Relationer rykker

I kirken har vi brug for relationer opad, indad og udadHar kirken noget at tilbyde i dag, som man ikke kan finde andre steder?

Af Kent Nørholm
Præst i Højberg Frikirke

En kold efterårsaften var jeg ude at gå en tur. Klokken var omkring halv ti, da jeg i det fjerne pludselig hørte klokkerne fra en Hjem-IS bil.
Den første tanke, der kom til mig, var, at det i mine øjne virkede fuldstændig absurd at køre rundt klokken halv ti en kold efterårsaften og sælge is. Så tænkte jeg:
– Hvad får denne mand til at køre rundt på dette tidspunkt?
Svaret lå lige for: Penge! Penge har en magt til at begejstre folk, så de gør skøre ting og endda er villige til at løbe store risici for at få flere af dem.

Jeg gik videre, og den første tanke affødte en ny
– Har vi som kirke noget at tilbyde, som kan begejstre folk?
For mig er det et meget relevant spørgsmål, da jeg selv arbejder som præst og ofte har oplevet, at kirken er noget af det sidste, der kan begejstre. Fodbold, penge, karriere, hobbies m.v. kan begejstre – men ikke kirken.
Så jeg spurgte igen mig selv: – Er der ikke noget vi kan tilbyde, som man ikke kan finde andre steder? Noget, der kan begejstre folk? Noget, der er værd at komme efter? Hvad skal guleroden være ved at tilhøre en kirke?
– Kan vi tilbyde folk penge ved at komme? Nej, kun præsten får noget ud af det!
– Kan vi konkurrere på kulturelle udbud? Nej, vores vil kun være en dårlig efterligning af professionelle kunstnere, musikere og foredragsholdere.
– Kan vi konkurrere på prædikener? Nej, jeg er ingen superpræst.
Så gik jeg hele vores kirkeprogram igennem:
– Er det lovsangene, der skal begejstre? Vores børneprogram, ungdomsklub, fællesspisning, Alpha m.m.?
Mit svar på det var, at alle disse ting godt nok kan vække begejstring i perioder, men de kan ikke være den grundlæggende kilde til passion og begejstring for en menighed.
– Er der ikke en dybereliggende grund til at komme i en menighed – en dybere drivkraft? spurgte jeg igen Gud og mig selv, mens jeg gik der.

Så kom en sætning til mig. Den var blevet sagt af en gæsteprædikant i vores kirke.
I 2001 havde vi i Århus haft besøg af OMs skib Logos, og i den anledning var skibets læge ude og prædike hos os. Han var fra USA, pensioneret og et stykke oppe i tresserne. Han og hans kone havde valgt at rejse nogle måneder med skibet. Men da han prædikede, sagde han – nærmest i en bisætning – at han i sit lange liv var nået frem til, „at relationer er det vigtigste i livet”.
– Her er det!Relationer er det vigtigste i livet, tænkte jeg. Det må være guleroden til at komme i kirken. Og hurtigt så jeg, hvordan tre former for relationer er vigtige for en menighed.
For det første har vi relationen til Gud. Vi kommer i menigheden, fordi vi sammen ønsker at pleje og styrke vores relation til ham – opad.
For det andet er relationen til hinanden vigtig. Det, der i virkeligheden holder mange menigheder sammen, er de indbyrdes relationer – at man er et netværk, der har omsorg for hinanden.
Nu kan vi som menighed godt være sammen om Gud – og med hinanden og have det dejligt. Men der er en relation, vi ikke må glemme. Det er relationen udadtil. At vi er et åbent fællesskab, der rækker ud, så også andre kan blive en del af fællesskabet.
Så relationen opad – til Gud, relationen på tværs – til hinanden og relationen udad – til andre er vigtige. Alle tre dele er af afgørende betydning for en menighed.
Disse tre relationer stemmer også overens med de vigtigste bud, Jesus har givet os:
I Mat 22,39 siger han: ”Du skal elske Herren din Gud!” (relationen til Gud).
I Mat 22,39 siger han: ”Du skal elske din næste!” (relationen til hinanden)
I Mat 28,19 siger han: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple.” (relationen udadtil)

Mens relationer er det vigtigste, vi som kirke kan prioritere, blev jeg ogsåklar over, at det er det, flest mennesker uden for kirken længes efter.
Vi lever i et samfund, hvor relationer er i opløsning. Flere og flere lever som singler uden ret mange relationer. Vores høje skilsmisserate er med til at ødelægge relationer.
Fjernsyn, computer og internet får os til at give køb på relationer og isolere os. Mange ældre bliver skubbet til side – overflødiggjort og må leve en ensom tilværelse.
Der er ingen tvivl om, at vi i dag mere end nogensinde før lever i et samfund, hvor folk længes efter relationer.
Når man tænker over, at vi i kirken har det folk længes efter, så burde de jo strømme til vores kirker. Hvis vi har en eftertragtet vare, burde folk omkring os jo være ivrige efter at få fat i den? Hvorfor sker det ikke?

Svaret er, at mange kirker ikke selv lever i relationer. Faktisk er det image, kirken har i dag, at man kommer derhen for at kigge en anden i nakken og høre en monolog oppe fra talerstolen. Og så undrer vi os over, at så få kommer i kirke, og vi laver kirkehøringer i håb om, at det kan få flere ind.
Det er unægtelig et andet billede, vi møder i den første menighed. I Apg. 2,42-47 læser vi, at de holdt fast ved læren, fællesskabet, nadveren og bønnerne. De blev grebet af frygt, og der skete undere og tegn. De var sammen hver dag, spiste sammen, priste Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. Hvad havde de, som vi ikke har i dag?
Mit svar er, at de havde en levende relation til Gud, hinanden og andre, mens det for os ofte forbliver på det teoretiske plan.
Gud vil ikke bare elskes i teorien. Nej, han ønsker, at vi med vores liv indgår i en levende kærlighedsrelation til ham.
Det er også vigtigt, at vi i menighederne har en levende kærlighedsrelation til hinanden og ikke bare mødes for at holde tingene kørende og få et ord med hjem om søndagen.
Hvis vi ønsker at nå folk uden for kirken, er det også vigtigt at knytte levende relationer, hvor vi er sammen alene for venskabets skyld, og ikke fordi de skal komme i vores kirke.

Indledningen lød: „Har kirken noget at tilbyde, som man ikke kan finde andre steder?”
Svaret er „ja”. Selvfølgelig finder man relationer mange steder, men i kirken har vi muligheden for sammen at pleje relationen til Gud.
Vi har muligheden for at være hinandens netværk. Vi har muligheden for at række ud til andre. Dette samspil af guddommelig og menneskelig relation kan ikke leves bedre ud end i kirken, hvis vi giver plads til det.
I vores menighed er vi gennem en længere proces nået frem til følgende formålserklæring „Vi er skabt til at leve i kærlige relationer. Derfor ønsker vi at styrke relationen til Gud, hinanden og andre.”
Vi er på ingen måde mere kærlige eller fromme end andre, men alligevel er jeg glad for, at vi er blevet enige om at sætte relationerne i højsædet. Det giver en retning og prioritering for menighedsarbejdet.
Mit ønske med dette indlæg er, at vi som menigheder og enkeltpersoner prioriteter relationer højt – for jeg er enig med lægen fra skibet om, at relationer er det vigtigste i livet.