mennesker, vi er sat iblandt.

*) Bogen om Charles Ndifon: Helbredelse ved bøn, af Henri Nissen, Forlaget Scandinavia