En du sær?

Er du tredjekultursbarn – eller har du andre gode undskyldninger for at være lidt sær?Forleden holdt jeg foredrag for ca. 90 elever i 8. og 9. klasse. Jeg skulle fortælle om at være tredjekultursbarn: Opdragelsen hjemmefra er en kultur. Adfærdsmønster i det omgivende samfund en anden. Og de to bliver tilsammen til en tredje kultur, der måske kan forklare, hvorfor man er så sær!
For én, der er opvokset på bagsædet af en Toyota Landcruiser på bumpede tanzanianske veje, er der en hel del særheder, har min kone opdaget:
– Jeg er en enspænder, ”a poor lonesome cowboy”. Måske er det, fordi jeg er opvokset på en kostskole ”a long way from home”?
– Jeg hader havearbejde! Det er måske, fordi det har vi altid haft folk til…
– Jeg elsker sprog. Måske fordi vi snakkede swahili med kammeraterne, svensk i skolen, engelsk i forretningerne og selvfølgelig dansk derhjemme.
– Og jeg ved ikke, hvad fugle og planter hedder, kan ikke genkende naturens dufte – til stor irritation for min familie. Til gengæld savner jeg store vidder, eventyr og farer.
Der er ikke ret mange bjerge at bestige, firben at skyde til måls efter og skorpioner at samle i spritglas herhjemme…
Jo, jeg er blevet en sær snegl.
Men det er der nok flere, der er. Ser vi bort fra indvandrere og skilsmissebørn, der også må danne sig deres egen kultur for at skabe sig identitet, så er vi nok alle tredjekultursbørn.
– Måske flyttede du fra stenbroen i København til en gård i Jylland som barn?
– Måske var du bare nødt til at indtage forskellige roller, i hjemmet, i skolen, blandt kammerater?
– Eller måske har du – Gud forbyde det – vænnet dig til at leve i to åndelige verdener på en gang, en i samfundet og en i kirken?
Er du lidt sær, bør du nok undersøge, om ikke du også er et tredjekultursbarn?
Eller finde en anden undskyldning, der duer.