Kildegården rykker ind i Apostolsk Kirke i Fredericia
Det kristne hjælpecenter Kildegården på Midtfyn etablerer bofællesskab for tidligere misbrugere i Apostolsk Kirkes nuværende lokaler i det centrale Fredericia Den 1. februar 2004 er Apostolsk Kirkes lokaler i Vendersgade i Fredericia klar til at tage imod otte beboere i et nyt bofællesskab, som det kristne hjælpecenter Kildegården etablerer. Bofællesskabet vil primært blive et udslusningstilbud til beboere derfra, men vil også være åbent for andre. Ledere for den ny afdeling i Fredericia bliver Axel og Karin Jørgensen, som tidligere har arbejdet på Kildegården.
Pengene til at sætte det ny projekt i gang kommer fra Socialministeriet, men det er meningen, at stedet efter tre år skal kunne stå på egne ben.
Det oplyser Per Eivind Stig, som er Kildegårdens eksterne konsulent på projektet.
– Det er svært at skaffe ressourcer til kristent socialt arbejde, og jeg håber, at Fredericia kan blive en model, som kan være en løsning for mange kirker. På den måde kan vi være med til at skabe positive alternativer til de offentlige tilbud, siger Per Eivind Stig.
Kildegården, som ligger i Ryslinge på Fyn, er et rehabiliteringscenter, der tilbyder hjælp til misbrugere af alkohol, stoffer og lægemidler under mottoet Kærlighed – Accept – Tilgivelse.
Man arbejder på at genoprette menneskers selvværd, ødelagte identitet og manglende livslyst ved at tilbyde et dagligt arbejdsfællesskab, fællesskab om fritidsaktiviteter og et miljø med varige venskaber.
Efter et ophold på Kildegården kan man få hjælp til genetablering i egne sammenhænge eller i nye miljøer, og det er her, det nye bofællesskab i Fredericia kommer ind i billedet. Valget faldt på Fredericia, fordi man på Kildegården oplever at have et godt fællesskab med mange kristne i byen, som er med til at bede for rehabiliteringscenteret.
Apostolsk Kirke flytter til andre lokaler 1. januar og vil i første omgang udleje de gamle lokaler til Kildegården i tre år, hvorefter Kildegården måske kan overtage dem.
Jens Linde og Rikke Lohse Rasmussen