Afrikansk høvdingedatter lærte Ole at tro

Nu har julen fået ny mening for Elisee og Ole Laursen fra Vejen
Hvad har en katolsk høvdingedatter fra Benin til fælles med en folkekirkelig bibliotekar i Brørup? Ikke meget, skulle man mene. Det ligner mere en kulturkløft a la Grand Canyon! Men alligevel sidder de i sofaen på Lærkevej i Vejen og kigger forelskede på hinanden i julelysenes skær. Kærligheden binder dem sammen. Og troen på Jesus giver julehøjtiden mening.
Også her er det, som om forelskelsen lyser ud af deres øjne, og giver julen mening for dem begge – trods deres vidt forskellige kultur og juletraditioner.
Elisee og Ole Laursen mødte hinanden fra hver sit verdenshjørne på Brørup station, af alle steder. Elisee var au pair -pige hos sin onkel i Brørup, Ole arbejde på biblioteket lige overfor stationen og skulle hente en billet.
Deres blikke mødtes og…
Ole skyndte sig tilbage til biblioteksskranken; kort efter kom Elisee ind for at låne bøger, og Ole sprang op for at betjene hende på det bedste skolefransk, han havde lært.
– Jeg ville gerne gøre et godt indtryk på hende, så jeg viste hende vores franske bøger, fortæller Ole.
– Jeg syntes han så rigtig sød ud; han smilede over hele hovedet, fortsætter Elisee med et genert smil.

Og så gik det ellers slag i slag. Ole inviterede hende ud og opførte sig som en sand gentleman – noget Elisee ikke var vant til:
– I Benin bestemmer mændene det hele, forklarer hun.
– Men Ole respekterede mig og behandlede mig som ligemand. Det er jeg rigtig glad for.
Og så blev de gift den 28. juni 2002, kort før regeringen strammede reglerne om familiesammenføring. De nye regler betød nemlig, at ægtefællen skal være fyldt 24 år. Det var ikke noget problem for Ole, der var 33 – men Elisee var kun 20!
Men det hovedkulds ægteskab har de ikke fortrudt, det er tydeligt. Og det blev heller ikke noget problem for familien i Benin. Elisees far, der er høvding for storbyen Abomey i det sydlige Benin, havde givet hende lov på forhånd, da hun rejste til Europa. Han havde tillid til den katolske opdragelse…
For hjemmet var katolsk. Høvdingen har endda sponsoreret opførelsen af en stor katolsk kirkebygning med plads til flere tusinde mennesker.
– Der er ikke så meget udsmykning som i katolske kirker herhjemme, forklarer Elisee, men der er liv!

Hendes øjne lyser, når hun fortæller om, hvordan kirkeliv og familieliv smeltede sammen:
– Jeg og mine søskende var meget i kirken, sang med i koret, deltog i messer og var med i alle aktiviteter.
Messe? Det ord kan have mere end en betydning, har Elisee erfaret. Ole kan ikke lade være med at afbryde:
– En dag kom Elisee glædesstrålende hjem til mig og sagde, de havde julemesse henne i Idrætscentret. Jeg måtte forklare hende, at det blot var et julemarked!
Der er meget, der er anderledes i Danmark, og det mærkes især omkring jul. I Benin er kirken centrum for julefejringen.
Elisee kan næsten ikke sidde stille, mens hun fortæller:
– Julen er en familiefest i Benin! Alle tænder kulørte olielamper udenfor deres huse juleaften. Og så går man i kirke, for det er det vigtigste ved julen. Og dér synger og danser man af glæde over, at Jesus er blevet født!

– Her i Danmark synes jeg, det går mest op i lys og pynt, gaver og mad. I Benin giver vi også gaver, men kun til børnene. Efter vi har spist, går børnene rundt i landsbyen og synger. Så håber de, de får et stykke slik eller en kage.
Men Elisee glæder sig nu alligevel til at få gaver, ikke mindst af Ole, ser det ud som.
I år er det kun anden gang, Elisee skal holde dansk jul. Og kirkejul bliver det ikke på samme måde som i Benin, for den storslåede katolske kirke er afløst af en lille husmenighed.
– Men det gør ikke noget, siger hun.
– Det er dejligt at være sammen med andre mennesker. Og så handler det jo om Jesus.
– Jeg er bare så glad for Jesus, udbryder hun, mens hun stamper i gulvet og armene ryger i vejret.
Imens sidder Ole sindigt og betragter hende med et lunt smil om læben. Elisee har bragt farve ind i hans tilværelse på mere end én måde.

Han indrømmer også, at det var Elisee, der varmede op under ham, så troen fik liv.
– Jeg har vel hele tiden haft en følelse af, at Gud findes, fortæller han. – Som soldat i forsvarets sanitetsskole læste jeg medicin, og jeg tænkte: Der må være en skaber bag!
Men i januar 2002 besluttede han alligevel at melde sig ud af Folkekirken.
– Jeg vidste, kristendommen blev kaldt „det glade budskab“, og det syntes jeg ikke, min folkekirke prædikede. Så jeg meldte mig ud.
Men kort efter mødte han den livfulde høvdingedatter fra Benin, og en levende tro.
Lidt senere blev parret inviteret i kirke af nogle venner, og det skulle vise sig at være en huskirke.
– Her hørte jeg for første gang om Jesus i forbindelse med glæde, begejstring og livsalighed, fortæller Ole og giver liv til et gammelt „religiøst“ ord.
Han må desuden citere en replik fra en tv-udsendelse for nylig for at beskrive, hvad han føler:
– Jeg er kommet hjem til et sted, jeg ikke har været før!
Det er noget af et paradoks, for hvordan kan man være hjemme der, hvor man ikke har været før?
– Sådan vil jeg sikkert også føle det, når jeg besøger Afrika engang, reflekterer Ole.
Han har nemlig endnu ikke set Elisees høvdingefamilie i Benin…