Lea fløj ud af kroppen ‘op til Gud’

Lea Krogs nærdødsoplevelse lyder som et eventyr af en anden verden. Da hun blev opereret, så hun pludselig engle danse rundt på sengen. Kort efter kunne hun se ned på sin egen livløse krop…
– Jeg vil prøve at fortælle, hvordan englene og Gud henvendte sig til mig og gav mit liv fornyet livskraft. Jeg håber, at du vil få en forståelse af Guds eksistens og det, Han gør for os. Sådan begynder Lea sin fantastiske historie om en nærdødsoplevelse, hun havde tilbage i 1999. Hun ser det som sin fornemste opgave at fortælle andre, at Gud virkelig er til, og at blande sig i englenes lovsang til Gud. Lea synger nemlig sopran i Vejen Gospel Kor…
Leas historie begynder med, at hun var på ferie i Tyskland med sin familie, ca. 50 km. fra den polske grænse.
– En nat fik jeg det frygteligt koldt og blev nærmest lam i benene. Lægen sagde, jeg skulle på hospitalet med det samme – det lå 70 km væk. Da jeg nåede hospitalet, var jeg meget meget svag. Jeg hørte dog at en læge fortalte min mand, at hvis vi var ankommet bare 20 min. senere, ville jeg være død.
Det viste sig, at Lea havde en stor vandcyste i underlivet, som måtte opereres væk. Men hun blev inficeret med en dobbeltsidet lungebetændelse og kunne nu ikke længere trække vejret selv.
– Mine lunger gjorde forfærdeligt ondt, kroppen gjorde ulidelig ondt, og jeg kunne ikke styre mine fingre længere. De strittede ud til alle sider.
Og så gled hun væk…

Det, Lea nu oplevede, lyder som et eventyr af en anden verden:
– Jeg mødte små englebørn for første gang i min ”tilværelse”. En lille dreng så jeg pludselig hoppe ud af et hul i luften, midt over min sygeseng. Derudaf kom det herligste varmhvide gyldne lys, man kunne tænke sig, skinnende på samme måde som vores sol, dog uden at være det.
Herefter kom der flere små englebørn ud af hullet. Nogle hoppede fra himmelhullet og direkte ned på gulvet, andre „vadede rundt“ i sygesengen, og nogle gik i hvileløse kredse rundt om sengen og op langs den ene side. Alle var transparente og hvidtlysende, fortæller Lea:
– Jeg nærmest råbte til dem: ”Hvem er I”, og der blev svaret: ”Vi er Kristus’ rene børn, og vi er mange!”. ”Vi har gaver med, som du skal modtage.“ Der blev fortalt, at gaverne var af symbolsk betydning, og der blev nu lagt gave ved gave i min seng. Den første gave var en oplyst trekantet form, som blev båret svævende i hånden af en af de små engle. Hænderne var formet som små skåle om symbolet på Treenigheden. Den næste gave var en oplyst bogrulle. Der blev nu sagt: ”Dette er et symbol på livet!”

