Hvad tænkte du? Hvorfor gjorde du…? Hvem troede du…?
Ja, så skete det….desværre. Jeg blev stemt ud.
37 dage og en oplevelse for livet…Spørgsmålene er mange, og den naturlige konsekvens af de valg, der bliver taget på en varm, næsten øde Ø. Men at spørgsmålene kommer fra ca. 700.000 mennesker 3-4 mdr. senere, der sidder med kaffekoppen og chips-skålen og vurderer det hele… Ja, det kan nok af og til virke lidt underligt, og alligevel logisk nok.
Da mit navn blev læst op for 5. gang i Ø-Rådet, vidste jeg jo godt, at det var slut, men alligevel var det svært at forstå. Jeg kunne forestille mig, at det ville være lidt ligesom at blive skiftet ud i 51. minut af en VM-finale i fodbold, hvor man havde gjort det godt, scoret et mål og heller ikke var blevet skadet. Hej, jeg var ikke færdig, var en tanke, der trængte sig på, men som jeg skrev i sidste uge og sagde i programmet: Det er op til Ham.
Jeg vil gøre, hvad jeg kan, ikke hvad man kan, for at være der så længe som muligt, og når jeg sidder og ser det nu, bliver konklusionen den samme som dernede. Jeg kunne ikke gøre mere. Menneskene omkring mig havde jeg desværre kun begrænsede midler for at kunne påvirke.
Jeg var meget taknemmelig for de sidste 4 dage, jeg fik foræret af TV3, og jeg nød dem, så godt som jeg havde lært. Nogen tænker måske, at der manglede en del ting, før man virkelig ville kunne nyde livet, men nej. Vi mennesker er i grunden ret nemme at stille tilfreds, under de rette omstændigheder. (Rie og Frank var 2 gode eksempler i dette afsnit). Desværre forvirrer og forblænder materialismen vores vestlige øjne, så vi i stedet bare forlanger mere og mere. Hvad gør du?
Jeg modtog i minutterne efter mandagens afsnit ca. 10 smss, hvor der stod, hvorfor jeg fredede Rie og ikke Marinella.
Jeg vil ikke uddybe mit valg her, men blot fortælle jer, at det ikke er alt, man ser eller får indtryk af på skærmen. En væsentlig årsag er dog, at jeg vidste hun ville bakke op om Güner. Güner var en god ven på øen, og i mine øjne den eneste rette vinder, da jeg måtte forlade etablissementet.
Det gjorde mig glad at høre hans rosende ord på TV, og det fremkaldte en glæde, at man havde fået lov til at præge nogle mennesker….positivt. I dette spil ved du aldrig helt hvordan folk opfatter din person, og slet ikke folk rundt i de varme stuer, derfor er det så vigtigt at man ikke forsøger at være en anden end man er. Det har været en velsignelse at snakke med folk undervejs, og høre deres respons, eller deres bekendtes positi ve tilkendegivelser, og man skulle da være et skarn, hvis ikke man satte pris på det.
Jeg kunne blive ved at skrive, lang tid endnu, men da dette skal forestille en klumme, vil jeg stoppe mere eller mindre brat. 37 dage og så blev det min tur. Tak for jeres tanker og forbøn, de har betydet mere end jeg nok nogensinde vil forstå.
Hvis I har lidt tanketid til overs i den kommende tid, må I gerne bede for mine meddeltagere. Mange af dem har haft det svært med forskellige ting i tiden siden vi er kommet hjem. De er mennesker ligesom alle andre, og kan bruge et lille dryp fra Gud. Tak!
