På besøg hos karismatiske katolikker
Luthersk sognepræst fortæller om indtryk fra den katolske side af Helligånds-fornyelsenI slutningen af september deltog jeg, sammen med min hustru Kirsten, i en katolsk karismatisk lederkonference i Rom. 
Af Helge Pahus
Jeg havde meldt mig til, dels for at se noget helt nyt, dels fordi jeg gerne ville høre hovedtaleren, Raniero Canta-lamessa.
I skal forestille jer en stor mødesal, i byen Castel-gandolfo, i det dejlige bjergområde syd for Rom. Og 1100 glade deltagere (heraf op mod 100 præster), fra hele verden, og med os som nok eneste protestanter. Der var især mange deltagere fra spansktalende folkegrupper og fra Afrika.
9.00 Lovsangstime & information
Selv om der var en lov-sangs- og musikgruppe af allerhøjeste kvalitet, var sangen altid den dominerende faktor. Og selv om man havde den allernyeste teknik i videoprojektion, vistes sangtek-sterne ikke på lærred, men blev grundlæggende sunget udenad. Dette lader sig gøre, fordi man ikke i den katolske kirke har tradition for at synge mange og lange salmer, og de enkle kor og omkvæd virkede bekendte for de allerfleste. Bagsiden er selvfølgelig, at en nytilkommen har sværere ved at følge med.
Der blev sunget mange engelske tilbedelsessange, også mange jeg kendte, mere u-kendte var de mange spanske sange, og når det latinamerikanske temperament tog over, så gyngede hele salen! En anden markant ting var, at der blev sunget meget i Ånden, som mange vandes drøn. Jeg elsker sang i Ånden, men når jeg kommer til gang nr. 7 eller 11, er jeg lisom mættet….
10.00 Tale ved Raniero Cantalamessa
Han er franciskanermunk, og kendt bl.a. for sin fremragende bog Life in Christ. Hans beskedne fremtræden, koncise sprogbrug, humor og enorme viden placerer ham på top-ti-listen af talere, jeg har hørt.Hans tema var meget ordinært: Hellighed. Også indholdet var ordinært. Men han har en dejlig evne til at lukke tingene op på en ny måde. F.eks. at skildre Gud som kunstneren der hugger de urene ting væk af stenblokken (=os) for at få den skikkelse frem, som han ser for sit indre blik.
Især den første dag blev Luther meget citeret. Hellighed, sagde Cantalamessa som start, er både en gave og en efterligning (imitation). Og så holdt han en fantastisk nådes-tale om hellighed som gave, nemlig Jesus i os, slet og ret. Jesu hellighed er mere vores end vores egen er.
11.30 Adoration and reflection time
Tilbedelse og refleksion. En tid med stille lovsang, men – mest specielt af alt – med ca. 30 minutters stilhed og dyb tilbedelse: Hostien (en stor nadveroblat i et særligt glashus) bæres ind under folkets jubel og stilles på bordet på platformen, man knæler, tilbeder … og blir i denne atmosfære i en halv time, hvorefter hostien under jubel (eller næsten sorg) bæres ud.
For en protestant er det sært at se hostien på denne måde være i centrum og høre mødelederen takke for, at nu har vi Jesu korporlige nærvær hos os. På den anden side kan jeg godt leve med og tilegne mig, at hostien er synligt symbol for den sandhed, at Jesus virkelig er i blandt os. Jeg spekulerer på, hvordan vi ville udtrykke dette ved et dansk OASE-stævne; måske ved at sætte et krucifiks? Eller ved at løfte alterkalken frem?
16.00 Lovsang og vidnesbyrd
Det markante her var vidnesbyrdet, som var forud aftalt med en enkelt person eller sag. Den første dag var det f.eks. et ungt spansk par (lægledere i fornyelsen), som på en dejlig måde fortalte, hvordan Gud havde ledt dem, også ledt dem til hinanden. Men andre dage var det mere uinteressant, med formelle gæster og præsentationer af dette og hint.