Efter nogen tid kunne Lea igen mærke smerten i sin krop, specielt i lungerne. Hun følte, hun skulle hoste og kaste op, men kunne ikke engang trække vejret.
– Det føltes, som om jeg blev mindre og mindre i min krop. Det var, som ryggen åbnede sig, jeg følte overhovedet ingen smerte mere, og så kravlede jeg bare ud…
Lea lagde sig ved siden af sin egen krop på sengen:
– Jeg havde ingen smerte mere og følte mig let, nærmest flyvende. Jeg hev i min arm og i min krop og ville have den med mig, men lige meget hjalp det. Omkring min seng stod tre mennesker. To af dem ordnede de slanger, som forbandt min krop til en maskine.
Lea peger på et ar på halsen og et andet under højre armhule. Og fortsætter sin beretning, der på én gang er personligt unik og har fællestræk med andre nærdødsoplevelser.
– Nu pludselig var det, som om nogen trak mig i armen, kaldte mig ved navn og sagde: ”Kom, du skal med mig nu! Du kan ikke gøre mere her”. Jeg vendte hovedet i den retning, hvor ordene kom fra, og nu igen så jeg det skinnende hvid-gullige lys strømme fra et hul i evigheden. Herfra kom en høj, gyldent skinnende, transparent, smuk dame klædt i en gråhvid lang kjole, hvor bunden var i stadig bevægelse, næsten ligesom når en rokkefisk bevæger sine ”vinger”. Englen havde lange lysebrune krøller, løsthængende ned over skuldrene, og store hvide bevægelige englevinger.
– Pludselig sagde hun noget til mig uden at åbne munden, ved telepati tror jeg: ”Jeg er din følgeengel, og din krop er død nu. Du eksisterer ikke i denne verden mere”. Hun tog mig i sin hånd, og jeg fulgte med. Jeg følte usandsynlig velvære, tryghed og sikkerhed i hendes arme. Og vi fløj…
Vi fløj lige gennem et mintgrønt forhæng og op under loftshøjde, videre gennem gardinet og ud gennem det lukkede vindue. Vi fløj op over kontinenter, som jeg aldrig før havde set. Snart var vi som små sølvmøl flyvende i en stor kirke.

Den danske version af sygdomsforløbet – her fra Lea Krogs album. Journalen stammer fra Sønderborg Sygehus og er anonymiseret

Og så bliver Lea ført til noget, der kunne ligne „dødsrigets porte“:
– Jeg var nu på et mørkt sted, tæt op af en sortbrun klippevæg. Luften lugtede lidt af svovl, og en form for syre løb ildelugtende ned ad klippevæggen. Jeg stod nu foran en stor mørk tunnelåbning, hvorfra der kom underlige lyde.
– Nu så jeg to schäfer-lignende vagthunde, en på hver side af tunnelen. Hundenes farve var slimet brun, og pelsen var i konstant bevægelse. Ved nærmere eftersyn så jeg, at det var som et brunt hav, hvor der flød legemesdele fra mennesker i.
Pludselig havde Lea fået nok og løb væk, alt det hun kunne…
– Konstant sagde jeg til mig selv: ”Jeg søger lyset, jeg søger lyset, jeg beder en bøn nu: ‘Kære Gud hjælp mig’”, og det gjorde Han. En, som jeg ikke kunne se ved min side, fortalte, at kun gennem bøn ville jeg kunne komme til Gud.
– Så fløj jeg igen med englen. Og hun sagde: ”Vi tager nu til dit paradis”.
Som ved at åbne en svingdør fejede hun sin ene vinge til side. Da så jeg en trafik af „himmelsk tredimensional rumgiganthed“, på alle niveauer i de himmelske sfærer. Et ”par” lige ved min side fløj ned. Længere ude fløj et ”par” op. Nogle fløj hurtigere, og andre fløj langsommere, end vi gjorde. Det sværmede rundt om os.

– Pludseligt blev der himmelsk sang fra foroven. Aldrig havde jeg hørt noget lignende. Lydene var af „himmelsk rumgiganthed“ på hver deres plan. Det lød unikt og skønt. ”Dette er vore lovsangshymner i tunger til Gud: ‘Hellig, hellig er Gud!’ Du lærer den, du lærer den”, sagde englen. Nu føltes det, som én gik forbi og skulle æres i det højeste. Jeg kunne ikke se nogen, men det var lige som en krop, der var pakket ind i ekstra vingepar. Og nu var det ikke dybt mørkt mere.
– Imens vi fløj højere og højere, så jeg mit liv flagre ud fra min ‘krop’ som store flade tv-skærme i buede former. Et skærmbillede for enhver vigtig ting i mit liv, hvor jeg havde til opgave at fremkalde, afgive, gøre rede for og stå til regnskab for, hvad jeg kunne have gjort bedre, og tilgive alle, selv om de ikke ville tilgive mig.
Englen kaldte dette tilgivelsesfasen: ”Du må tilgive, du må tilgive. Hver gang du tilgiver, kommer du et stykke nærmere Gud. Bed for de mennesker du har mødt i dit jordiske liv, bed for din nabo, selv om han ikke vil bede for dig”.
– Jeg bad og herefter fløj vi videre og højere op i lystunnelen og der blev det lysere og lysere omkring os. Fra nu af var alting himmelsk hvidt. Ingen vind, ingen smerte, kun velbefindende og hymner liggende tykt i himmellagene og himmelsk fred.

