Udfordringen analyserer 3 bøger om islam – her den første:
Terrorismens gåde
Hvorfor er de fleste terrorister islamister? Bernard Lewis prøver at give en forklaring
Grundig oversigt. Sådan kan Bernard Lewis seneste bog Islam i krise betegnes – selv om det er en selvmodsigelse. 
Som professor emeritus ved Princeton University er Bernard en af verdens førende mellemøstforskere. Og netop derfor kan han give et overblik over islams ca. 1300 års historie på knap 200 sider uden at blive overfladisk. Tværtimod går han her og der et spadestik dybere for at finde ud af islams særkende i forhold til kristendommen, afklare begreber og forklare terrorismens opståen.
Hans anliggende er klart at give Vestens ledere, USA i særdeleshed, et redskab til forståelse af muslimers tankegang, især Osama bin Ladens.
Bernard Lewis inddeler de muslimske ledere i tre grupper: De, der betragter Vesten og USA som dødsfjender, der må bekæmpes for enhver pris, de, der godt nok er troende muslimer, men som alligevel anerkender den vestlige verdens fortrin og dyder og ønsker samarbejde, og til sidst de, der betragter Vesten som ærkefjende nr. 1, men af strategiske grunde, og kun dem, modstræbende indgår et samarbejde (s.50-51).
Men hvorfor står den muslimske verden sammen som en politisk blok? Det er jo bare en religion
Her forklarer Bernard Lewis, at muslimer ikke betragter en nation som en enhed bestående af forskellige mindretal, bl.a. religiøse grupper, men snarere religionen som en enhed, der er inddelt i forskellige nationer (s. 15).
Helt fra starten, dvs. fra stifteren Muhammeds indtagelse af byen Medina, har sværd og krig været metoden til underlæggelse af folkeslag. Religion og politik har udgjort en uadskillelig enhed, som Bernard Lewis udtrykker det:
– Tvedelingen af regnum og sacerdotium (latin for verdsligt og helligt red.), der er så central i det kristne Vestens historie, havde ingen pendant indenfor islam. I Muhammeds levetid blev muslimerne på én gang et politisk og religiøst samfund med profeten som statsoverhoved (s.31).
Hvor kristendommen i udgangspunktet var de svages og undertryktes religion, var islam de sejrendes.
Derfor er der en verden til forskel på enslydende begreber i de to religioner.
Hvad er en martyr f.eks.?
– I jødisk-kristen sammenhæng betegner ordet martyr en person, der hellere udsætter sig for tortur og død end frasiger sig sin tro
I islamisk sammenhæng forstås ordet martyrium normalt som død under jihad, og belønningen herfor sker i form af evig lyksalighed, skriver Bernard Lewis (s.61).
Er jihad og korstog ikke det samme?
Ikke helt, mener Lewis, selv om begge dele er hellige krige. Men der er forskel:
– Korstoget opstod sent i den kristne historie og repræsenterer på en måde en drastisk afvigelse
Jihad er nærværende fra begyndelsen af islams historie i skrifterne, i profetens liv og i hans fællers og efterfølgeres handlinger (s.60-61).
Men selv i krig er der regler, og her giver Koranen, ifølge Lewis, lov til at føre krig mod vantro og ligefrem hellig pligt til at føre krig mod frafaldne, dvs. overløberne. At være vantro, dvs. endnu ikke at have set lyset, er ikke så slemt som at have set det og derefter afsværget sig sin tro. Denne sondring viser sig i dag ved, at muslimske ledere har erklæret dobbelt jihad: mod vantro udlændinge og mod frafaldne derhjemme. Men:
– Intet sted i islams grundlæggende tekster gives der påbud om terrorisme eller mord. Intet sted findes der mig bekendt så meget som overvejelser om at ty til vilkårlige massakrer på tilfældige forbipasserende uden lod i striden, siger Bernard Lewis (s.62-63), og det fører os til det mest spændende kapitel i bogen: Terrorismens udspring (s. 155).
Lewis nævner tre hovedstrømme indenfor islamisk ekstremisme: 1. Den undergravende radikalisme, f.eks. Al-Quaeda, 2. Den forebyggende fundamentalisme, udøvet af den saudiarabiske elite og 3. Den institutionaliserede revolution, dvs. Irans regering.
Alle tre grupper retfærdiggør deres handlinger med fromme henvisninger til islamiske tekster, men manipulerer ved hhv. at fremhæve visse konfliktsøgende dele af Koranen, skrevet efter profetens sejr i Medina, og annullere konsensussøgende dele, skrevet under profetens ophold i Mekka, hvor han levede i fred med jøder og kristne.
Udover denne mistænkelige brug af helligteksterne til legitimering af terrorisme nævner Lewis en islamisk sekt i Iran og Syrien fra det 11.-13. århundrede, Assassinerne. Herfra stammer det engelske ord assassin, som betyder snigmorder. Assassinerne dyrkede deres religion ved at myrde dem, de anså for at være fjender af den sande tro, satte det i system og ophøjede det til en ideologi. Selv om sekten eksisterede på korsfarernes tid, rettede den kun sine angreb mod muslimske herskere, som de opfattede som tronranere og tyranner. De kaldte sig fidayeen, dvs. en person, der vil ofre sig for en sag. I moderne tid blev dette ord først brugt af iranske terrorister i 1943 og senere i forbindelse med terroraktiviteter udført af palæstinensiske organisationer f.o.m. 1960erne.
Men i to henseender, ved valg af våben og ofre, adskilte assassinerne sig fra deres moderne arvtagere:
– Ofret var altid et individ, en højt placeret politisk, miliær eller religiøs leder
Han og kun han blev dræbt
. Våbnet var altid sværdet, skriver Lewis (s. 163).
– De moderne terrorister betragter ikke mord på uskyldige og udenforstående civile som følgeskadevirkninger. De er det egentlige mål, konstaterer Bernard Lewis tørt (s.164).
Bernard Lewis giver ikke verden lyse fremtidsudsigter. Terrorisme og krig vil eskalere, men værst vil det gå ud over de muslimske lande selv.
Islamisterne bekriger en civiliseret fjende i øjeblikket, men hvad når andre lande end USA har fået nok?
Bernard Lewis: Islam i krise Hellig krig og uhellig terror. Gyldendal