17.00 Adoration, confes-sion and spiritual counselling.
Ligesom om formiddagen: Hostien ind, ½ times dyb stilhed, måske afbrudt af ganske få, meget stille sange. Imens sidder de deltagende præster i forhallen, med deres stola over skulderen, og modtager skriftemål og beder for folk. Det var udelukkende præsterne, der brugtes som forbedere, og nogle var naturligt nok mere søgte end andre. Nogle havde en hel kø foran sig, og jeg så også folk, der under forbønnen faldt på gulvet.
18.30 Eucharistic Ce-lebration (nadvergudstje-neste)
Dette fulgte nogenlunde samme skema hver aften, inddragende alle hovedtrækkene – gætter jeg på – fra den officielle katolske gudstjeneste, samt en lang række mere specifikke karismatiske indslag, som f.eks. mange af de små lovsangskor, og megen sang i Ånden.
Talerne ved aftenens gudstjenester var forskellige. To gange kom de fra Vatikanets ministerium for lægfolks-aktiviteter, uden at det af den grund var specielt inspirerende. Men man må sige, at de katolske karismatikere gør sig al mulig umage for at være loyale over for deres kirke og ære den. De har forhåbentlig også velsignelse af det.
Jeg talte især med mange af amerikanerne (bl.a. med Fader OConnor, der siges at være den første katolske præst, som blev døbt med Helligånden, i åndsudgydelsen på Notre Dame universitet i South Bend 1967). Alle bekræfter, at i den engelsktalende del af den katolske kirke i USA er den karismatiske strømning mindre fremtrædende i dag end før. Der er flere grunde til det, f.eks. er udbuddet af karismatisk beslægtede ting, ligesom i Danmark, de senere år blevet mere almindelige i mange menigheder. Men totalt anderledes er billedet, når man går til de spansktalende katolske menigheder i USA. I Chicago – der ikke engang er en mexicansk domineret by – samler det spansksprogede karismatiske stævne 10.000! Og i Mexico City samledes efter sigende for nylig 90.000 unge til et katolsk karismatisk stævne!
Tyngdepunktet, karismatisk set, synes flyttet fra den nordlige halvkugle til de sydlige himmelstrøg: Latinamerika, Sydamerika, Afrika osv. En deltager fra Tanzania fortalte med stor begejstring om sin katolske kirke, der nu var begyndt at holde store stævner med 200.000 deltagere: Hvis ikke vi helbreder de syge, så forsvinder folk, men nu er vi begyndt at holde store møder, folk blir frelst og helbredt, og folk strømmer tilbage til vore kirker; vi har virkelig givet pinsefolkene en udfordring!
Selv om det allermeste var spiseligt og dejligt også for en protestant, så var der selvfølgelig også ting ind imellem, som var mere specifikt katolske. F.eks. var lovsangen torsdag formiddag meget Maria-centreret. Nogle af Maria-sangene kunne vi med glæde synge med på (f.eks. jeg vil give mig til dig, Jesus, som Maria gav sig til dig), andre kunne vi ikke tage til os (f.eks. Maria, led mig til din søn).
Konferencen var arrangeret af den katolske fornyelses-organisation ICCRS, der har kontor i Vatikanet. Sidste gang, der var et lignede træf, var i 1998. ICCRS mener, at ca. 100 millioner katolikker de sidste 35 år er blevet berørt af den karismatiske fornyelse, men for mange af dem var det bare en fase i deres åndelige livsvandring.
I den karismatiske fornyel-ses start i 1970erne løb alle meget sammen på tværs af kirkesamfundene, og også i Danmark var der tæt kontakt med karismatiske grupper i den katolske kirke. Siden hen har vi alle koncentreret os mere om vore egne kirkesamfund, og med god grund. Alligevel kunne det godt undre mig, at der ved konferencen ikke var et eneste indslag fra en ikke-katolik. Men det var sjovt, meget sjovt, og inspirerende. Især på grund af Cantalamessa og glansen fra den spansktalende del af verden og fra Afrika. Og allermest, uomtvisteligt, på grund af glansen af Jesu eget nærvær.
Ca. 500 af konferencens deltagere fortsatte i øvrigt bagefter på en 5 dages pilgrims-busrundtur.