– Mine øjne kunne ikke få nok af alt det himmelske hvide som omhyllede mig, og flød igennem mig. Pludselig var det som om jeg gik mellem store skyformationer, krystaller, lige som om der var bygget noget af skyerne. Længere oppe, var der lige som en runding i luften, men lysere lys indeni. Jeg vidste bare, at der skulle jeg hen.
– Pludselig kaldte en myndig stemme. Først var det på tysk: Sternenerkrankte wo bist du, stjernesyge hvor er du? Det lød som rumdimentional ekkolyd på forskellige niveauer i alle sfærer. ”Jeg vil kalde dig stjerneskud”. ”Tilgiv mig”, sagde jeg. ”Hvis du er Gud, vores skaber og den som ved alting, hvorfor taler du så tysk til mig, jeg er dansker?” Der blev leet, og på sådan en måde, at jeg blev helt varm indeni. ”Du er jo på ferie med din familie i Tyskland, ja, og så kom du til mig.” Fra nu var alt i dansk tale. ”Du skal herfra igen, du skal”. Jeg gav dig navnet stjerneskud, fordi du kom så hurtigt til mig, og fordi du skal ligeså hurtigt herfra igen”.
– Pludselig kom der et par udbredte hænder ud af skyerne og bad mig tage plads, på en lav skylignende seng, så vi kunne tale sammen. Altet omsluttede mig totalt. Til sidst sad jeg der bare…og mærkede altet….og Guds nærhed, intensiteten.
Efter et stykke tid, lægerne sagde Lea havde været væk en lille uge, talte Gud igen til hende: ”Efter at vi endnu igen har talt sammen, er du fri til at gå. Jeg er Gud og jeg bestemmer hvem der skal leve og hvem der dør og hvem der kommer til mig. Du skal tilbage til jorden og fortælle folk om min eksistens”.

– Jeg gik et stykke til og fandt et hul i skyen og fløj hurtigt direkte ned, og fandt min krop, og jeg fløj igen ind i den. Det føltes som om jeg kom hjem. Jeg forenede mig igen med kroppen, bagfra gennem ryggen, og fyldte kroppen ud med mig… Følelsen indeni var, som jeg var en nyfødt. Jeg lå og ventede på, om nogen skulle have bemærket min ”hjemkomst” men nej. Jeg måtte selv hive alle slanger væk fra min hals.
– Da jeg igen så solen her på jord, græd jeg. Jeg frøs selv om temperaturen udenfor var 39 grader celcius. Men samme eftermiddag sad jeg oppe i sengen og spiste kold is med ske.
– Sygehuspersonalet kom ind for at gratulere mig, ca. 20 stk. Sygehusdirektøren klappede mig sagte på min skulder og sagde: ”Starke dänische Frau , muss man schon sagen”, (Stærk dansk frue, må man sige.).
Lea blev nu undersøgt igen – og prøverne viste, at cysten havde været godartet og at hjernen ikke havde taget skade.
Efter nogle dage blev hun fløjet til Danmark. Kroppen var af skind og ben. Efter endnu en uge på Søndebrorg sygehus blev hun sendt hjem, overbevist om, at livet er en gave.
– Forestil jer at vågne op til livet hver morgen, at det at leve er en gave. Livet som gave, livets ruller. Se dagslyset hver morgen og sige ”uhm! I dag lever jeg også!
– At synge Guds lovsang i form af glad gospel er for mig som at stå at synge sammen med englene fra himmelssfæren og jeg sammenligner dette med nærmest det højeste.
– Tak til Gud. Hellig, hellig er Herren. Til Kristus’ rene børn. Og ikke mindst til min følgeengel, slutter hun.

Artiklen er sammensat af interview og Lea Krogs egne notater.